Da U2 blev sluppet løs i Arenaen

Lørdag aften var forløsning for mange musikelskere da det irske gigantband U2 endelig kom til Danmark for at prøve kræfter med den populære Royal Arena. På denne U2 – eXPERIENCE + iNNOCENCE Tour havde stjernerne medbragt deres højteknologiske legeplads, hvor de kunne udøve deres store katalog af pop- og rock-sange, der hver især skulle tillægges et drys af visuel glasur.

Stort anlagt

Et mystisk sort middelalderagtigt fængselsgitter stod i midten af salen, og publikum var klar til at se de berømte løver blive sluppet fri i Arenaen. De havde forsynet sig med drikkevare og popcorn, og var klar til det helt store show. Koncerten var annonceret med start kl. 20, men den blev næsten halv ni før der skete noget. Heldigvis var der for en gang skyld smagfuldt musik før showet, bl.a. Nick Cave and The Bad Seeds, som lød i højtalerne, mens folk fandt deres pladser. U2 startede op med båndet musik (Zooropa), mens der kom hvid billedstøj op fra gulvet, og det sorte gitter viste sig at være en avanceret HD-skærm, som her startede som en stor motor der langsomt skulle op i omdrejninger.

Hvem sidder der bag skærmen?

“The Blackout” fra det seneste album ”Songs of Experience” eksploderede fra alle fire bandmedlemmer som var placeret på række bag denne high tech skærm, som kunne vise fuld sværte, transparents, og delvis transparents så man både kunne grafik og band samtidigt.

Lyden var høj og meget kontant, og det var en uventet voldsom entré for et band som U2. Det var lige i overkanten, for bandets akkompagnement buldrede og bragede under Bonos stakkels lyse stemme, men det var da et nummer der virkelig kunne få gang i folk på gulvet, og få folk på stolerækkerne til at rejse sig af begejstring.

Andet nummer var det fantastiske “The Lights of Home”, også fra det seneste album. Her stod Bono alene i buret, som blev løftet i en vinkel så han gik op ad bakke, mens snefnug-lignende lysprikker invaderede skærmen. De mange tekniske muligheder blev præsenteret mens nummeret udspillede sig, men showet spændte heldigvis ikke ben for Bono, for det var et væsentligt bedre vokalarbejde, og der var bedre lyd end i startnummeret.  Larry Mullen Jr. brugte store bløde køller på trommerne, som blødt smeltet sammen med Claytons bas, og The Edge havde en god groundet guitarlyd, og han spillede fantastisk som altid.

Megahit i ny version

Lørdag aften fik vi også megahittet ”Sunday Bloody Sunday”, men den blev ikke blæst ud med stor slagkraft som forventet. Mullen gik væk fra trommesættet og havde en lilletromme i en sele, som blev brugt på bedste militærvis. De fire musikere kunne stå på en række med samme afstand i mellem sig, og fylde det lange bur ud. Det var frækt nok lavet, måske lidt kitschet, men nummeret er jo blevet spillet usandsynligt mange gange live, så det var fint nok at der skete noget andet med det.

Politiske budskaber med stor farvepalette

Der var ikke grænser for, hvad U2-teknologien kunne i arenaen, og vi slap selvfølgelig ikke for triste og voldsomme billeder af verdens skyggesider, såsom Syrienkrigen og dets medbringende flygtningekrise, store militærparader i kommunistiske lande, byer i ruiner og anden dårligdom, blandet sammen med billeder af magtfulde statsledere, som U2 nok ser som årsag til verdens nuværende krige og kriser. Bandet er også bekymret for Brexit, og havde et stort EU-flag med i bagagen som blev grundfarve i “New Year´s Day”. Når alle koncertens budskaber væltede over os, var det til tider noget rodet, og det var for det meste overfladisk fremført, og langt fra så provokerende og kunstnerisk som vi oplevede det, da Roger Waters fornylig gæstede arenaen.

All because of you…

… er ét af deres store hits, og dét fik vi også med i købet. I min bog er det ikke specielt godt komponeret, og kvaliteten afhænger meget af fremførelse og lydproduktion. Bono sparede desværre stemmen her, og de få toner der synges i omkvædet, manglede luft og fylde, og kom til at lyde fuldstændigt ligegyldigt. Bono havde god rytme i kroppen, og var i løbet af hele koncerten generelt god til at få folk med, men den tamme vokal i dette nummer overskyggede det hele, og det blev kun lige nøjagtigt holdt oppe af en stærk guitarstemme fra The Edge.

Vertigo

U2 kunne skifte i mellem 3 scener, og på den runde scene i midten af salen, tog de nummeret “Vertigo” op, som er første nummer på”How to Dismantle an Atomic Bomb” fra 2004. Grafik fra pladecoveret glimtede under dem, mens nummeret fik mere og mere intensitet. Nummeret er ét deres bedste uptempo-numre, men med en vanskelig vokal…åbenbart. Men trods Bonos besværligheder hist og her, var det super fedt at høre “Vertigo” live.

Ekstra numre

Efter en vag og kikset hyldest til kvinders rettigheder og kamp rundt omkring i verden, kom vi til aftenenes sidste numre. ”One” var det første ekstranummer, og det var musikalsk vellykket og havde en hel magisk virkning på folk. Bono viftede med hånden til lysmændene, og bad om no lights, og alle begyndte at tænde deres mobillys, og salen blev lyst op igen med de mange små bevægende lyskilder.

Finalen var en stille sang fra det seneste album. Nummeret ”13 (There is a Light)” blev sikkert skåret af Bono, som tog en Elton John-agtig klang/frasering frem, måske for at helgardere en varm klang, som blødt skulle afslutte en hektisk og overdådig koncert. Det visuelle blev mere og mere nedtonet, og less is more kom til orde her, for Bono legede med en let forvokset rekvisit-elpære hængende fra en ledning i loftet, hvor efter han forlod scenen. Pæren var det sidste lys da det hele sluttede, og fra back stage hørte man Bono som takkede af for denne gang.

Mere et musikshow, end en rockkoncert

Koncerten varede 2 timer og 20 min, og på den tid fik vi alt med, og det var som at se en kolos af en storfilm i en kæmpe biograf. Man var mættet da man forlod arenaen, og det er en koncertoplevelse som stikker ud på grund af formatet. Dog havde konceptet hakker i kanterne, for sætlisten kunne i min verden være meget bedre, og frontfiguren skulle have haft færre sceneteatralske opgaver, og holde sig til sin metier, altså at kunne give os en god vokal. The Edge, Mullen og Clayton var i topform, og det var en fryd at høre deres samspil, men Bono havde taget alt for meget på sine skuldre, og mange af numrene burde måske have været skiftet ud, eller transponeret lidt ned så han kunne ramme de høje toner med en god klang. eXPERIENCE + iNNOCENCE er en produktion der er så stor, at den ikke kan begrænse sig selv, og jeg så gerne mindre glittershow, og hørte gerne mere Bono.

For en stor koncertoplevelse, som dog var præget af vokalmæssige ujævnheder og diverse sceneteatralske unødvendigheder, ender jeg på 4 stjerner til Bono & Co.