Det er gået hen og blevet småmange år siden, Being Frank udgav deres sidste plade ”When unavoidable”, som blev udgivet helt tilbage i 2007. Inden da havde de udgivet deres selvbetitlede debutplade i 2005. Begge plader blev generelt godt modtaget, og de fleste har fra start været enige i, at her er der faktisk tale om et interessant dansk band med en – i bedste betydning – karismatisk, excentrisk fistel-smølf i front, rutinerede bandmedlemmer til at bakke ham op, deres egen let poppede rocksound, ikke mindst med et avangarde krydderi på toppen – af poppen.
Der er sket meget, siden ”when unavoidable” udkom – eller også er der ikke sket så meget?
Trommeslageren, Morten Buchardt, er stoppet, trommetaburetten er ikke besat fast endnu, sanger Rune Abro har ad flere omgange befundet sig i Israel, og man er kort sagt blevet ramt af livet, med dertilhørende børn, ægteskaber og ”virkeligt arbejde” og så videre og så videre.
Man kan derfor i et svagt øjeblik få den tanke, at gejsten for projektet så muligvis ikke er til stede, når det skal tage så lang tid og medlemmerne i lange perioder prioriterer andre ting fremfor bandet. Det er så her, at Being Frank, ikke passer ind i de gængse parametre.
Frank Landsner har altid udstrålet, at han har al den tid i verden, som en Klovborg kræver, manden synes at have en tyrkertro på, at det her projekt er født til at lykkes. Dem som er så heldige at have kigget med på sidelinjen, ved, at nok har bandet ikke været ude at spillet meget, nok er sangeren ofte ikke i DK, og nok har man i skrivende stund egentlig heller ikke løst trommeslagerproblematikken; men frankerne mødes altså hver uge og nørder med at lave det lækreste, mest ærlige og rigtige album, som de overhovedet mener, de kan.
Og når så det har modnet, lagret i den rette temperatur og har den rette flavour, bevares, så skal den nok komme ud – i 11 skiver.
Så kærligheden for projektet har givetvis aldrig fejlet noget, man har aldrig haft indtryk af, at ”From the waist up” måske ikke ville blive færdig. Spørgsmålet var mere, om USA nåede at få deres første afroamerikanske præsident inden…
Bandet består dags dato af Frank Landsner på bas, Magnus Hohler guitar, Sebastian Djurhuus på guitar og Rune Abro på sang. Trommesporene er så vidt informeret indspillet af session musikere, bandet selv, samt via programmering.
Rune er og har altid været et mysterium for undertegnede, noget sælsomt over ham, noget skrøbelig, ubestemmeligt og samtidig meget pirrende og kreativt.
Der er ingen tvivl om, at Rune har en unik stemme (især for en mand), og han formår ret ofte at skabe en spændende historie med sit sangmæssige og visuelle udtryk, idet hans stemme kan lyde papirtynd, hvorefter der pludselig kommer nogle fraseringer på tværs af al tonemateriale, hvilket udfordrer bandets poppede, men klangligt eksperimenterende rockunivers.
Guitaristen Sebastian Djurhuus, som kom med i 2006, er blevet en fuldt ud fast integreret del af deres sound og kompositionsproces, hvilket viser sig i lidt flere nuancer i lydbilledet, i kraft af synth lyde og flader, samt akkordmæssig kærlighed til de glade og ubekymrede firsere. Han slipper afsted med mere The Edge lir, end man ville forvente, idet Being Frank altid har haft det svært ved at gå den direkte vej. At de så er gode til det, når de vil, hvilket plejer at være sjældent, det er så noget helt andet. Måske er plejer død.
Franks bas lyd er en uerstattelig del af lydbilledet; han er kreativ i sit basspil, man fornemmer at han vil sige en masse ting, basen bevæger sig rundt i top og bund, når han finder det virkningsfuldt. Lyden er bred og rolig, men samtidig skarp og sprød.
Magnus er en dygtig, men musikalsk løs kanonkugle og det kommer der virkelig uventet stemningsfuldt guitarspil ud af, med masser af kraft og kulør.
Sammen, komplimenterer de to guitarister hinanden virkelig godt.
”From The Waist Up” svinger et sted mellem poprock og hård rock. Af store bands hører jeg elementer fra REM, Radiohead og U2, men det er givetvis ikke bandets egen referenceramme; desuden pibler der så mange inspirationskilder ud mellem hvert enkelt rytmeskift og hver toneranke, at det ikke giver mening at fortsætte med at namedroppe. U2 vender jeg dog tilbage til. Hurra for det.
”Barely Awake” er bandets singleudspil, og det giver god mening, hvis man spørger undertegnede.
Der er tale om en sælsomt, melankolsk fortælling, et nummer som skaber en spænding som ikke bliver forløst, hvilket er et klart plus, den leger med noget vuggende atmosfærisk – noget sansefuldt, som er svært at få hold på. Behageligt lydunivers, Rune har noget at sige, han er nærværende og skrøbelig og sætter en stemningsfuld scene:
”Barely awake she cried, ain’t got nothing inside
Ain’t got nothing to hide
alive and lost and lonely”
Det er op til lytteren at lave mellemregningerne. I omkvædet konstaterer Rune blot:
“It was going to happen anyway, it was bound to happen
It’s bound to happen any day now you’ll find yourself, alive and lost and lonely”
”Barely Awake” er et modigt singleudspil, men samtidig et nummer som gror fra gang til gang.
”On your Tail” er et up-beat do-it-the-U2-way nummer; økonomisk i udtrykket – less is more – fede rytmiske roller til alle, gode formled, god tekst, lækkert lydbillede og catchy hooklines.
How long can you make it on your own?
How long till you break, till your cover is blown?
How long until you realize that everything is lost?
How long can you make it all alone?
If you find af piece would you pick up put back inside, can you get it up?
If you find af piece would you pick up put back inside, can you get it up?
Herefter får vi at vide at en eller anden,
”was on your tail all along”
Man føler, at man er midt i en Film Noir fortælling. Very intriguing, I dare say.
Generelt er dette en ret stærk plade, med et godt samlet udtryk, hvilket man til dels savnede på ”When Unavoidable”, som var en plade, skabt midt i vadestedet mellem resterne fra en våd 90’er drøm og de urimelige krav fra 2000’ernes stedmorderlige kærlighed for rockgenren.
What to do? Tjah, man gør det som Being Frank er bedst til; tager sig god tid.
Der er over en årerække blevet kogt en fond sammen i deres laboratorie, og det, der er løbet gennem deres meloditragt er nærværende, muntert, trist, catchy og radiovenligt. Modent og sjælefyldt.
“One Times’ OK” er en fin lille ballade. Måske lidt for stillestående, men gode skæve temaer I omkvæd, jeg fornemmer en “No Lines on the Horizon”/U2/Eno/Lanoir atmosfære, som skaber stemning. (Jeg ved godt, at Being Frank har en skygge på U2, hvorfor ved jeg ikke rigtig, selv Chris Martin har omsider indrømmet sin inspirationskilde).
“Hesitating” har et virkelig godt drive, hurtigt frem til omkvædet, som er godt skrevet. Rune kommer dog lidt til kort her; han mangler evnerne til at knase og brøle, virkelig komme op på de høje nagler; når nummeret stiger i dynamik, stiger han ikke tilstrækkeligt med, desværre. Når det så er sagt, er det en meget sød sang og tekst, som han leverer meget charmerende. Det er faktisk utrolig behagesygt på den fede måde – gad vide hvordan frankerne egentlig har det med at have det nummer med på pladen?
Jeg er personligt glad for, at nummeret er med, selvom der måske bliver lidt for meget fløde til slut, ikke mindst korstemmen i baggrunden.
Tre af mine klare favoritter efter en del gennemlytninger, allerede, er “Slide”, ” Running, running” og ”Try for the Day”, virkelig spændende, dramatiske og opfindsomme numre.
Der er faktisk ikke noget negativt at sige om dem; ”Try for the Day” har noget virkelig dramatisk over sig. Catchy U2 intro (there he goes again), og guitarklangene i affraseringen af omkvædet, hvor Rune synger ”Until the days are forgotten but you try and you try….” er nærmest mørke og skræmmende. Vanvittig god dynamik.
Når man tror, at ”Try for the Day” ikke kan mere, løfter det sig flere gange, og har hele tiden lidt mere der skal siges. Super slutning.
”Slide”, kommer vildt godt fra land; Igen, Rune synger nærværende, der er god opbygning, bro, overgang til omkvæd, de tager sig god tid til at sige det de vil, inden omkvædet… hov, har omkvædet været det? Næh, det er ligesom om, omkvædet udebliver, men man vænner sig til, at sangen på en eller anden organisk måde bare kører i en viljefast rille, og at hele sangen egentlig er et langt omkvæd. Solidt. Et poprocknummer skrevet af voksne mænd.
”Running, running” er fra start interessant. Gode temaer, stemningsfyldte fraser og gode melodilinjer, akkorderne hænger godt sammen. Omkvædet svinger virkelig godt, guitarspillet er stensikkert. Rart lydbillede og bassen skaber et blødt og stabilt fundament. Riffene i omkvædene har nogle fede akkordgrundlag, god støjguitar i C-stykket, inden afslutningen, som fader. Nærmest helstøbt.
Ok, så sprang kæden alligevel lidt af; “Little Bit Down” er dissideret kedeligt. Endeløs repetetion af noget som aldrig rigtig kommer i gang. Nummeret rejser sig aldrig for alvor, og selvom det lyder godt, skaber det ikke noget for undertegnede. Omkvædet forløser sig ikke, og jeg ser frem til det stopper. Sådan er det. Videre.
Alle numre bortset fra “Little Bit Down” har noget at byde på, også “Legs and Arms” som fungerer ok, lidt banalt nummer, men man har dog haft store ambitioner på omkvædets vegne, med de lidt syrede akkorder. Måske er nummeret lidt fortænkt?
“Dreamleaks” er ligeledes et lyttevenligt nummer, også lidt banalt, men det er faktisk rart, at nogle af numrene ikke har så store armbevægelser, Det giver en god helhed.
“Panic In The Headlights”. Er det sidste nummer.
“Like insects on the wind shield she wipes the blood off her hands lying in the naked corner waiting for the one. She takes her time to watch them as they all just her pass her by(…)”
Hm. studenterlyrik. Det er vist en ommer. Musiksiden holder dog vand som et passende stille afslutningsnummer.
Jeg har nævnt det et utal af gange – og det er kun EN facet af Being Franks samlede sound – men man kommer altså ikke udenom U2, sådan er det bare. Det ”sjove” er, at det faktisk er det nyere U2 jeg tænker på, når jeg lytter til ”From The Waist Up”. Her tænker jeg på ”How to Dismantle and Atomic Bomb”, ”No Line On The Horizon” og den globale klyngebombe ” Songs of Innocence”.
Måske er det de sikre, simple, strippede numre, som har fået masser af klangfyld på toppen? Numrenes drive? Måske er det bandets alder? Sebastians guitar?
Om ikke andet, så er det tæt på at være en stor kompliment.
Det er rart at høre, at Being Frank havde noget at byde på, når nu der gik så lang tid. Tak for det.
Jeg glæder mig til at høre dem spille på samme niveau live.
5 ud af seks stjerner kan godt forsvares.
Pladen kan købes på iTunes eller høres på Spotify og Wimp
[albumanmeldelse kunstner=”Being Frank” album=”From the Waist Up” stjerner=”5″][/albumanmeldelse]
Den hedder nu godt nok “From The Waist Up” – uden e efter waist ;)
Ups, der havde vist sneget sig en fejl ind. Den er hermed rettet :-)