Med mange tusinde festivaldeltagere kunne man frygte at Primavera Sound ville være et inferno af fulde mennesker og affald. Imidlertid har de gjort deres mangeårige erfaringer og produktudviklet præcis som vores egen Roskilde Festival.
Der er skraldespande overalt og pæn asfalt næsten overalt, så man ikke nænner at smide sit brugte ølbæger på jorden – for der ligger ikke nogen i forvejen. Fraværet af et festival telt-camp areal bevirker også, at der ikke når at opstå en thrash kultur dagene op til selve musikken starter, hvorved man møder op i pænt tøj og med intakte gode manerer.
Alkoholkulturen på Primavera er også en anden end den danske. Der bliver selvfølgelig drukket øl, og da også mange af dem, men det er i et roligere tempo og man ser heller ikke fuldstændigt døddrukne personer der er dejset omkuld fordi de skulle have stoppet for 10 øl siden. Det er måske bedst illustreret ved, at man på Primavera slet ikke kan købe de her 5-øls paphåndtag, som ellers er et fast indslag på danske festivaller.
Programmet på dette års festival byder på noget for enhver smag. Læs blandt andre anmeldelsen af Bjørk her og Nick Cave’s fantastiske koncert her
Nat Simons
Vi møder første open air lyd-buldren, i form af Nat Simons sarte indie rock. Hun lød og så ud som om hun prøvede at få det bedste ud af situationen, men godt vidste, at hun var trådt ned i sin fars støvler og de var svære at fylde ud. Scenen var for stor for hende, hvilket var synd da musikken var god, hendes stemme var fin og i danske Vega havde hun været i gode hænder.
Nightcrawler
Nightcrawlers dystre elektroniske lyd passede måske bedst til en sen nattetime, men De var nu engang programsat til at spille på den hyggelige og lidt afsidesliggende Bacardi Live scene i strålende solskin. Til gengæld dannede Barcelonas apokalyptisk udseende industri sky-line et glimrende kulisse for deres horror sci-fi univers. Trods den stemningsfulde lyd og den særdelses passende visuelle baggrundsvideocollage var det svært rigtigt at lade sig rive med, og det hjalp heller ikke at et tryk på en forkert knap på laptop’en afbrød al lyd halvvejs i sættet. Men ok, sådan noget sker, og det var jo også live!(?)
Sparks
Så var der anderledes gang i de amerikanske Mael brødre, der med deres synth-glam-rock sparkede gang i pladsen foran Apple scenen. Nyt og gammelt blev forvandlet til en nutidig og humoristisk Dandy cocktail, med lydlige associationer til alt fra ABBA, Broadway, Genesis, Queen, Chess, The Darkness og Roxy Music. For Sparks er intet dårlig smag, og barokglam som de absurde “Missionary Position” og Hippopotsmus” gik hånd i hånd med effektiv discotracks som “When Do I Get To Sing My away” til stadigt voksende begejstring hos de fremmødte.
The War On Drugs
Indie-rockerne fra “The War On Drugs” lod sig bestemt ikke imponere af den store Mango scene, men spillede fra start til slut, som om det var en lille scene, hvor indadvendt atmosfærisk kunstrock højst skulle nå ud til 60 tilskuere. Der var god lyd men det var uden potens og uden den storladne blanding af Springsteen/Bryan Adams/Pink Floyd som de lænede sig kraftigt op ad. Det var en rimelig god koncert og ganske fin underholdning – fraset at bandmedlemmerne reelt slet ikke syntes interesserede i at underholde – og ind imellem fornemmede man, at de var lidt for vant til at less is more. Men ikke på Mango – der skal der lidt mere til, lidt mere kunstnerisk pondus, hvilket vi senere med Nick Cave skulle få i overmål.
Zeal and Ardor
Manuel Gagneux stod for førstedagens metal-indslag, og med sin gospel-blackmetal fusion var det på papiret, og ikke mindst den seneste skive, et rigtig godt oplæg til en god metal-afslutning på førstedagen. Ved første lyt, lød genretwisterne Zeal & Ardor da også ret originale, for der var god retning i de forskellige formled, formled som genremæssigt var meget forskellige, og de aprubte skift gav adskellige overraskelser i løbet af et nummer.
Desværre forstod Zeal and Ardor ikke at indfri forventningerne eller potentialet. De havde ikke nok talent på sangskrivningskontoen til at begejstre. Man havde forventet en god portion af gospel i deres musik, men udtryk i denne katagori kom mæsten ikke frem i lydbilledet. I stedet fremstod deres optræden ensformig og monotom og helt uden den negro spirituelle stemning man oplever på deres seneste plade. Det kom måske som en overraskelse for publikum, men Primavera bookerne havde nu nok set det komme og havde af samme årsag forvist Zeal and Ardor til skammekrogen på den lille Adidas scene i udkanten af festivalen.