Den Danske Spillemandsplade

“Hvordan lyder en dansk spillemand ?” Det spørgsmål har Deluxe Records stillet sig selv for ca. 1 år siden, og ved at lege talentspejdere, tage dybe spadestik i det musikalske rodnet, har de nu udgivet en opsamling, der via ti forskellige kendte og ukendte kunstnere – og temaet “hjem” –  forsøger at præsentere lytteren for lyden af nutidens spillemænd og kvinder, med hvad det medfører af “ægte hjemstavnsromantik, social indignation, tyk ironi, nostalgiske tilbageblik og dybfølt længsel. [Deluxe Records’ pressemateriale]”

Hvis ikke det allerede lyder som et meget back to roots, ind-til-benet og musik-økologisk projekt, jamen, så læs lige her; der er tale om en skive, der er indspillet via et i “lille mobilt studie som Frederik Schnoor og Rune Réne Hansen [producerne] har kørt rundt med og mødt musikerne i deres vante omgivelser, i alt fra dagligstuer og sommerhuse til klubhuset for den lokale motorcykelklub. Spillemændene – og kvinderne er optaget ganske råt med få mikrofoner, solo – eller med et par musikalske venner i ryggen. I enkelte tilfælde har producerne selv måttet gribe en trillebør, ja du læste rigtigt, eller guitar og stemt i med musikken.”

Vrangede Billeder

Så vidt indledningen, for ligesom at forventningsafstemme. Og hvad er så en spillemandssang? for mig har det altid været mikromiljø historier, som tager afsæt i kunstnerens egne oplevelser og betragtninger, serveret med lommefilosofi, sovs og kartofler og en lille spidsfindighed i pølseenden; numre der måske også hylder bagsiden af medaljen, vrangsiden af det danske Rex album – alt det vi ikke læser om i Se&Hør.

På den front er denne plade godt med. Allerede fra start med nummeret “Hjemrejsen” hører vi historien om en jysk gut fra Løgstør der søger mod den forjættede djævleø, slår sig ned, får rystet det værste jyske af sig, møder en lyshåret pige, hvorefter det hele bliver alt for langhåret. Han tager tilbage til rødderne, forsøger at finde ind i den gamle tilværelse, men får blot at vide, at han lyder som… en københavner, og således ikke rigtig hører hjemme nogen steder længere. Den er fint leveret af en velforkyndende Per Worm, som er klar i tale og behagelig i sit lette, melodiske og funktionelle guitar spil. Med ægte knas.

… eller hvad med Frank “Frankie” Zyianaks “Balsam For Sjælen”? den er skrevet efter hans første skilsmisse, og som han så rigtigt synger, “nogen gange er det eneste der hjælper en bajer(…) ja, vand malt og gær hvad har jeg [hajer]? En bajer”. Det er hyggeligt og skrabet spillet, men med en finurlig instrumental passage, der opdeler versene på upoleret vis. Det er meget rough, der her, med meget Christianshavner klang over vokalen.

… eller Dr. Rolf’s “Hus Forbi”, der kredser om en hjemløs der ligger død under perronens tag. Han har ligget der før og folk synes, han skulle finde et andet sted at ligge. Ved hans siden “stod en skål med 40 kroner i – og 8 numre af hus forbi (…) De kørte ham væk mens solen den stod op og sagde, det var vist bare hans hjerte der sagde stop”

… eller Kim Munks “Kim på fabrikken” der i bedste pilsnersentimentalitet a la John Mogensen og Bjarne Liller får romantiseret det at drikke sig for sans og samling hver dag efter fyraften, og lade virkeligheden stå tilbage et øjeblik i et muntert lag. Ja, jeg spørger bare.

Den evindelig jyske hjemstavn

Jeg synes, de herrer Schnoor og Hansen lykkes med at skabe et troværdigt bud på essensen af den bredspektrede kategori, den danske spillemand/kvinde. Det er ikke alle kunstnerne som rammer mig, især Jysk-core spillemanden, Telestjernen. Han kan eddersparkeme noget med poetisk ordleg, indforståede referencer, lokale punktnedslag, men har på sin lommefilosofiske sentimentale hjemstavnhyldest “Hancockland” tabt mig på gulvet, da emnet for ham er relevant, men for mig bliver for snævert, og ja, uvedkommende. Det betyder ikke, at det er dårligt, men jeg kommer nok ikke til Hancockland foreløbig.

… og det lidt mavesure, men stolte skvulp fra hovedlandet, “Bonderøv For Pengene” spillet af Walther. Han vrisser trodsigt, “Bare kald mig for en bonderøv (…) jeg er, i de riges ord, tonedøv. (…) kald det Udkantsdanmark – så rend mig i røven”.  Jo tak, Udkantsdanmark har altid været et uopfindsomt, arrogant og ufedt udtryk. Men det giver da stof til debat og mulighed for, at Walther kan definere sig og tale frit for leveren -og han rammer plet med mange gode sætninger: “Her er plads til os alle der kan vade rundt med træsko på”. 

… og den alvorstunge Mads Toghøj, her med “Min Barndomsby”, har vi før rost for hans ægthed, nærvær og formidlerevner, og det gør vi gerne igen; han er en gæv, bundsolid og standhaftig jyde, og jeg kan godt forstå, hvorfor de er glade for ham.

Nogen af numrene…

Nogen af numrene rummer simpelthen bare historier som jeg kan leve mig ind i mere end andre, sådan er det vel bare. Mathilde Falck hylder på “Det Jeg Allerede Har” flot den besnærende livsbekræftende smerte ved at savne og elske nogen mere, end man har prøvet nogensinde før. Med direkte afstamning fra et land uden høje bjerge formår hun at beskrive den dér særlige følelse af superlove, som kan vende op og ned på alting. I hvert fald i en periode. Det lyder både dybt, indeligt og flygtigt, som ung naiv kærlighed. Hun har en sjælden original hverdagsfacon i sin klang, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Darleens og Miss B Heaven, hvilket altså er en kompliment.

Hvor der stort set ikke er perkussion på størstedelen af numrene, får Laura Bro på “Roadkill” lov at tilføre strengelegen lidt stomp på 1&3 slagene og … lidt banjo tro jeg. Det er et stemningsfuldt nummer som synes inspireret af klassikeren “Highwayman”. Den gode Laura beretter, at hun “(…) er landevejens strejfer, jeg har rejst over by og land, ingen far og mor og længsler venter hvor jeg nu skal hen(…)Jeg kom til verden på et highwaymotel, mens en knallertmand så på”
Hvad det helt betyder ved jeg ikke, men man fornemmer rodløsheden og den melankoli og sørgmodighed der dertil hører. Selvom hun bedyrer, at ingen venter hende, der hvor hun skal hen, så kvidrer hun, at “Nu skal jeg hjem til mine egne, hvor fisken springer for min fod, hvor fuglen er fri og ingen veje kan frarøve mig mit blod”.
Således splittet i tekst, føres man frem til slutningen, hvor Laura konkluderer, at hun “var landevejens strejfer, jeg har rejst over by og land, jeg har en far og mor der venter der hvor jeg nu skal hen”. Sangen slutter i dur, som om at strejferen endelig har fundet ro… og den vej skal vi jo alle. Det er en god historie, med mange stemningsbilleder og – i bogstaveligste forstand – et kort og godt nummer.

Tag mig væk fra Johanna

… men når jeg hører Mads Mouritz’ “Kristian” stritter hårene altså på mig; jeg har ikke så stor fidus til den blege, frelste halvfjerser urte the-klang i hans stemme og selve historien om den kristne Kristian som flygter ind i guds eget hjem og dets pige kor, væk fra faderens robuste opdragelsesmetodik, ja den ligner en bekendelse eller tilståelsessag, og fred være med det – god bless – men som historie er den så slidt som et VHS bånd med EM finalen ’92. Musiksiden har den der fesene og nostalgiske “Johanna” vibe (Kim Larsen melodi sunget af den 13årige knøs Søren Bernbom), som man enten kan lide eller slet ikke kan klare. Hatten af for at fremstille historien så rammende på så få linjer og så teksttydeligt og velsunget, smagsbehag a side…

Det ægte alternativ

Som sagt er det ikke alle numre, jeg kan relatere til. Men de fremstår alle som ærlige og personlige beretninger, og man tror, at hver enkelt af kunstnerne mener hvert et ord og har gravet dybt i sig selv.

Produktionen er bevidst reduceret til et minimum; det er jo ikke dét, det handler om; det er skrabetheden, intimiteten og nærværet der er i højsædet. Og numrene har da også knitren, støj, ægte rumklang og lyden af grebskift på guitaren og stole der giver sig, når kunstneren justerer sig i sædet. Det lyder sgu som kakkelovn & islandsk sweater og stemningen er generel varm, fyldig og hjemmestrikket.

Når man har hørt alle ti numre en del gange, får man et tilhørsforhold dem; man genkender dem især for den præcise stemning og tone de repræsenterer; der er livsglæde, savn, trodsighed, splittelse, tvivl, rebelskhed, skråsikkerhed, social indignation, forelskelse hjemstavnskærlighed, selvforherligelse og sårbarhed. Og mere endnu.

Derfor virker albummet som et fint lille tiltrængt åndehul væk fra netop det åndsforladte, meningsløse muzaktapet, som radioerne er proppet med. Albummet kan ikke stå alene – for der er trods alt for lidt musikalsk kød på numrene. Og gennem en hel plade bliver jeg lidt træt af kunstnerautenticiteten, der driver ned af højttalerene. Jeg savner fuzz på guitaren og fed og brummende bas. Og lækkert kor, fest og farver. Ikke vurderet ud fra numrene én til én, meeen i længden. Men det er en god lille reminder om, at man, uden den overproducerede hitskabelon, al sminken og alle effekterne på den pivfalske stemme, stadig kan sige tingene ligeud… det er faktisk tit nemmest sådan. Ligesom i gamle dage…