..da Amorphis landede på Amager

Det finske folk metal band havde en sikker hånd på underholdningen lørdag aften i Amager Bio. Med glimrende lyd, fik publikum en masse tung metal for pengene, og de fleste gik derfra med en varm metalsjæl og et stort smil.

Bløde metalklange

Når man siger ordet ”Amorphis” har man en blød klang i stemmen, og samme følelse havde man i koncertsalen, for der var runde hjørner i musikken, og ikke så mange skarpe kanter. Alle instrumenterne havde en dejlig fyldig klang, og i lydmikset var der sørget for at alle disse gik i symbiose. Derfor havde Amorphis publikum godt med fra starten, for man kunne høre at det ville være svært for dem at fejle på lydsiden i hvert fald. Et kort stykke tid inde i koncerten, kunne man fornemme at de havde stor spilleglæde, og at de ville gøre alt for at tilfredsstille den 3/4 fyldte sal.

Intet nyt fra nordfronten

Amorphis-byggestene knytter sig til en melankolsk dur-mol blanding af nordisk folkemusik tradition klonet med bombastisk schlager-refrain æstetik, med enslydende og iørefaldende melodier, motiver og temaer, som transponeres effektfuldt. Man kan af og til opleve det som et lidt idéforladt ABBA-opkog, opblandet med dobbeltpedal, growl og forvrænget guitar, men det hele leveres melodramatisk med millimeter præcision og høj intensitet.

Amorphis’ Abba-metal omfavner alle følelser i pixi-udgave og egner sig i særklasse til den øldrikkende metal-viking, der, som bekendt i en standard brandert, er i stand til at udleve hele følelses registret på den tid, det tager at drikke hele fadøllen, lukke øjnene, bøje hovedet, kigge op igen og ryste dramaet af sig. Det er befriende og er måske det tætteste det nordiske mandlige skaffedyr kommer sit satori?

Oplagte live-numre

Mange Amorphis-numre er skræddersyet til at blive opført live, og ved en gennemlytning af et vilkårligt Amorphis-nummer på et studiealbum, kan man næsten allerede sætte forventningerne op når man er på vej til koncert med bandet.

Til tider ramte Amorphis’ nordiske melankoli lige i solar plexus så det trængte et godt stykke ind under spækket, og bragte een i den gode gamle vejrbidte små-depri sindsstemning som vel egentlig kun finner for alvor lever godt med til dagligt. Derfor bevægede Amorphis’ præstation sig faktisk mellem ok gedigent, til virkelig gedigent, selvom det kun var momentvis, at man var helt oppe at ringe.

Nummeret ”Hopeless Days” burde have fået et 13 tal i disciplinen build-a-power metal track. Det er eksemplarisk godt bygget op, med et tungt tempo i starten, som skifter til godt steady bord og stol grundbeat, hvorimod omkvædet er storladent i bredformat, halvt tempo med klaver og stryger flader, hvorefter der skiftes tilbage igen, og de godt dynamisk sammensatte formled afkaster fortjent klapsalver. Mellemspil bæres oppe af velpoleret klaver, hvorefter buldrende guitarsolo med organ-backup skaber den forventede, men virkningsfulde overledning til vokal, og herefter gentages omkvædet, som naturligvis moduleres over i nummerets afrunding i halvt tempo med dobbeltpedaler og growl. Det er et nummer der bliver eksekveret til perfektion, publikum elsker det og Amorphis elsker publikum.

Man fornemmede, at suppeklaver/stryger er en byggesten der ikke kan fjernes fra ligningen, selvom det nogen gange undrer, at det dyrkes så intenst i visse metal genrer. Det var metal med lidt flødeskum på, så det ikke kradser i halsen når det skal ned. Derfor blev det aldrig helt hårdt og ond, men mere en gang hygge-metal…men heldigvis på den fede måde.

Om frontmand Tomi Joutsen kan man sige, at han vel er et rensdyrhår højere end Dio, men i fakter og karisma var han måske noget lavere, hvilket dog til fulde rakte i et fint pakket Amager Bio.

Man må give Amorphis, at deres nøje afstemte format matcher størstedelen af publikums behov, og da frontmand Tomi Joutsen – mens resten af bandet får sig en lille pause under ”House of sleep” – gjalder ”Loud and together”, er det med visheden om, at det medlevende publikum per refleks vil istemme i øm al/ølsang med næver i vejret…

Encore

Amorphis havde 3 ekstranumre i godteposen, og det første ekstranummer var ”Death of a King”. Det var som om at de 6 musikere havde fået ny energi af den korte stund bag tæppet, og i forhold til hvad ekstranumre skal gøre; nemlig at give noget ekstra, var det helt i top. Dog skulle de have sluttet koncerten med dette nummer, for man ville måske have gået derfra med pulsen længere oppe, men de valgte at slutte af med ”The Smoke”, og det var et knap så spændende nummer, og det rykkede ikke nær så meget som ”Death of a King”.

Vurdering

Det er sjældent at publikum, som denne lørdag aften i Amager Bio, tager så godt imod de nye numre, men måske er det fordi det er ligesom at høre det gamle, hvad opfindsomhed angår?

Om frontmand Tomi Joutsen kan man sige, at han vel er et rensdyrhår højere end Dio, men i fakter og karisma var han måske noget lavere, hvilket dog til fulde rakte i et fint pakket Amager Bio. Med velafprøvede klassiske heltepositurer, havde han helt styr på flokken og man anede hurtigt, at denne koncert aldrig var i fare for at kollapse eller blive kedelig – til gengæld nåede/ønskede(?) Amorphis med deres afmålte professionalisme, heller ikke at række ud efter de højere luftlag, og koncerten fik derfor aldrig skabt kontakt til noget større, vikingerne fik heller ikke vinger denne gang, og vi måtte blive i god ro og orden på landjorden, hvor de fleste da også stod yderst tilfredse med armene over kors og nikkede energisk, som vi mennesker fra nord nu engang gør ”når det bare rykker for vildt!”.

Melodramaets slagmark er af natur et minefelt fyldt med sprængfarlige banaliteter, og at kunne tip-toe sig igennem en hel aften uden at udløse et par vulgaritets-eksplosioner her og der, synes urealistisk. Nogen gange blev det da også lige lovligt for meget. Men ikke desto mindre formåede Tomi Joutsen og resten af Amorphis at håndtere nævnte minefelt med en greenkeepers nænsomhed og undgik derved at detonere det hele i en patetisk æstetik-massakre. Amorphis kan faktisk godt balancere det hele, og det er vel hovedforklaringen på, hvordan de har kunnet overleve 16 år med stort set den samme melankolske sangskabelon. Forrygende bakket op af et særdeles vågent publikum som kan deres Amorphis på rygraden, fatter man hvor kraftfuldt det simple, men godt afmålte kan virke, når det bæres af ærlighed og samhørighed. Det er hvad, det er og det er lige præcis, hvad publikum vil have. Og det fik de i kassevis.

…i hvert fald var redaktionen på RockZeit og alle de andre vikinger i Amager Bio godt underholdt, og Amorphis kan varmt anbefales til dem der er til slagkraftigt og eventyrligt Folk Metal!