Den 16. juni hørte vi Dogstar i Amsterdam’s lækre og smukke venue, Paradiso. Nu 11 dage senere var det så Tinderbox Festivalens telt, Pavilion scenen, selv samme band skulle gæste. Det var meget spændende, om bandet levede op til de forventninger der blev skabt på Paradiso.
Nu havde vejrguderne åbenbart en stor grim finger med i billedet. En blæst der bøjede de store træer i skoven, og en himmel, der blev truende mørk, lukkede pladsen omkring kl 16. Torden og lynild lod tvivlen komme frem, om der overhovedet ville blive åbnet igen, i hvert fald sådan lige med det samme.
Bandet skulle gå på scenen kl 17:30, så nu måtte det gerne stoppe! Først kl 17:15 blev der igen åbnet, og løbeskoene kom på! Jeg nåede lige ind i pit’en da bandet var gået på scenen og lige netop havde slået de første toner an. Jeg nåede lige at se, at teltet var fyldt til hver en pløk, og det er nok ikke fordi bandet er super kendt her i Danmark, det er nok snarere fordi deres bassist er Keanu Reeves. Som jeg skrev i anmeldelsen fra Amsterdam, så er alle medlemmerne faktisk skuespillere. Sætlisten var stort set den samme som i Amsterdam, så reelt var der ikke den store forskel der.
Der hvor forskellen lå, var selvfølgelig selve koncertstedet, Paradiso er svær at overgå. Det kan ikke diskuteres. Det første jeg bemærkede var, at de bare virkede gladere, måske de har fået sig en ordentlig nattesøvn. Bret takkede for at de måtte komme, at det var første gang, men forhåbentlig ikke den sidste.
De lagde ud med Sirene. De spillede med samme energi som i Amsterdam. Reeves er helt klart den af de tre der fylder mest på scenen, og han har da også masser af plads, for både Bret og Robert er noget fastlåste i deres pladser.
Hvad der i sin tid var en af årsagerne til at de blev opløst var efter sigende, at det mere blev Reeves band end et fælles band. Og det er der tilsyneladende så blevet arbejdet med. Ganske vist er han stadig den der foretager interaktion med publikum, men han er altså også meget alvorlig. Lige en tand for meget synes jeg.
Trommeslager Robert Mailhouse, som jeg personligt synes er super fed. Tight og præcis. Han overdøver ikke de øvrige medlemmer, men følger dem pænt, men kraftfuldt. Dertil er han også lidt af en karakter, så det er super ærgerligt, at han sidder der bag sine trommer med alle de indlevende grimasser han leverer.
Bret Domrose er rimelig låst fast i sin position, både pga hans mic stand, og som guitarist, sine pedaler. Og det kan godt få det hele til at virke en smule stillestående, sådan rent fysisk og energimæssigt. Det er super synd, for når man lytter til musikken, er den lidt rå og alternativ, og musikerne bestemt har potentiale. Men ingen skal være i tvivl om, at han kan både synge, og han kan spille guitar. Når vi så taler om hans sang, og det står for egen regning, så mener jeg virkelig at det ville klæde den lidt rå musik, om han blev en smule mere farlig i sin vokal. Det mener jeg ville klæde ikke blot hans vokal, men også musikken. Nu virker Bret som en meget rolig person, der ikke har det store behov for at føre sig frem på en scene, men med den musik de spiller, som ikke blot er ballader, kræver det altså lidt mere, efter min opfattelse.
Samme Bret undskyldte meget den siddende præsident i USA og annoncerede et nummer fra deres seneste album All in Now. Nummeret hedder “What Is”, og handler om Trump. Et uptempo nummer, hvor Bret’s stemme har en snert, men kun en snert af det jeg efterlyser i den. Et ganske fint nummer, med en lidt banal tekst. Men musikalsk, et af de numre der klæder Dogstar hvis ikke de ønsker at gå hen og blive lidt for mainstream.
Det var trods alt en ganske fin koncert, og på flere måder bedre end den i Amsterdam, så de vandt lidt yderligere. faktisk synes jeg, at lyden var bedre.
Uanset fysiske udfoldelser på scenen og skønsang i mikrofonen, så var der ikke nogen tvivl om, at publikum kunne lide hvad de hørte. Så mon ikke vi får Dogstar at se i Danmark igen. Det håber jeg da virkelig.
Summary
Lineup: