Nyt album fra Black Stone Cherry

For en uges tid siden udgav Black Stone Cherry deres 6. studiealbum…ikke Joshua Tree…men ”Family Tree”. Sidste år anmeldte RockZeit deres formidable bluescoverplade ”Black and Blues”, og nu har vi så fået 13 af deres egen numre, med igen, masser af hæsblæsende rockenergi.

Familiært rock

Hardrocken eksploderer fra første sekund på denne skive med “Bad Habit”, som med det samme er i et godt gear. Supercatchy guitarriffs limer nummeret sammen på en blæret måde, og vokalen fra Chris Robertson kommer ind på de helt rigtige tidspunkter, og som lytter er man tryllebundet af denne kickstarter af en sang.

Ved 1:55 kommer der et uventet temposkift til det mere langsomme og tunge, og skiftet er som en hård opbremsning. Det er selvfølgelig her at guitarsoloen kommer. Virkeligt fedt lavet. Vokalens melodimateriale er fedt og sprælsk, men ikke ligefrem den dybe tallerken, så det er godt set at der lige skal spædes op med en tempooverraskelse i mellemspillet.

Ikke overraskende, er der et nummer det hedder…

…”Burnin’”. Det er andet nummer, og det er lidt mere melankolsk end første nummer, men stadig en sexet humørbombe som er typisk for den amerikansk hardrockgenre. Der er god ping pong mellem forsanger/ guitarist Chris Robertson og backingsanger/guitarist Ben Wells, hvis guitarlyde på denne plade er helt isoleret i venstre og højre, og det giver et fantastisk stereobillede.

“Carry Me On Down the Road” er fjerde nummer, der med et perkussion-intro stille tænder lunten til et livligt track, som bare har nogle ørehænger-guitarriffs som understøttes energisk af bas og trommer. “Ain’t Nobody” er ottende nummer, og det er sat godt med en ultra-tight rytme fra trommeslager John Fred Young, spædet op med en slide-guitar og masser af kor i omkvædet. Hold kæft, det svinger!

Ikke så meget party til sidst

Efter 12 partyagtige rocknumre, sluttes albummet med titelnummeret ”Family Tree”, og i musikalsk udtryk er det temmeligt langt fra de forrige numre. Det er langsomt og intenst, og har lidt mere alvor i sig. En nervøs og energisk Hammond-orgelsolo er lagt til sidst i nummeret, og det hele sluttes abrupt, uden store armbevægelser fra hele bandet…som man måske kunne forvente på sådan et album. ”Family Tree” er et mere subtilt nummer, og er i min bog klart det fedeste på pladen, og er en eminent måde at slutte et langt album på.

Fedt fedt, men godt nok en laaang plade

Det er altid en udfordring at lytte til et album med hele 13 numre. Især i en genre som ikke er sååå eksperimenterende. Dog slipper de rimeligt godt fra det, for det er sprælsk og livsbekræftende musik, som er leveret af mesterlige hardrockmusikere. Det er mere end bare håndværk, for der er usædvanligt meget energi, og sangskrivningen er, i genren, helt i top. Men stadig kunne mindre end hele 13 numre på albummet, godt gøre det.

Som man kan fornemme på titlerne, er temaerne i teksterne banale og lige ud af posen, og handler meget om det søde liv. Det skal man selvfølge lige indstille sig på, men det passer jo godt til musikken, så det hele smelter sammen på en god og festlig måde.

Tja, det er ikke kunstmusik, men det er der andre der skal lave, for Black Stone Cherry ER bare dem der skal fyre party-hardrock af, for det ligger i deres blod. De har god feeling med hvordan man på et studiealbum, kan få en livestemning frem. Men det bevirker også, at man næsten er ked af, at lyden kun kommer fra et anlæg, og at man ikke står live og rocker med. Her må man vente til den 13. november, hvor Black Stone Cherry spiller live i Pumpehuset. Dont miss it!

”Family Tree” byder ikke på nogen ny genre, men det er et super musikalsk og træfsikkert hardrockalbum som fortjener 4,5 stjerner.