På behørig afstand af alle Dream Theater elskeres bibel, konceptalbummet “Scenes From A Memory”, har Dream Theater kreeret det forbavsende konceptalbum “The Astonishing”, som er Dream Theaters sidste ny udstyrsstykke i 24 karats absolut bredformat. Målet med indeværende turne er at forene lyd og billede, såsom effektfuld brug af skærme under koncerten, således at man oplever en art musical/totaloplevelse.
“The Astonishing” er givetvis tænkt som deres Magnus Opus eller deres creme de la creme hvor alle ingredienser i knap 2:10 timer er sat sammen med notorisk perfektion (live er der indlagt pause mellem akterne).
Mastermind-guitaristen John Petrucci har i samarbejde med Keyboardtroldmand Jordan Rudess konstrueret et gennembearbejdet sagnunivers med elementer fra Game of Trones og et Philip K. Dick agtigt futuristisk dystopia, hvor de onde kræfter har bortdømt musik, kreativitet osv. til fordel for et stramt kontrolleret samfund med maskinudbenet lyde, som det eneste folket må høre, og derved opnået kontrol over et kuet folk. Gabriel er navnet på ham, der stadig kan synge og som samler folket, der så sejrer til sidst.
Så vidt, så godt.
Lyd, kulisse og performance
Vi kan ligeså godt slå fast, at Dream Theater kan gøre alt med deres instrumenter. Second to none. De var som sædvanlig fuldstændig overlegene rent teknisk, og man imponeredes over, hvor grotesk stramt de spiller og hvordan de på en mørk scenen kan igangsætte numrene uden at kunne se hinanden. Dream Theater har været nødt til at sample en del mere end normalt for at kunne få det hele med på turnéen, hvilket for så vidt er ok, for man ved at de rent faktisk kan spille alt man hører, hvilket i sig selv er imponerende.Noget der til gengæld ikke var som det plejer var rammerne. Koncerten fandt som sagt sted I DR’s koncerthus, der som bekendt kun har siddepladser. Det er selvfølgelig en del af konceptet at publikum skal sidde ned, og i højere grad forholde sig til historien. Det gjorde selvfølgelig også at publikum var noget mindre animerede, og det var tydeligt at det er noget nyt for bandet, især James Labrie, der også selv så ud til at have svært ved at finde ud af hvordan han skulle agere, når han ikke skulle synge. Hans konstante behov for at gå hen til trommesættet og tage en slurk velgørende væske fra en særlig termoflaske, skabte også lidt følelsen af, at han ikke var så fokuseret og kampklar, som han plejer.
Originalt?
Der har været kritiske røster som med det samme har peget på det uoriginale med deres konceptalbum og der har da også været trukket linjer til “The Wall”, “2112”, “Tommy” og Queen musicalen “We Will Rock You”. Men det er der ikke noget interessant ved, for det er så åbenlyst, at Dream Theater på ingen måde kan anklages for at fejle i at forsøge at være originale. For de forsøger slet ikke at være originale, hverken visuelt eller auditivt, og slet ikke i forhold til tekst og dramaturgi. De er bare sig selv, der er således intet nyt under solen, og deres prog mærkat handler om andet end at skabe nye musikalske retninger og eksperimenter med genrer. Det var det de gjorde i 90’erne og som sidenhen har kastet en masse Dream Theater-light-bands efter sig. Målet for Dream Theater i 2010’erne er vel snarere at rykke grænser i form af instrumentale, ekvilibristiske landvindinger, kompositorisk umådeholden og at kreere noget “astonishing” hver gang de giver lyd fra sig. Man kan mene, at de stilistisk står lidt i stampe, men man kan ikke nægte dem, at de på deres egen måde er dybt originale som de eneste ene Dream Theater. Deres musikalske fokus og deres meritter, som de stadig udbygger, kan ingen jo tage fra dem.
Vurdering
Lad det være sagt med det samme, at “The Astonishing” ikke er Dream Theater’s stærkeste materiale. Der er naturligvis tale om virtuost superhero klasse, og visse af sangene står som nogle virkelig medrivende og dramatiske numre, man bør i den sammenhæng fremhæve de fantastisk velkomponerede “Lord Nafaryus”, “A Tempting Offer” og “The Path That Devides Us All”. Der var også sange der beviste, at Dream Theater ikke helt havde lagt hårdheden på hylden; numre som “Our New World” og ”Three Days” var nogle af de få numre, hvor vi fik noget metal på banen, og det passede godt med små mængder i denne mere selvproklamerede rockopera.
Ligeledes må man sige, at “The Gift of Music” og “Moment of Betrayal” er ægte old school Dream Theater numre med stærke melodilinjer og iørefaldende omkvæd båret af komplekse rytmer og sindssyge guitar og keyboard temaer. I kontrast til nogle virkelig smukke og stemningsfulde ballader så som “Ravenskill” og “Heavens Cove” bevirkede de få hårde numre, at der blev skabt en spændvidde, som koncertens længde skreg efter. Men samlet set var der lidt langt mellem snapsene og lidt for mange numre bar præg af, at projekt “totaloplevelses-album” var mindst lige så vigtigt som, hvorvidt man reelt havde noget på hjertet. Til tider går der for meget koncept, og for lidt prog-metal med nerve i numrene, og skal man være rigtig sur kan man endda begynde at smide om sig med normalt lidet flatterende sammenligninger som Eurovision og musical-agtigt. Numrene “Chosen” og “Brother, Can You Hear Me” må siges at være FOR patetiske og har for lidt kant, i hvert fald for lidt, som adskiller dem afgørende fra “Løvernes Konge” og “Frost”.
Dream Theater nåede heller ikke helt i mål med totaloplevelsen, man var kun revet med enkelte gange af billedsiden, faktisk virkede den lidt som en hæmsko for den energi og det powerfulde udtryk, deres musik og rockperformance normalt fører med sig. Og den tekstbårne handling forsvandt lidt i alle de andre indtryk.
Skriv et svar