Den fortabte søn
Der er sagt og skrevet utroligt meget om Kurt Cobain, siden han skød sig selv i hovedet den 5.april 1994.
På baggrund af relativt sparsomt pressemateriale og musik, produceret i den korte tid han levede, har den globale mediemaskine lige siden fabrikeret en rockmyte ud af en fortabt sjæl og bestræbt sig på at kreere en art talsmand for en hel ungdomsgeneration. Det er en god historie og der er penge i den. Hver generation har sin fortabte søn, eller leder i hvert fald efter ham med lys og lygte.
Selvom den eksisterende myte på mange måder ganske vist har hyldet Kurt Cobain, har det dog været med en afgørende slagside, nemlig fraværet af det personlige, intime og autentiske vidnesbyrd fra kilden selv. Det har ret ensidigt været en sortromantisk forblændet hyldest fra den fjerne omverden, på trods af utallige blinkende advarselsskilte på hver sti, Kurt Cobain har trådt.
Sådan omtrent er Brett Morgens analyse af den hidtidige skabelsesberetning og samtidigt begrunder han derved behovet for netop sin egen film. Han søger det ægte billede, det lille billede, billedet som skildrer Kurt Cobain, som han var som person, kæreste, søn og far og ikke som ikon, rockstjerne, og hvad har du.
Kurts sjæl
Brett Morgen har meget eksklusivt fået adgang til Kurt Cobains arkiver, det vil sige cirka 15 kasser i et anonymt depot, med efterladenskaber bestående af alt lige fra besynderlige dingenoter og genstande til malerier, collager, tegninger, samt ikke mindst for længst glemte kassettebånd. Et af dem hedder “Montage of Heck” og består af andre vidt forskellige kunstneres sange samt besynderlige lydfiler, montager og lydcollager. Dette er ifølge Brett Morgen kernen i Kurts Cobains væsen; midt i al rodet og hysteriet finder Brett Morgen Kurt Cobains eget kitchede og sammensatte kludetæppe af et kassettebånd, en talisman – et båndet credo, et brudstykke af Kurt Cobains sjæl.
Dette bånd ender med at blive omdrejningspunktet og titlen på dokumentaren. Ved gennemlytningen af “Montage of Heck” mærker Brett Morgen pludselig det direkte nærvær af Kurt, midt i alle kasserne og myterne. Oplevelsen gengives i dokumentaren efter filmen, så effektfuldt, at man selv aner det nakkehårsrejsende sus, Brett Morgen må have følt under sin research.
Kurt Cobains dualistiske væsen
Som bekendt findes der relativt få seriøse officielle interviews med Cobain. Det er tydeligt, at han ikke bryders sig om interviews, men samtidig også er enormt bevist om sit ”fuck-det-hele-jeg-er-ligeglad” punk-image når han bliver interviewet, og måske finder han det ligefrem befriende at kunne stille et brave face op, spille en rolle som een der har succes og kan tillade sig at være ligeglad med pressen. Han bryder sig ikke rigtig om opmærksomheden generelt, men elsker den samtidig, når han spiller koncert. I det hele taget lader det til, at det at spille livekoncerter for et publikum, er det der driver ham.
Når han er ”på” er han fri for at spille rollen som sig selv, som dybest set først og fremmest er en tragedie. Ergo må han være en anden/falsk, for at være glad, hvilket han har gennemskuet som værende en simpel og sørgelig virkelighedsflugt. Således varer lykkefølelsen aldrig ved, for inderst inde vil han (også) gerne stå side om side med de andre publikummer og høre noget fed musik. Der er en hårfin grænse mellem at optræde som stjerne og blive vist frem som freak, og man får klart det indtryk, at Kurt Cobain så gerne vil skille sig ud, men samtidig lige så gerne vil passe ind.
Smells Like A Tragedy
Der gives i “Montage of Heck” et meget dystert billede af en lille elskelig, men hyperaktiv dreng som i en tidlig alder oplever omsorgssvigt, vrede, sorg, savn og bitterhed og senere som ung tager stoffer, bliver destruktiv, kriminel og aggressiv, og heldigvis også musikinteresseret. Der rejses en nærliggende antydning af et bogstavbarn født i en tid og nogle rammer, hvor forældrenes ressourcer på ingen måde stod mål med de krav, det lille lyshårede barns åbenlyse ekstraordinære personlighed krævede, på godt og ondt.
Således sendes han i en årrække fra det ene familiemedlem til det andet, når det senestes tålmodighed efter et par uger er blevet slidt ned under guldbrædderne af hans krævende adfærd. Som barn får han ritalin og som ung virker hans stofmisbrug som en form for selvmedicinering.
Stofferne er virkelighedsflugten og musikken bliver et redskab med hvilket han forsøger at genvinde troen på kærligheden, trygheden og følelses af at høre til og have betydning, og ovenikøbet skabe noget nyttigt ud af elendigheden.
Her er den åbenlyse socialrealistiske vinkel, som løfter denne film højere op end de traditionelle dokumentarer om Kurt Cobain – ikke at de ikke berører Kurt Cobains baggrund, det gør de; men netop som afsæt til transformationen til rockgud i Nirvana som bliver hovedtemaet i stedet for det samspilsramte barn i Aberdeen, USA, hvor drømme bliver til mareridt.
“I Found it hard, it’s hard to find, oh well, whatever nevermind.”
Det er ”forfriskende”, at filmen slutter kort før selvmordet, og ikke falder for fristelsen til netop at rode rundt i efterdønningerne. Der er unægtelig stor forskel på, om man betragter Kurt Cobains liv ud fra en rockmartyrie æstetik eller som et stilstudie i en misbrugers gedigne lifecrash, og det er vigtigt, at man her for en gangs skyld afstår fristelsen fra på en eller anden måde, at vende en tragedie til noget positivt. Ingen af de medvirkende i filmen forsøger til deres ros at mele en kage og fortælle, hvordan de som de eneste forstod ham bedre end andre, eller helhjertet forsøgte at hindre ham i at tage stoffer. Det gjorde ingen tilsyneladende. Det er bemærkelsesværdigt, så overrumplede, uafklarede og paffe de fleste af dem efter 21 år stadig fremstår, ikke mindst moderen Wendy O’Conner, Courtney Love og bandmedlemmet Krist Novoselic.
Nogen gange går det bare haywire og det gjorde det for Kurt Cobain.
Filmen havde premiere i Grand Teatret den 23.04.2015, og havde sidste visning den 10.05.2015. Siden vises efterfølgende via HBO, hold øje med den, det vil du ikke fortryde, selvom der ikke er tale om nogen feel good film.
Montage Of Heck
Instruktør: Brett Morgen
132 min.
2015, USA
Skriv et svar