Freddie Mercury: 70 år

Freddie Mercury har den 24. november været død i 25 år. Hvis ikke han var død af AIDS nogle måneder inden man begyndte på den revolutionerende tretrins- behandling, så kunne han være fyldt 70 år i dag, og måske havde han stadig beriget os med sin sangskrivning, stemme og performance. I dag, den 5. september, ville han have været fyldt 70 år hvis han havde overlevet den alvorlige sygdom.

Mindekoncerten 

Da populærmusikkens creme de la creme 20. april 1992 mødte op på Wembley Stadion for, sammen med Queens resterende medlemmer Roger Taylor, Brian May og John Deacon, at vise deres respekt til afdøde Mercury, var det en koncert, der blev båret oppe af mange følelser, sorg, glæde og momentum. Hyldesten var ægte nok, men den kunne aldrig give det endelige billede på hvordan eftertiden ville huske ham. 25 år senere må det være muligt at drage nogle konklusioner.

Anti kunst

Men først tilbage i tiden; især i det første årti, fik Queen dog ret store tæsk for at have store egoer, og ikke bringe noget nyt til bordet. I en tid hvor rockmusikernes øverste hylde blev anerkendt for at lave det ene svulstige og navlepillende koncept/art-album efter det andet, er det bemærkelsesværdig, at Queen fortsatte med samtidig at sprøjte hits ud, altså anti-art. Det var ikke tilsigtet siger Brian May, men det var bare nu en gang et format som de (også) mestrede. Alle sendte singler ud, også Floyd og Genesis, men de solgte bare ikke nær så meget. Queen lavede imidlertid semi-konceptalbums (Queen II, “A Night at the Opera, A Day at the Races”), de havde mange komplekse og progressive elementer i talrige numre – eksempelvis “Bohemian Rhapsody”, “The Prophets Song”, “March of the Black Queen” og “Ogre Battle” – og de viste, at de kunne håndtere dynamik- og genreskift på en måde der stadig fascinerer bands som Foo Fighters, Muse og Dream Theater.

Ambitioner 

De lagde på i studiet med disciplin, ambitioner og grundighed. De løftede overliggeren gang på gang, ikke mindst i kraft af et godt samarbejde med den legendariske producer Roy Thomas Baker (som også producerede danske Gasolin’). De gjorde det bare aldrig rigtig for at provokere, for at være avantgarde eller skabe et ikonoklastisk musikalsk manifest, dertil elskede de deres egne musikhelte for meget. Der var ingen revolution. Intet oprør; de stod på skuldrene af deres egne giganter, og gjorde det af kærlighed til musikken. Kærlighed til alt lige fra The Beatles, Beach Boys, George Formby, Robert Plant, Jimi Hendrix, Marlene Dietrich og Buddy Rich. Alt dette ville de pakke ind i vellydende overlegent udførte numre med deres egen umiskendelige signatur. Og de holdt hinanden til ilden; hvis May blev kåret som den bedste guitarist i et tidsskrift, så ville Roger Taylor være den bedste trommeslager og Mercury den bedste sanger – og på skift opnåede de det de ville.

Mr. gender bender

Og så er der dét med seksualiteten; den britiske populærmusikverden og ikke mindst den britiske rockpresse, har altid haft en paradoksalt kombination af bornerthed, reservation og samtidig et hysterisk, pubertært og fjantet forhold til kønsrollerne og ikke mindst det homoseksuelle element. Kan vi more os over det, så er det slet ikke så farligt alligevel, og os, som jo slet ikke er homoseksuelle, kan sagtens grine overbærende af det hele – vi føler os ikke truede (i vores homosociale fællesskab), vi leger allerhøjst bare lidt med det. For sjov. Eller også er vi virkelig vågede…?

Det er nogle helt vildt besværlige kodekser, som man skal kunne følge, hvis man skal falde ind under den rette kategori og blive anerkendt som autentisk rockmusiker, og ikke mindst mange kvinder har tidligere måtte erkende, at den eneste sande rockmusiker, er en heteroseksuel mandlig rockmusiker.

Betegnelser som gender bender, androgynitet, maschismo og misogynitet har hærget kønsforskning i populærmusikken i mange år. Det kan vi slet ikke finde ud af her på RockZeit, men det er bemærkelsesværdigt, at genre-benders med Bowie som gallionsfigur (med rette) blev værdsat for at udforske kønsstereotyperne, mens Mercurys over the top persona blot blev kaldt camp og for meget; Bowie blev anerkendt for at kaste sig ud i kønnede eksperimenter, men var dekonstruktivistisk, distanceret og alien-agtigt androgyn i sin tilgang, konstrueret ud fra en heteroseksuel ramme. En mand som leger med kønnet, men som vi grundlæggende opfatter som heteroseksuel, han sætter sin egen prestige på spil. Det er heltemodigt, og det kan vi relatere til.

Mercury legede ikke med kønnet. Han var ekstrovert på scenen, jovist, men dragterne, hans mimik og gestik, var ikke pastiche, det var, som han har udtalt, den måde hvorpå han gengav musikken visuelt kraftfuldt og noget der faldt ham naturligt når han stod i rampelyset. Han nød det. No pain. Det var slet og ret hans scenepersona uden filter; og særdeles feminint bøsset i 70’erne og meget macho bøsset i 80’erne. Derved er der ikke noget som der talte direkte til den heteroseksuelle britiske rockpresse, og han udfordrede ikke på den måde the rockestablishments usikkerhed eller selvfølelse. Han var bare – for meget. Blandt andet derfor havde Mercury vanskeligere ved at opnå anerkendelse som ægte og interessant på de etablerede bedømmeres præmisser.

Vi hungrer stadig

Men for mange andre samfundsgrupper har Queen stået for sammenhold, indre styrke, accept, kærlighed og køns- og farveblindhed. Man kan håbe, at Queens fortsatte globale berømmelse, og den stigende anerkendelse hos pressen, udtrykker nogle samfundsdynamikker, som er til gavn for os alle.

Eftertidens, gamle som nye, musikelskere har i dén grad holdt fast i det gigantiske globale greatest hits katalog, som Queen nåede at producere på de 20 år, alle bandets fire faste medlemmer var aktive. Måske er det bare fordi, at budskabet er banalt og pakket ind i vanvittigt godt gennemarbejdet musik: elsk hinanden, hold ikke hinanden nede, vi kan allesammen blive noget stort, grib livet mens du er her, og husk at more dig.

Freddie Mercury hører således til, helt oppe blandt de største rockstjerner, og mens hans persona og meritter, da han var i live, var omdiskuteret, så har pladesalg, diverse reissues, samt musicals og Queen + Adam Lamberts verdensturneer efterfølgende understreget, at Mercury var andet end en storskrydende behagesyg vaudeville refrainrockdiva, hvis betydning døde med den fysiske død. Folk vil stadig have mere Freddie, eller reminiscenser af ham.