Queen + Adam Lambert: Royal: Arena 22/11-'17

Queens abnorme væsen kan defineres ud fra deres helt unikke og sjældne blanding af rock n’ roll, pomp og pragt, nærvær, fællessang, sjov og spas, audiovisuelt sansebombardement, metal, pop, ballader, rock og kabaret og en uvirkelig og uforglemmelig alenlang hitparade. De resterende medlemmer fra Queen; Roger Taylor og Brian May, fik sammen med Adam Lambert – som nu uerstattelig frontmand – vist hvordan Royal Arenas fysiske rammer skal bruges. Det var et match made in heaven.

Royalt topmøde på Amager

Sidst jeg anmeldte Queen+Adam Lambert i 2014, var i Montreal. Arenaen var Centre Bell, en af de nye kæmpe kolosser, som kan facilitere såvel rock som musicals og ishockey. Jeg har endvidere set dem i Amsterdam, I Berlin samt tidligere set Metalllica i O2 Berlin og hver gang stillet det samme spørgsmål; hvorfor skal vi nøjes med Forum? Smid dog en af de kæmpe arenaer ud på Amager og lad jyderne have Herning for sig selv. Nu er jeg jo ikke profet, faktisk var det vel blot et spørgsmål om tid, og endelig har København fået mulighed for at lave arrangementer med klasse acts, der ikke behøver at styre mod Øster Alle eller Rosenørns Alle, med hovedet under armen. Kom bare til Hannemanns Alle, vi andre tager gerne Metroen.

Bulder og brag

Som stor tilhænger af Royal Arena, er jeg ikke blevet skuffet lydmæssigt endnu og det virkede derfor som et match made in heaven. Der skal dog en god gedigen koldstart til, når man i november kulden inviterer frysende hverdagsdanskere indenfor til priser der vil få selv Carsten Ree til at vånde sig. Og så ovenikøbet uden opvarmere. Queen vidste selvfølgelig, hvad der skulle til: Det gælder om at rammesætte begivenheden og overvælde de fremmødte. Som gennemgående gimmick brugte de robotten Frank, som prydede forsiden på deres “News From The World”(1977), der i år har 40 års jubilæum. Dette fejres disse dage med genudgivelser, lytte sessions og en integreret del af deres visuelle turnes virkemidler. Queen startede i aftes som så ofte før med en håndfuld bulder og brag numre, “We Will Rock You”, “Hammer to Fall” og lidt overraskende “Stone Cold Crazy” og “Tie Your Mother Down”. Lidt overraskende med “Stone Cold Crazy”, der ganske vist er et tonserfedt pre-metal nummer, men som netop derfor virker lidt svært at integrere i deres repertoire. Men takket være Metallica har nummeret fået nyt blod og det må være fedt for Queen at opleve at oldgamle, lidt skæve numre stadig har appel. Og Queen har altid været umanerligt gode til at sammensætte deres sæt, således at de forskelligartede numre, dukker op på de helt rette tidspunkter. Derved får man næsten altid en homogen men alsidig og medrivende historie, hvor det hele på en eller anden bizar måde alligevel synes at hænge sammen. For at fylde mest muligt lydligt og ramme den særlige Queen lyd, havde de Tyler Warren med som ekstra trommeslager, til magelig aflastning for aldrende Taylor. Desuden havde de endnu en gang deres tro soldat Spike Edney på tangenter. Han er fejlfri og det kan ærgre at klaveret koncerten igennem ofte ikke var højt nok (hey, det er jo Queen sange, vi skal høre). Den ret visuelt anonyme bassist Neil Fairclough lagde god og fyldig bund, der sammen med trommerne fik stolerækkerne og gulvet til at vibrere. Han synes at mangle John Deacons delikate spil, men i Royal Arena var det ganske effektivt.

Enter Lambert

For at kunne binde “Tie Your Mother Down” sammen med “Another One Bites The Dust” og “Killer Queen” kræver det en formidabel entertainer, der kan tage publikum i hånden og skabe en form for afslappethed overfor det hele. En der i sin kropslighed og attitude kan forbinde den hårde rock med det bløde kabaret pop, tja, det maskuline med det feminine. Har Queen sådan en gavflab? Tjek.

Adam Lambert har det med at bruge de første numre på at komme snigende op på folk og fornemme, hvornår kan skal træde i karrikatur. Da vi var nået til “Another One Bites the Dust” tonede han for alvor frem som den uimponerede selvironiske spradebasse, man enten elsker eller hader. Her begyndte hans affære med det danske publikum med call-response momenter, frække kommentarer om sig selv og ikke mindst alle de danske “fat bottomed bitches” som midt i nummeret “Fat Bottomed Girls” fik at vide, at de skulle “get on your bikes and ride!”. Det nummer virker altid ekstremt godt live, publikum elsker det og det egner sig godt til en hockey arena, hvor man kan stampe og klappe så taget løfter sig. Som intro fik vi fra Brian May nogle fede riff fra “Headlong” og “White Man”.

Tilbage til Adam Lambert. Da “Killer Queen” startede, åbnedes der en lem i gulvet og Franks store robothovede dukkede op med Lambert siddende ovenpå iklædt glimtende lilla nylon dress. Efter nummeret konstaterede han, at han lige havde haft Frank helt oppe i r… stor latter hos publikum, nærmest i chok. Selve nummeret som jo er et af Freddie Mercurys typiske vaudeville klaversange, bar desværre præg af for lavt klaver. Til gengæld leverede May en killer solo.

Queen med eller uden plus?

Lambert lægger ikke skjul på at han har – og især ved at man skal have – dyb respekt for ikonet og hellig ko, Mercury. Lambert får da også hyldet bandet, takket May og Taylor og forkyndt “there will only be one rock god named Freddie Mercury”. Det er ligesom pensum, at han lige skal huske at placere sig selv i skyggen af mesteren, for at berolige de mest nærtagende Freddie fans. Trods over fem år som indiskutabelt kapabel frontmand, med adskillige storsælgende verdensturneer under bæltet – lige ved siden af Brian May og lige foran Roger Taylor – hedder det stadig Queen + Adam Lambert. Klart nok, Taylor og May ved, at Mercurys fans stadig pisker sig selv foran deres altre og messer “There can be only one” og May og Taylor har selv stadig svært ved at slippe deres soul brother. Meeen mon ikke det var på tide at nøjes med bare at kalde det Queen, som min kollega på redaktionen foreslog?

Det kan selvfølgelig være, at Lambert personlig er så bevidst ved sin egen markedsføring og sit brand, at han ikke selv ønsker at fjerne sit navn fra plakater og overskrifter.

Get Down, Make Love?

Nu fulgte en periode med en blandet landhandel. Bandet var i legehumør, Lambert leverede en ekstremt vellykket vokal til “Don’t Stop Me Now”, han kørte rundt på trehjulet cykel til en forkortet “Bicycle Race” der gik over i “I’m In Love With My Car” som Taylor sang med flot skarp rivejernsvokal. Den mand har i sig selv en cool og rå stemme og viser på solo albummer, at han faktisk kunne have fået en hæderlig karriere uden Queen. Herefter blev det tid til et af de lidt svagere numre, “Get Down, Make Love”, som er et forsøg på at gengive seksualakten, men den har aldrig rigtig ramt mig. Tilsat slibrig og vulgær videokollage på storskærmen med væske der glider ned ad skærmen, spurgte Lambert bagefter “was it good for you?”

Nej, ikke helt. Lidt kikset, så heldigvis var vi tilbage på sporet med “I Want It All” der var proppet med bulder og brag og tonsvis af power akkorder og bogstaveligt fik May til at gå planken ud, eller i hvert fald den udbyggede rampe, formet som en guitar hals (formentlig en forstørret udgave af Mays egen legendariske selvbyggede red special). Alle trampede, klappede og skrålede med på refrainet”I Want It All”, koncerten var nu helt oppe i gear. Alligevel virkede det naturligt, da det som altid, blev tid til fællessang til “Love of My Life”, som May sagde det, “lets do this for Freddie cause he can hear you!”. Koncerten onsdag aften lå to dage før det er 26 år siden Freddie Mercury døde som følge af AIDS. Det virker stadig tæt på og der var masser af “mobil-lightere” i vejret og publikum sang med. Ikke så højt som de tit gør, men roligt og med indlevelse.

Til sidste vers tonede Freddie Mercury frem på storskærm og tog stikkene hjem. Tak for kaffe, heller ikke det kunne publikum stå for.

Herefter dalede niveauet, synes jeg.

“Somebody to Love”, “Crazy Little Thing Called Love” skuffede en smule og lød for rutineprægede, trommeduellen mellem Taylor og Tyler Warren har de spillet til bevidstløshed og det virkede ikke som om Taylor var i form til det. Heldigvis var den kort og blev efterfulgt af en fin “Under Pressure” og “A Kind of Magic” som Taylor sang godt – det er hans komposition – og May leverede en af aftenens bedste og melodisk opfindsomme soloer. Desværre lød den efterfølgende “I Want to Break Free” ret mekanisk udført, hvilket er synd, da nummeret af natur emmer af show potentiale.

Pink er den ny regnbuefarve

Med Lambert som bindeled mellem oldgamle Queen og vor tidsregning og nutidens pop og realitystjerner er det faktisk ret oplagt at tage Pinks “Whataya Want From Me”, dels fordi der er forbløffende og slående lighed mellem Lambert og Pinks falbelader, fakter og outrerede facon, dels fordi Pink, som så mange andre unge kunstnere, er fan af Queen og især Freddie Mercury, og endvidere kan Lambert nummeret på rygraden, da han selv har sunget det, også til egne koncerter, herunder i Falkoner salen i 25.04.2016 – hvor han i øvrigt også sang “Another One Bites The Dust”. Der er tale om et ret personligt og rørende nummer, som Lambert ret hurtigt tog til sig, da det udtrykker mange følelser som mange unge tumler med, ikke mindst hvis de ovenikøbet må bære byrden som mønsterbryder og individ af en ofte ugleset minoritet:

“Yeah, it’s plain to see
That baby you’re beautiful
And there’s nothing wrong with you
It’s me, I’m a freak
But thanks for lovin’ me
Cause you’re doing it perfectly”

Når Roger Taylor og Brian May har sagt god for dette lille pop indslag – og spillede det med indlevelse – er det ikke utænkeligt, at de har skelet til Mercurys personlige liv. Mercury havde i en ung alder svært ved at passe ind, og fandt hurtigt ud af, at på scenen kunne han som halvgud diktere slagets gang og som outreret “freak” kunne han blive elsket på perfekt vis af sit taknemmelige publikum. For Roger Taylor og Brian May, hvis hjerter tilsyneladende stadig har åbne sår, må det være en rar alternativ måde at fremmane Mercurys nærvær en smule, samt nuancere Mercurys karakter. Mercury var meget andet end næver i vejret og skrål helt ned til bagenden af wembley stadion.

Det både svingede og svingede

En båndet udgave af starten til “You Take My Breath Away” kom på et sært tidspunkt, ud af ingenting, men det fik lige mindet os om, at, nok synger Lambert flot og har et vanvittigt register, men Freddies klang var altså fra en anden verden. Smukt. “Who Wants to Live Forever” var dog et af Adam Lamberts allerstørste øjeblikke i går og gav undertegnede gåsehud. På creepy vis sænkedes han under gulvet (jorden) til slut.

Og så; Brian May har spillet den samme drøje marathonsolo til alle koncerter siden Dronning Elisabeth blev konfirmeret og kvaliteten daler løbende. Ligeledes faldt “Radio Ga Ga” i tempo, hvilket også skete i 80’erne. Taylor har af en eller anden grund svært ved det nummer og hjælpe trommeslager Tyler Warren lykkedes ikke med at stramme op med påfaldende markeringer. Men publikum var fuldstændig ligeglade; for dem svingede det på den fede måde og de klappede rituelt med på omkvædet.

Den hellige ko

Og så kom den næstmest hellige ko efter Mercury selv, nemlig hans signatur komposition “Bohemian Rhapsody”. Den indikerede symptomatisk for hele koncerten, at Mercury sekvenserne undervejs gennem tiden, med rette, reduceres. Tidligere plejede en videoversion af ham synge det ene vers, men i aftes fik Lambert lov at tage hele turen gennem vanvittige formled, og det klædte nummeret. Publikum var blown away, og måske også May, for han begyndte at sjuske lidt til slut og lavede deciderede fejl.

Ekstranumrene, vi alle ved, kommer

Freddie Mercury blev kaldt ind igen og på storskærm førte han an i den obligatoriske day-oh call-response med publikum. Det er sjovt som folk udfører deres opgave, adresseret til et lærred. Det var både rørende, dejligt at se Freddie og lidt med en fornemmelse af, at han var reduceret til royal hofnar, der lige havde et sidste stunt.

Queen spillede herefter to massive lydinferno udgaver af de lige så obligatoriske tvillinger “We Will Rock You” og “We Are the Champions” og til tonerne af en båndet “God Save the Queen” var alt ved det gamle og et audiovisuelt sansebombardement var nu fuldbragt. Det var overvældende, det var storladent, det var imponerende og det er svært at forstå, at 70-årige May og 68-årige Taylor for tiden gør det hver eller hveranden aften.

Det perfekte uperfekte

Der er altid en masse show til en Queen koncert og deres sange egner sig fantastisk til visuel extravaganza. Derfor er der risiko for at miste sig selv og nærværet under de store musikalske rockmonolitter. Der er noget manipulatorisk over Queens tilrettelæggelse af deres sætlister, næsten kynisk præcist og de forstår at spille på det store følelsesklaviatur. De ved, at publikum altid glemmer og tilgiver svipsere og halvkedelige stunder, hvis de får et velkendt omkvæd eller en brutal powerakkord lige i fjæset. Men undervejs huskede May, Lambert og Taylor at skabe den vigtige sjælelige forbindelse til de 16.000 fremmødte, hvilket altid har været vigtigere for Queen end at spille fejlfrit. May har tit sagt, at en del af hans adrenalin kick hver aften (!) består i at stå på scenen med en klar sætliste men uden moderne tricks og effekter til at skjule eventuelle fejl. Så dem hørte vi en del af, også fra Taylors side. Men deri opstår jo ægtheden og gnisten og derfor fremstår millardærerne stadig som sympatiske mennesker der knokler for at underholde. Det var nøgternt observeret ikke en perfekt koncert i guitar og trommespil – sådan en findes vel heller ikke – og trods rigtig god lyd, var klaveret til tider for lavt. Og ja, det var utvivlsomt en rutinepræget koncert, men deri ligger også en mulighed for at have et allerhelvedes højt bundniveau. Og selv når den største begejstring har lagt sig dagen efter, og anmelderen begynder at gå koncerten igennem efter fodfejl, kan man ikke komme udenom, at man kommer følelsesregistret rundt. Publikum elsker bandets sympatiske facon og deres uforglemmelige hits, og jeg kan ikke komme i tanke om bands der kan levere flere vidt forskellige hits på en aften, som samler så mange mennesker i fællessang og begejstring. Og et band der kan rumme en ukuelig hanekylling som Adam Lambert, må pr definition stå for alsidighed, tolerance og livsglæde. Og det kan godt virke som en mangelvare ude i det virkelige liv. At dømme ud fra publikums reaktioner og min egen indre fornemmelse var det en perfekt aften. Så kom bare til Hannemanns Alle igen, vi andre tager gerne Metroen en gang til.