Inden året skifter til 2017, vil vi her på RockZeit lige hylde lidt flere udvalgte metalalbums fra det magiske år 1986. I forrige artikel startede vi med noget af det hårdeste, men her er der en god blanding af lidt af hvert fra 1986. Enjoy.
Iron Maiden: “Somewhere in Time”
I september 86 fik vi et albummet ”Somewhere in Time” fra metalkongerne Iron Maiden. Bandets maskot Eddie the Monster, var denne gang placeret i et fremtidsunivers a la Blade Runner, og der var da også et billede af bandet som stod foran en original filmrekvisit; fremtids-politi-bilen “Spinner” fra Ridley Scotts mesterværk.
Med en melankolsk linje igennem hele albummet, fik bandet sat 8 sange sammen som alle sad i skabet på hver deres måde, og med kvaliteter og storhed som man sjældent hører på et metalalbum. Og det er jo også på dette album at ”Alexander The Great” er på. Singlerne til albummet var ”Wasted Years” og ”Stranger in a Strange Land”, som begge blev skrevet af Adrian Smith.
Personligt synes jeg at ”Somewhere in Time” er Iron Maidens bedste, og det er en skive der kan ligge lang tid på min pladespiller før der kommer andet musik på. Der er ikke så meget røvballe-metal på denne plade, og det virker mere seriøst end så mange andre Maiden-albums.
Metallica: ”Master of Puppets”
Efter ”Ride the Lightning” var forventninger store til Metallica, og utroligt nok lavede de så ”Master of Puppets” som i hvert fald ikke skuffede. Man vidste nu at bandet var ustoppelige, og at man sagtens kunne forvente kvalitetsmusik på hvert album fremover. Med tordnende rytmer og iørefaldende guitar-riffs, kan man komme langt i denne verden, og Metallica har deres egen måde at gøre tingene på. For trommenørder kan jeg nævne, at Lars Ulrik næsten kun spiller på hi-hat, og det er kun i Disposable Heros at han spiller kortvarig på ride-bækkenet. Ting som dette er med til at gøre lyduniverset råt og primitivt og aggressivt. ”Master of Puppets” var både avanceret og primitiv på samme tid, og det er tit sådan en type musik der holder til evig tid.
Megadeth: “Peace Sells…But Who´s Buying?”
Dave Mustaine holdt ikke længe i Metallica, men han havde selv potentiale til at lave noget effektivt metal med ham selv som boss, hvilket nok var den bedste løsning. Mustaine var mere optaget af progressive elementer, og man kan også høre på dette album, at det er langt mere ekvilibristisk end rivalerne kunne levere samme år på ”Master og Puppets”. Der er også langt bedre lyd hos Megadeth´s album i forhold til garagedrengene fra Sweet Silence Studios. Dog har Mustaine aldrig kunne levere kvalitet og kvantitet på samme måde som Metallica. Men man kan nok ikke komme uden om, at “Peace Sells…But Who´s Buying?” er en milepæl, og har været med til bevise at rigtig metal også kan indeholde mange detaljer og virtuose elementer.
Fates Warning: ”Awaken the Guardian”
Fates Warning havde i starten af firserne allerede gjort sig bemærket med deres minialbum “Night on Brücken” og LP´en ”A Spectre Within”. Men i 1986 lavede de ”Awaken the Guardian” som havde stemninger som aldrig var blevet hørt før på dette niveau i metallen. Der var meget Iron Maiden-inspiration i på albummet, men Fates Warning lagde meget mere fantasy-stemning i deres musik. Albummet pegede også i retning af noget progressivt, i forhold til anderledes skift mellem riffs og skæve rytmer, og dertil at bandet stadig kunne beholde de lyriske udtryk. Forsangeren John Arch havde en meget unik stemme, og man kunne ikke nogen steder finde denne type vokal. ”Awaken the Guardian” er blevet en klassiker i metallen, også for Fates Warning selv. De har her i 2016, i anledning af tredive-års-jubilæet, opført albummet live med original besætning.
Satan: ”Into the Future”
EP´en fra dette britiske heavy band, var af en helt anden støbning end så mange andre metaludgivelser i 86. Bandet med det skræmmende navn og med logoet der var det samme forfra og bagfra, pegede i en helt anden retning end hvad man skulle tro. ”Into the Future” starter med meget iørefaldende riffs der leder til en venlig metalvokal af forsangeren Michael Jackson, ja det hed han sgu! Der var mere hygge over musikken, for de svingede på en helt anden måde end så mange andre metalbands. Der var ikke vrede i deres beats, men de brugte mere sprælske og glade rytmer, som også var lidt komiske….men på en fed måde. Satan er dannet helt tilbage i 1979, og de har da også svært ved at holde helt op. De er blandt bølgen af bands der har lavet comeback, og de kan stadig lave gedigent og nærværende heavy metal.
Destruction: ”Eternal Devastation”
I Tyskland rullede thrash metal videre med ustoppelig kraft, og vi fik også et ret godt højdepunkt med Destruction´s ”Eternal Devastation”. Med en mærkelig diskantlyd i guitaren, og med Schmier´s skingre stemme, havde vi et ondt og øre-skærende thrash-univers, som havde sin egen dagsorden. Lyden var ikke decideret god, men den var unik, og når nogen satte et Destruction-nummer på, kunne man med det samme høre hvem det var. Destruction lever i bedste velgående i dag, og har i år udgivet ”Under Attack”, som rykker for vildt.