Store Vega dannede endnu en gang glimrende ramme om en sikker sejr til alle, da Clutch på ny gav en actionpacked og stemningsfuld julegave til de trofaste danske fans. De sørgede til gengæld for, at Neil Fallon fik den call response fest, som Clutch’ tørre farmerrock i den grad lægger op til.
Amerikanske Clutch har de seneste år været gavmilde overfor deres danske publikum og har gæstet Vega, Roskilde Festival og Copenhell og hver gang sørget for at publikum fik, hvad de kom for; en sand rockfest med et vanvittigt højt energiniveau, gode iørefaldende knastørre hardrock sange og de Clutch’ske kærlige, men spydige og USA kritiske tekster, som Fallon er en sand mester i. Maryland bandet har siden deres første år bestået af Neil Fallon på sang og rytmeguitar, Tim Sult, lead guitar, Dan Maines på bas og Jean-Paul Saster på trommer.
Selvsikker, skråsikker og driftsikker
Med samme line up (plus det løse i løbet af årene) og tolv studiealbums under bæltet, samt opadgående global popularitet, er (selv)sikkerheden og professionalismen steget stødt, og det gælder således om at holde momentum gående. Det har den velsmurte Clutch maskine med eget pladeselskab formået, med vakuumpakkede højintense, men alt for korte shows, på deres amerikanske og europæiske turneer. Der er ikke så meget fornyelse – måske har de været lidt for gode til at gøre det stramt, effektivt og rutinepræget de seneste år og slækket lidt på deres uforudsigelige ungdomsvanvid, men bevares, hvis det betyder, at vi kan få glæde af dem i mange år fremover, så ok med mig. Og Neil Fallon er fortsat en umanerligt god demagogisk everyday-Joe sprællemand, som med sine maniske bevægelse, fakter og intense kontakt til hans disciple, også i lørdags sørgede for, at det ellers karismasvage band fik den rette pondus, som svarer til musikkens udtryk. Jeg tror, at Fallon i et tidligere liv har været hyrdehund, for lige fra første nummer, “Gimme The Keys”, var han med liv og sjæl opmærksom på, at samtlige fremmødte var i sync og agerede som de skulle, også os på øverste række fik hans manisk stirrende øjne. Alle de vigtigste fraser i sangene blev råbt tilbage til ham og alle hans næver og fakter blev gengældt i en imponerende samlet bevægelse. Og det fedeste er, at Fallon ikke anstrenger sig. Han gengiver præcis den dynamik, han mærker i musikken og det smitter altså bare af på os andre. Allerede efter åbningsnummeret, stod de forreste publikumrækker på tæer for at få del i de bro’s, som Fallon delte ud af, som var det afslutningen af koncerten.
Så er der bros!!!
Det lange peak
Uden at det skal lyde som en skuffelse, så tog det en halv time før stemningen løftede sig yderligere og det skyldes reelt, at stemningen fra start var skyhøj og oplevedes som et langt peak. Clutch opererer som nævnt med en ret stram skabelon i forhold til afviklingen af koncerterne, men den ros skal de have; de laver altid om på deres sætliste, så de konstant får blandet posen og det gør, at de ældste numre og de nyeste alle får høj prioritet og kan forvente et langt liv. Efter tre numre fra deres nyeste album Book Of Bad Decisions – “Gimme The Keys”, “Vision Quest”, og “How To Shake Hands”, leverede de møgfede udgaver af “Promoter” og oldgamle numre “El Jefe Speaks” og “Spacegrass”. For publikum er det som at blive hørt i kongerækken og de kan det hele forfra og bagfra. Det må unægteligt være en fryd for Clutch at kunne slentre ind på endnu en scene, igen og igen i det kolde nord, med deres hverdagstøj, kondisko, og i Fallons tilfælde, en indforstået Nostromo T-shirts og vide, at det er ligesom at komme hjem. Det virker som om, den tanke også strejfede Fallon, da han først sagde ” You guys are making this easy”, så det lød helt spontant, ærligt og næsten uventet for ham selv. Senere udtrykte han overraskelse over, at der faktisk var så mange fremmødte, bebrejdede sig selv for først at have opdaget det efter 45 minutter, og meldte så ud, at de var virkelige taknemmelige for den opbakning og at det stadig ikke er noget de bare forventer – som han sluttede af med, hvis ikke vi var der, så var de der heller ikke!
Højenergisk afslutning
Selvom Clutch er berettiget glade for deres nye album og serverede effektive og stramme versioner af “In Walks Barbarella” og “Spirit of ‘76”, så lagde de for alvor tryk på dynamikken med “The Regulator”, som afgjort er noget af det mest bad ass tunge og groovy western blues rock, der er lavet, og et af mine yndlingsnumre – det humoristiske “Quick Death In Texas”, fik også smilene frem:
How was I to know she had a jealous husband?
He was the G.M of a Tractor Supply
Well-acquainted with the guns and knives
Sometimes I swear I have less sense than a bag of hammersI prayed for courage, I prayed for love
I prayed for guidance from the heavens above
I prayed to know divine protections
But now I’m praying for a quick death in Texas
På det tidspunkt havde Clutch fået den gamle bygning til at ryste, og med et tropisk klima og adskillige julefrokost branderter – ligesom sidste gang de var i Store Vega – fornemmede man, at der fortsat var mere brænde at lægge i kakkelovnen. Publikum var i den grad tændte nu – visse måtte have hjælp af udsmiderne til at håndtere deres overophedede promille korpus – og da en stemningsfuld “Lorelei” – det nærmeste man kom en ballade – havde ringet ud, forlod Clutch scenen, velvidende, at det var helt og aldeles uantagelig adfærd, og publikum på ingen måde havde i sinde at gå hjem. Da bandet således forventeligt kom tilbage og gik i gang, vidste publikum, at koncerten levede på lånt tid og at de derfor på egen hånd måtte sørge for at skabe en ekstraordinær vild fest på gulvet. I løbet af det løbske traktor-boogiemetal nummer “Electric Worry” fik publikum igangsat et moshpit, der under sidste nummer, ” The Mob Goes Wild” – meget a pro pos – gik heeelt grassat.
Man kan indvende, at lyden var mere rå og mindre klar end den plejer, man alt i alt var kvalitets- og underholdningsniveauet der hvor det skal være, satisfaction guaranteed, og hvor ville det være cool, hvis de gad at spille tyve minutter længere. Men de skulle jo nå en bus til Berlin for at spille dagen efter.
Clutch, Store Vega, 1. december 2018
Clutch:
Neil Fallon: sang og rytmeguitar
Tim Sult: lead guitar
Dan Maines: Bas
Jean-Paul Gatser: Trommer
Numre:
1. Gimme The Keys
2. Vision Quest
3. How To Shake Hands
4. Promoter (Of Earthbound Causes)
5. Sonic Counselor
6. Spacegrass
7. In Walks Barbarella
8. Spirit of ’76
9. El Jefe Speaks
10. A Shogun Named Marcus
11. The Regulator
12. HB Is In Control
13. Open Up The Border
14. A Quick Death In Texas
15. Lorelei
Ekstranumre:
16. Electric Worry
17. The Mob Goes Wild