Danko Jones – A Rock Supreme

Der er tre ting i livet, der er sikre: Døden, skatter og at Danko Jones spiller rock. Det sidste bevises bedre end nogensinde på gruppens nyeste og bedste skive nogensinde, A Rock Supreme.

Danko Jones er ikke noget avanceret band. Guitar, bas og trommer (og koklokke – masser af koklokke) og fuldt knald på i et univers, der er befolket af damer, biler og rockbands. På den måde føjes der ikke nye dimensioner til Danko Jones på A Rock Supreme, men denne gang har sangskrivningen fået lige det nøk opad, som skiller netop dén skive ud fra de foregående seks udgivelser.

Danko Jones har alle dage været et formidabelt liveband. De har aldrig en dårlig dag og er sig deres begrænsede rammer helt bevidst og forstår at få det maksimale ud af dem. Svagheden har altid været den samme, som har plaget AC/DC i nyere tid – at en hel plade er middelmådig, men altid har lige dén der schlager, der redder det hele. Danko Jones har også altid haft det svært med kvaliteten af det samlede materiale.

Men her på bandets 7. skive lader det til at mere og mere succes og 20 års sangskriverrutine har givet selvtillid og evner til endelig at skrue en plade sammen, som er lytteværdig hele vejen igennem. Ikke at formlen er ændret. Håndværket er bare markant bedre og afleveringerne er lige en knivspids mere selvsikre, hvilket man ellers ikke skulle have troet om et band, som altid haft masser af guts.

At vi er på hjemmevant territorium med Danko Jones slås fast allerede i åbneren, ”I’m In A Band”, hvor bandleder Danko Jones himself, synger tilværelsen som rock’n’rollers pris. Og så kommer de ellers på stribe om sex, fest og at være sej. AC/DC grundlagde også deres karriere på de emner, hvor Bon Scott mestrede antydningens kunst og altid havde et farligt glimt i øjet. Der er Danko Jones dog ikke. Ikke at teksterne afstumpede men poetiske eller farlige? Nej.

Et sikkert hit som ”Burn In Hell” er et fremragende eksempel med lyriske højder som ”Wheels keep on turning/as I drive down the hill/I don’t mind my baby with me/say hi to the devil and ring the bell”.  Men melodien og arrangementet holder maksimalt, og det swinger, så man ikke kan sidde stille. Og så tappes omkvædene jo frem til næste vers med koklokke. Masser af koklokke! Den slags numre er der heldigvis mange af.

(Iøvrigt er en del af videoen til ”Burn In Hell” filmet under Danko Jones’ koncert i Pumpehuset, hvor nogle af de nye sange blev prøvet af. Rockzeit var selvfølgelig med, og du kan læse om det her.)

Den sang, der stikker mest ud, er den varme kærlighedserklæring, ”That Girl”, hvor Danko Jones bekender sig 100% til at stå på skuldrene af Thin Lizzy, og afvikler nummeret med en føling, der ligger helt op ad forbilledet. Mr. Jones synger varmt i stedet for den sædvanlige snerren, bassen ligger ligesom hos Thin Lizzy helt fremme i mixet og den usædvanligt ydmyge tekst kunne være flydt ud af Phil Lynotts pen. Det er det bedste nummer, han aldrig fik skrevet.

Men ligesom jokes om sex i standup comedy ofte bliver mere platte end sjove, sker det samme for Danko Jones sange om sex. Ja, ja, der skal være numre som ”I Love Love” og ”Lipstick City” om at overtale damen til blowjob (et problem den mandlige del af Rockzeits redaktion stiller sig uforstående overfor, men vi er selvfølgelig også mere lækre end den gennemsnitlige rockstjerne). Bare luk ørerne og rock med kroppen i stedet.

For der kan rockes med på samtlige numre og derfor er A Rock Supremeen bedre Danko Jones-plade. De forgående plader har for mange fillersog for få killers, og de plader bliver sjældent sat på. På A Rock Supreme er blandingsforholdet lige omvendt– den kommer vi til at drikke mange bajere til i fremtiden. Større ros får man ikke på Rockzeit!