Impalers. Ny EP: et Styx schnell & stilrent thrash

Impalers’ frontmand Søren Crawack fortæller i forbindelse med deres ny udgivelse, “Styx Demon: The Master of Death”, at formålet med disse mange EP’er de har udgivet, primært er at bygge bro mellem deres normallængde albummer, hylde deres helte med et par cover numre, og samtidig markere, hvor de har bevæget sig hen rent musikalske.  

Det giver mening. Jeg er dog glad for at sige, at de efter min mening ikke har bevæget sig vildt meget rent genremæssigt. For de er – og har altid været – virkelig skarpe i forhold til at fastholde en dirkefri teutoner-thrash, en komplethed, både i musik, men også det fulde brand, hvilket er vigtigt på den lange bane, hvis man skal skille sig ud og blive hængende i folks bevidsthed. For mig er Impalers ét af de danske metalbands, som har været bedst til at bruge klichéerne til deres fordel. Bandet Huldre er eminente til at holde fast ved deres visuelle greb, og derved konsolidere deres folkemetalfortælling og derved skabe fornemmelsen af, at koncerten kun er en flig af hele universet, og at bandet kommer lige fra en parallel middelalder.

Driftsikre Impalers

Impalers brand er nogenlunde ligeså skarpt. Deres sværgen til oldschool floskelfyldte heroiske covers og merchandise med masser af flammer og muskuløse krigere, samt deres liveshows, står ikke tilbage for hverken Destruction, Manowar, Kreator eller 80’er Metallica, og understøtter således deres rebelske og voldsomme tekstunivers og deres eksplosive thrash.

Impalers virker nogenlunde lige så kompromisløse og driftsikre som AC/DC og Motörhead, og de har da også på deres 10 år opbygget en international fanbase. Jeg synes det er fuldt fortjent, og jeg vil gerne stille mig op i køen af dem, der synes, at Impalers er blevet forbigået som potentiel opvarmer til Metallicas hel-uges hærg.

Jeg synes også, det er fortjent, at Impalers’ ny album indtil videre har fået ros, også internationalt, hos welovemetal.com.

Fede numre

De fortsætter hvor de slap med deres fornemme “God From Machine” (2015), nummeret Megalodon smadrer derudad med det samme, og Crawack diabolske brølen kommer atter fra det hensides. Jeg er vild med deres mellemspil, som i virkeligheden udvikler sig til en længere straight metal-passage med guitarsolo, og herefter går det så pænt stærkt. Det er gemene gammeldags akkordskift, og lyden er ikke overproduceret…og tak for det. Nummer to “Styx Demon” speedthrasher videre med vanvittigt hurtigt trommetæsk og guitarlir. Og Crawack byder også på King Diamond-agtige sky-high skrig undervejs.

Også cover-nummeret “Prowler”, hold da op hvor er det fedt at høre det nummer igen. De gør det med respekt og forsøger at ramme klangen hele vejen rundt, og det lyder dejligt punket. Det er klart det kniber lidt med vokalklangen, men Impalers vokal lyder på en måde lige så desperat som den originale. Generelt lyder Impalers løsninger mere end fornuftige, og jo, det har nok ikke taget meget lang tid for dem at indspille det nummer, hvilket til gengæld sikrer råheden, og i øvrigt har de sikkert alle kendt “Prowler” siden Eddie the Monster var knægt.

Fortolkningen af Misfits´”Death Comes Ripping”  er endnu bedre, i mine ører, det bedste nummer på pladen. Det er in you face, solidt spillet, meget vægt på bas- og tromme-lejet, og de vigtige korråb og punkens vildskab er skræmmende intense.

EP’ens berettigelse

I dag er det snart lige så normalt at udgive EP’er som hele albummer, og det format passer på mange måder også godt til vor tids hurtige konsumverden. Og det er også dyrt at lave en hel plade, når man, som Crawack i et tidligere interview med RockZeit, har udtalt, at de ikke ligefrem lever som grever og baroner. Det handler om at tilpasse sig. Og kunst er denne EP da heller ikke, det er ind-og-ud-musik så det klodser, men det gør bestemt ikke noget, for man får præcis det man forventer. Crawack & co kan så passende bruge kræfter på at udvikle et mere kunstnerisk koncept til deres kommende fulde album. Det plejer de at være gode til.