Soundgarden i Zoologisk have.
Siden Franklin ZOO udgav sin første EP i 2012, har de haft travlt med at konsolidere deres overordentlig vellykkede, velspillede og vellignende moderne grunge sound, ikke blot indenfor danske grænser, men også i det nære Europa, Skandinavien, Tyskland og Holland, hvor de har turneret flittigt. Franklin ZOO har vundet flere priser, spillet på Spot Festival og promoveres internationalt. På alle mulige måder er der intet nævneværdigt dansk islæt over Franklin ZOO og hatten af for deres gennemførte stil. Deres stil er primært grunge i den hårde ende, det er tørt, tungt og effektivt skruet sammen. Franklin ZOO besidder tydelige musikalske evner, tæft for at skrive no bullshit numre med retvendte dynamiske in your face formled, breaks og temposkift.
Kvalitet
Man hører kvalitet på alle pladser, Anders Rune Hansen på Bass, Søren Dabros og Daniel Hecht, Guitarer, Lars Bahr på trommer er et sammentømret band, som fører lytteren usvigeligt sikkert gennem numrene, og i front sørger Rasmus Revsbech for at melodilinjen holdes fast og stram. På deres “Franklin Zoo EP”, som udkommer via Mighty Music d. 22. Maj 2015, er intet overladt til tilfældighederne, numrene gør præcis det de skal, og man bliver sgu revet med, og mærker næsten suset fra Seattle, eller nok snarere myten om suset. Alle tre numre rammer Bulls Eye, og det er vanskeligt ikke at tænke på Black Sabbath og Zeppelin som forfædrene og Alice In Chains og især Soundgarden som fædrene ophav. Mine to favoritter er ”Walk Alone”, som kan betegnes som en oplagt kloning af netop Soundgarden og Black Sabbath.
Sidste nummer “Desperation” låner fra Chris Cornels Audioslave dage, dog med en blændende effektivt leveret Alice In Chain frase “Keeping darkness alive.” i omkvædet. ”Desperation” er et blæret, tungt og catchy nummer.
Stemmerne fra Seattle
Rasmus Revsbech synger virkelig godt, og man må være ærlig at anerkende ham for det; han kan håndtere den krævende stemmeakrobatik, som numrene dikterer. Den malurt som dog er til stede, er at hans stemmelighed med Chris Cornell spænder lidt ben. Der er til tider tale om stort set samme knasende fuldregister skrig, samme melodilinjer og samme tertsprægede stemmeføring i koret. Det er fedt men ikke videre originalt. Grunge er som bekendt tilbage – nogle af os var heldige at nå i biografen og se ”Montage of Heck” om Kurt Cobains liv og deroute – og i dag har den ny hårde rockgeneration genoptaget kunsten at trække vejret tungt, stønne ind i mikrofonen, lyde sammenbidt, vred og halvpsykopatisk som forsangerne under og især efter 90’ernes korte grunge periode. Den gang lød kassevis af unge vrede mænd – som det mest naturlige og medfødte – som Eddie Vedder karikaturer, skønt ingen sjovt nok lød som ham før da.
Trenden for tiden er at lyde som – eller minde kraftigt om – Chris Cornell, og i lille Danmark kan også nævnes Bullet Train Blasts Martin Larsens knastørre og kraftfulde stemme.
Sjovt nok har ingen for alvor endnu turde bide skeer med king of grunge, Kurt Cobains sælsomme, introverte og halvkvalte knasende skrig på hjælp, hvilket måske skyldes, at den indlejrede smerte i hans uhørt unikke stemme trods alt fortsat er vanskeligere at gøre til hver mands eje, end de mere stiliserede og trænede førnævnte stemmer. Endnu vil ingen formentlig tro på, at hordevis af unge vestlige mænd pludselig med hjertet kan udtrykke al den smerte, som Kurt Cobains stemme fortsat repræsenterer og huskes for. Meeen det kommer jo nok.
Tilbage til Franklin ZOO
Nu har Franklin ZOO som nævnt på relativ kort tid allerede sine meritter i orden og de er unægtelig i stand til at fyre op under kedlerne. Det er alt andet end kedelig musik, der er faktisk grobund for en god lang karriere, hvis de kan holde sammen – og udvikle sig. Ligheden med de største skal man være glad for, det vidner om kvalitet og giver samtidig en behagelig referenceramme. Men så skal man også videre i teksten, i hvert fald hvis man vil sætte et originalt kunstnerisk aftryk. I modsat fald fremstår det bare som et forsøg på at genskabe sine heltes triumfer, hvilket er forståeligt og svært nok i sig selv, men uambitiøst og igen ikke specielt inspirerende eller originalt. I fald man er tilfreds med at være langtidsholdbar metervare, hvilket der ikke er noget i vejen med, er det jo selvfølgelig en anden sag.
Men når jeg er lidt hård ved Franklin ZOO er det egentlig en kompliment. De er super skarpe og kan drive det vidt, de har redskaberne til at skabe noget nyt, the shit, og derfor spørger jeg mig selv, hvorfor de så lyder som om, de ikke rigtig har ambitioner om at lede efter en ny retning, men i stedet primært nyder at ramme velkendte 90’er klange? Come on, smid alle jeres Soundgarden og QOTSA plader væk, ryk ind i et sommerhus en lang varm sommer og kom ud igen med jeres helt egen sound.
Hvor og hvornår?
Og, hvis Franklin ZOO meget overraskende ikke følger mine guddommelige anvisninger – de har jo lagt en retning og er i færd med at et helt album, som skal udgives i 2016 – så vil jeg alligevel uden mindste tøven opfordre folk til at dukke op til Nordic Noice den 22. og 23.05.2015, hvor Franklin ZOO (og andre såkaldte up coming rock bands) træder op og imponerer os alle sammen med deres indiskutable kvaliteter, drive og iørefaldende melodier; for spille, det kan de sgu, hvilket man i høj grad kan forvisse sig om ved at kigge på denne video fra 2012 med ”Fail Again, Fail Better”:
Skriv et svar