Forfriskende torsdagsblues fra Freddy and the Phantoms – live fra Bremen

Torsdag 6. Oktober bød Rock trioen Lucer og bluesrock bandet Freddy And The Phantoms på dobbelt koncert. Første act var de rutinerede fantomer og de fik med jysk accent og lune skruet op for Bremens efterårskolde og halvtomme lokaler. 

Første gang vi oplevede Americana bluesrock bandet Freddy and the Phantoms live var tidligere på året til Nordic Noise festival. Dengang var de en af de bands der hævede sig over mængden og vores anmelder kvitterede da også med 4 stjerner. Bandet blev dannet i 2010 af frontmand Frederik Schnoor, og siden den gang er det blevet til 3 studiealbums, senest “Times of Division” der i øvrigt høstede ros hos flere anmeldere.

Torsdag

Der var i torsdags i høj grad dømt torsdag aften. Bremen var endnu ikke just overrendt og da en casual Freddy bød velkommen var det til en beskeden, men  positivt stemt crowd af primært venner og bekendte – og som han vist fik formuleret, så ved man aldrig sådanne hverdagsaftener, hvornår det er tiden at gå på… så nu gik de bare igang. Klogt valg, da det jo var det, vi var her for, og fordi man erfaringsmæssigt kan forvente en god koncert fra deres hånd. Meeen, den skulle altså spilles op fra slap, og der passede “Better Come What May” godt ind.  Bandet kunne varme fingrene op while playing og falde ind i the mood. Og the mood var den aften…tilbagelænet.

Den afslappede stemning fortsatte under hele koncerten. Interne jokes, små hyggesvinere fra Freddy til bandets medlemmer på skift, medvirkede til at publikum måske slappede lidt for meget af undervejs og undertiden brugte koncerten som baggrund for deres egen smalltalk, men bevares, det gjorde bandet også mere eller mindre. Og det gennemgående tema, om hvor trætte, gamle og nybagte fædre vi alle efterhånden er og hvor utjekket langt væk nogle af os bor fra Kjøbenhavnstrup, fjernede en smule af dramaet, showet og bluesromantikken – den drøm de vel lever for og vil sælge til os.

Det gode sammenspil

Når det så er sagt, så vil jeg gentage min ros fra en tidligere anmeldelse og fremhæve deres sammenspil, som trods lidt sløvhed og stedvise udfald, stadig groover, svinger og får os til at nyde øjelikkene.

Orgelmand Anders Haahr har så mange S’er i ærmet, at han nødvendigvis  må have lært at spille tangenter i Mississippi; selv når numrene undervejs i torsdags, lød som om, de kom lidt bag på ham. Han leverede endvidere lækkert klaverspil og det ærgrer lidt at han derfor prioriterer orglet.

Fantomerne  bød på et nyt nummer “Kentucky killer”, med et godt gyngende drive og et steady beat, der undervejs skifter til dobbelt tempo og så ned igen i slutningen, ikke genialt, men berigende for bandets musikalske armlængde, godt set af dem. “Down down down” var ligeså træfsikker som sidst vi så dem og Freddy fik god god god plads til at folde sig ud. Hans americana-prægede vokal har, når den er bedst, et lyst, men småhæst snert af afdøde Glenn Frey fra The Eagles; det er sgu noget, som løfter dynamikken og farver hele bandets klang. Ikke mindst på et nummer som “When The Raven Pecks on Your Door”, med den ultra grooovy akkordprogression a la Slowhands “Layla”, får Freddy tilført en kraft, live, som studieversionen ikke kan hamle op med. Det lyder bredt pågående og internationalt, når Freddy giver hals og bandet rigtig er i gang.

Blues på afveje

Midtvejs faldt niveauet og bandet lød som om de var gået sukkerkolde. Derfor blev “Transition Blues” slet ikke leveret med den charme som det lægger op til, og desværre kom de ikke i mål med deres ny udgave af et af deres første numre, “The Wild Ones”, her revisited. Den virkede træt og sloppy. Måske var det tanken om turen hjem til Haderslev, tanken om at skulle hjem og skifte ble, tanken om man ikke har weekend i morgen, eller noget fjerde, der meldte sin ankomst på den mest forræderiske vis; når man slapper allermest af i sit spil og tankerne pludselig vandrer.

God finale

Men Freddy And The Phantoms vågnede op til en rigtig god finale med blandt andre den møgfede “Borderline Blues” (igen tænkte jeg på Glenn Frey og hans “Smugglers Blues”), og den altid fede “Times of Division”.
Det er nu rart med bluesrock; det er dejligt forløsende for alle de melankolske følelser, og fantomerne fandt i torsdags ind til noget der klingede i bandmedlemmerne og publikum. Måske ikke helt i top denne gang, men de gav sig god tid til at være nærværende og udtrykke aftenens stemning. Og jeg tror ærlig talt at Freddys gespenster var lidt torsdagsramte, så det blev en lidt mere stille aften end sidst.

Det skal nævnes, at da de fik skruet op for Stines Liebmans mikrofon (hun kom på scene lidt over midtvejs) fik bandet mere glans i toppen og generel flottere blå farve. Og tak for en eminent udgave af Neil Young “Southern Man”. Den passede bandet perfekt som glasset rundt om et skud Jack Daniels. Bravo.