Audiens hos Macca i Royal Arena

Sir Paul McCartney tog sig kærligt af hans disciple i en koncert, der mest af alt understregede, at alder ikke har nogen betydning, hvis man fortsat har noget at byde ind med. Prøv med verdens største hit katalog.

Der findes ikke nogen nulevende rockmusiker i denne verden der har en større byrde at slæbe rundt på end den høflige adelsmand fra det britiske imperie, som fredag 30/11 stod foran 16’000 danskere i Royal Arena.

En musikalsk karriere der – for en gangs skyld i ordets bogstaveligste forstand – har varet en menneskealder og hvor sangene har haft en tilsvarende langtidsholdbarhed.
Tidligere tiders successer vil altid være sammenligningsgrundlaget for hver eneste lille hyggefis manden slipper. Ganske glimrende udgivelser gennem mere end 40 år – blandt andet som solist og med Wings – skal stå til regnskab for den vanvittige hitfrekvens, som Lennon & McCartney i en langt kortere årrække præsterede. En kolossal skygge at have rendende efter sig – always. Og faktisk har han altid skulle bære rundt på Lennons skygge samtidig. Det kræver skuldre som en linebacker.

Rutinepræget sløj start

Men synkront med alderen kommer rutinen, og denne har Sir Paul i rigt mål, og da han aldrig rigtig har været god til at holde pauser, står han fortsat på benene, slank og med glimt i de øjne som har spillet overalt og set alt. Og forventningspresset? Tja, hvis man er vokset op under helt almindelige kår i Liverpool, så tager man den slags som et luksusproblem. Og hvorfor også ryste på hånden? Han kan om nogen sige, ”hvis crowden er lidt død, så spiller vi lige et par Beatles numre.” Og dette var nok grunden til at Sir Paul startede med “Hard Day’s Night”, så det ældre legeme lige kunne starte op pr. automatik – desværre virkede det lidt som om kroppen havde det fulde ansvar, og ånden syntes at være blevet backstage. Faktisk skete der intet på scenen der kunne overbevise mig om, at det ville blive en god aften. Det var som at høre et nervøst coverband spille et af de simpleste The Beatles numre med besvær. Og lyden rungede og buldrede og Macca’s stemme var spag og blev suppet ind i rumklang og effekter, så man troede der stod sytten mini versioner af ham et eller andet sted omme bag. Sært.

Den sympatiske milliardærs magtdemonstration

Det tog lige en lille håndfuld numre, før tingene sad som de skulle og vi kunne ånde lettet op. Den virkelige Paul ankom efter min mening til fjerde nummer “Letting Go”, der har en lækker soul vibe med forrygende blæsere a la Joe Cocker.

Man blev i starten lidt forundret, når en af de mest legendariske kunstnere uden blusel stiller sig op foran een, og ved sin gebrokne dansk tale til os, sin musikperformance og alskens kliché fagter, flabet indikerer, at han sgu er et helt almindeligt levende væsen beklædt med hud, kød og blod.

Og et utrolig sympatisk væsen oveni købet, det er svært at fornemme dollarmilliardæren inde bag det milde smil og de trætte, men godmodige øjne, og når han via sin teleprompte begyndte på sit, “Varr såå Københaarvn, dar er lidt arr wær”, og bagefter på engelsk lovede at der var “old songs, new songs and in-between songs”, så fik man den klare forvisning om at; ja det er gjort mange gange før og ja, han gør det samme i hvert land, men manden gider stadig at entertaine for at gøre folk glade. Han behøver det jo ikke.

Rockens drejebog

Kun afbrudt af de danske sætninger og nogle velkendte anekdoter, var der tale om the very mother of greatest hits. Kun Queens magtdemonstration sidste år samme tid, samme sted, kan næsten give manden kamp til stregen, men også kun næsten, her er tale om et definitionsspørgsmål, the Fab Four har jo mere eller mindre skrevet den drejebog alle efterfølgende kunstnere slår op i, når de skal forsøge sig. Det blev understeget, når man fra anden-øverste Beatles hylde blev præsenteret for væsensforskellige numre som “Love Me Do”, “Got to Get You Into My Life, “I’ve Got a Feeling, “Obladi Oblada”, “Lady Madonna” og “Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Reprise)”, dette giver et lille billede diversiteten og den musikalske nysgerrighed. Men når briten tog fra øverste hylde og serverede “Let It Be”, “Elanor Rigby”, “Hey Jude”, “Something” og ikke mindst en smuk akustisk soloudgave af “Black Bird” – hvor han var hævet op på et plateau – jamen så fik man kuldegysninger (og store stærke og rutinerede fotografer fortalte efterfølgende, at de havde tudet flere gange).

De “nye” og de nye

Der er utroligt mange iagttagelser at gøre sig, når et rockklenodie slår et sving forbi gadekæret, og denne anmeldelse kunne snildt blive lang som McCartneys sætliste, så mange ting må udelades. Halvdelen af kladden er hermed kasseret. Men det skal dog nævnes at mange af hans nyere sange fungerede godt; annonceringen af dem blev mødt med behersket begejstring, men de spillede sig op og fik mange klapsalver efterfølgende. Gamle solonumre som “Band On The Run” og “Here Today” vil altid være populære, men eksempelvis “, “Valentine”, “Queenie Eye” og “Who Cares”, gik overraskende godt og gav midt i alle Beatles numrene god mening. Det helt ny “Come On To Me” lærte jeg først i fredags at synes om. Glimrenede funktionel hockey rock.

Stemmen

Hans stemme hænger måske i en tynd tråd, men hvor lyder den tråd dog stadig levende og viljestærk.

Ordet sympatisk går igen flere gange i min anmeldelse og det skyldes, at der er et skær af godmodighed over manden. Det sjove er, at hans stemmeklang ligeledes har en sympatisk blødhed og lune, som trods aldersbetinget slitage fortsat er til stede. Stemmen er ganske afgjort ikke hvad den har været, enkelte gange faldt den faktisk igennem, og det var som om, der gik et spøgelse gennem arenaen (nej, ikke John), men så er det godt at man har et nyt Beatles nummer i baghånden som plaster på stemmebåndet. Men varmen er der stadig, nu blot med en hæshed, som han grundlæggende bruger til sin fordel. Den understreger, at han har prøvet det hele. Han klarede derfor svære numre forbavsende godt. Hans stemme hænger måske i en tynd tråd, men hvor lyder den tråd dog stadig levende og viljestærk.

Bulder og brag

Som tiden gik og man anede, at tiden var ved at slippe op, begyndte han at tage de absolut tunge skyts i brug. Således diskede Sir Paul op med fire perler på en snor, en godt rocket ” Back in the U.S.S.R.” med sublimt drive, altid smukke “Let It Be”, svulstige og bombastiske “Live and Let Die” (med ægte fyrværkeri, som efterlod en duft af nytårsaften) og især “Hey Jude”. Sidstnævnte fik for alvor det grå guld op at ringe og det blev den alsang man havde håbet på. Her blev det virkelig tydeligt, at numrene kan stå selv, de er urørlige, også selvom de sikkert lød endnu skarpere for 50 år siden, let it be. Generelt fungerende bandet godt, og der var gode arrangementer af klassikerne med respekt for oplægget, men især Abe Laboriel Jr. bag trommerne formidlede de mange forskellige stemninger til perfektion. Han sørgede for den rette drive på de tungere numre, samt dryssede elegante fills og markeringer udover de stille passager i balladerne, så intet faldt sammen på noget tidspunkt. Og sikke en bund han kunne lave, på en gang til stede, men uden at føre sig frem.

Før ekstranumrene kom bandet og Paul på scenen med tre flag, det danske, det britiske og et regnbueflag. uden at sige noget i øvrigt. Sådan kan man også bekende kulør og humanistisk ståsted. Igen sympatisk.

Det er så yndigt at følges ad…

Det er også lidt unfair, som en buffet, hvor et band har snuppet alle de gode sange, før buffeten var åbnet for alle andre.

Med en tung og dejligt skramlet version af heavy metal-pioneren” Helter Skelter”, samt klædelig vægt på side 2 medleyet fra “Abbey Road”, var denne anmelder solgt og helt oppe at stå sammen med alle andre. Da aftenen selvsagt sluttede med “The End”, stod jeg – med en klichefyldt frase – tilbage med en fornemmelse af at have været med til noget større.

Paul McCartney fik endnu en gang krammet på et publikum på den gale side af det 20. århundrede med sine, efterhånden, evergreys. Det var ikke alt som musikalsk fungerede lige godt, lidt rodet lydbillede af og til, og ja, det var ikke just balstyriske kabaret performere – jeg tror den eneste koreografi var, da begge guitarister, Brian Ray og Rusty Anderson, en enkelt gang på samme tid diskret sparkede venstre ben ud mod publikum uden at fortrække en mine, men med det sangkatalog er sejren givet på forhånd. Det er også lidt unfair, som en buffet, hvor et band har snuppet alle de gode sange, før buffeten var åbnet for alle andre.

Det var ikke en rockkoncert i den forstand, at vi skulle rystes i vores grundvold. Alle bliver vi ældre, og Sir Paul er blevet ældre med sit trofaste verdenspublikum, og det er jo så yndigt at følges ad, så det var mest et trip down Penn… sorry Memory Lane, som vores fotograf udtrykte det. Alle blev forkælet og var indbudt til en særlig nostalgisk fest, måske lige bortset fra en enkelt forkætret herre som på en af siddepladserne sad i mørket og bryggede på en klagesang, som aldrig vil blive en evergreen. Pyt med det, det betyder ikke spor, vi skal alle være her, som den sympatiske britiske senior citizen med regnbueflaget vil være den første til at skrive under på.