Baal: Sensorama-koncert på Gimle i Roskilde

Fredag aften var flere fra RockZeit redaktionen taget til koncert med Baal på Gimle i Roskilde. For en sjælden gang skyld var det ikke for at anmelde en koncert, men alene for at høre de gamle gutter fremføre Sensorama albummet live, samt nyde et par øl i godt selskab. Det er dog umuligt at forbigå en koncert af denne kaliber i stilhed, så derfor bliver det alligevel til denne anmeldelse.

Tilbage i 2014….

Sidst vi oplevede Baal live var i Amager Bio i 2014. Dengang gav vores anmelder koncerten 5 ud af 5 stjerner, så det var spændende at se om Fjæstad og Co kjunne leve op til den præstation. Det kunne de… plus moms!

Baal tournerer i øjeblikket med opførslen af hele deres første album “Sensorama”. Frontmand Bjørn Fjæstad og Henrik Sten Melander bag keyboardet er de eneste originale medlemmer af bandet fra dengang da “Sensorama” blev udgivet, men Troels Skjærbæk (bas, kor), Morten Lundsgaard (guitar) og Kenni Andy Jørgensen (trommer) er bestemt ikke nye i Baal sammenhæng, og har været med siden slutningen af 90’erne.

Sensorama er Baal’s mest kendte album, og i manges øjne også det bedste. Lyden og stilen på albummet bliver ofte beskrevet som en blanding af rock og carbaret, og Fjæstad mere end antyede da også selv til fredagens koncert, at Sensorama pladen var lavet med et glimt i øjet.

Baal som band var i forrrygende form, de nød at være på scenen, og der blev sendt mange smil rundt på kryds og tværs oppe på scenen, men heldigvis også mange ned mod publikum. Alle numre blev spillet til perfektion, og overskuddet smittede af på publikum. Der var meget lidt galt, et enkelt lydudfald hvor man i “Dragon And The Bird” savnede Henrik Sten Melanders ellers signifikante keyboard tema. Til gengæld bliver man lige imponeret (og chokeret) hvergang han tager det høje hyl i “Cronical Love Song”, hvem har han dog stjålet den tone fra?

Trommeslager Kenni Andy Jørgensen leverede sikre rytmer med stor musikalitet, og han peakede for vildt i “Bikerhead”, hvor han efterlignede den manipulerede rytme på studiealbummet, som man måske ikke troede ville svinge SÅ godt spillet af en trommeslager…i en live-situation!

Der blev skabt forbindelse med det samme mellem band og publikum, så alt var faktisk som det plejer – bare liiige lidt bedre, hvilket måske skyldtes en helt uhyrligt ustyrlig Bjørn Fjæstad. Få frontmænd kan tillade sig at svinge en håndflade i en halvcirkel igen og igen og få publikum til at sige “svush” som vinden. Det var jo en absurd magtdemonstration. Som en teatralsk sirlig Simon Spies, spankulerede Fjæstad rundt og holdt hof, bestemt ikke uden at det kammede over, for det skal det jo, men uden at det forstyrrede selve koncerten. Han vidste det godt og vi vidste det, han var the man with the midas touch, intet kunne gå galt.

Andagt for Bowie

Fjæstad har, udover sin fantastiske stemme, en enorm tilstedeværelse på scenen, og når han med sagte stemme fortæller om et barndomsmøde med sit store idol David Bowie, bliver der lyttet i en grad så man sjældent har hørt så mange koncertgængere være SÅ stille en fredag aften. Denne anekdote, mens Henrik Sten Melanders tangenter indikerede hvad historien ville ende med, var sammen med fortællingen om et møde med Bowie igen som voksen, den slet skjulte introduktion til – og alibiet for – at fremføre en absolut fantastisk version af Bowies “Life on Mars”.

Selvfølgelige havde man næsten sagt. Som Fjæstad selv erkendte skylder de unægteligt den afdøde brite en stor tak for inspiration. Deres version var måske en kende slow, og midtersektionen og slutningen var ikke helt på plads, men de fik leveret nummeret med passion og kæmpe respekt for nummeret og ikke mindst ophavsmanden. Alle var rørte.

Nyt album?

Derudover er præmissen med sådanne relativt stramme albumopførsler, at man sjældent får andet, og derfor fik vi heller ikke åbenlyse crowd-pleasere såsom “Blow”, “Copenhagen Streetlights”, “Honeydropper” og “Weight Of The World”.
Men sådan er konceptet, som udover at være en berettiget kunstnerisk relancering af albummet som milepæl, også fungerede som en revitalisering for bandet og forhåbenligt giver det lidt mønt på kistebunden – der blev i hvert fald udsolgt af vinyludgaven af “Sensorama” – og måske lyst til at lave et nyt album?
Dertil siger vi bare: Kom så med en ny viril, fanden-i-voldsk spraglet humoristisk, melankolsk, mørk, lys, skelsættende, progressiv avantgarde rock plade, så vi snart kan mødes igen – plus om tyve år.

Og så lige:

Undskyld vi havde glemt, at I stadig er Danmarks bedste live band.
Undskyld at vi kom til at larme lidt under en stille passage, men vi morede os sgu for godt, takket være jer.
Heldigvis bar Fjæstad over med os, for det var nemlig ekstra højt til loftet i Gimle, hvilket der også var nødt til at være så meget som Fjæstads personlighed fyldte.

King Media
Burnfeast
Chronical Love Song
Let Me Go Down
Bubble Fake
Dragon And The Bird
My Boy
Let It Flow
Violent And Different
Fall And Rise
Eurodope
Bikerhead
Steam Of Guilt
The Last Show On Earth

Life on Mars