Give me convenience or give me death! – Suffocation på Copenhell

Dead Kennedys har engang lavet en plade, der hedder ‘Give Me Convenience Or Give Me Death’. Det kunne såmænd sagtens være temaet for den sene lørdag eftermiddag på Copenhell, hvor man forlod Steel Panthers uforpligtende gøglerrock på Helvíti, for i stedet at gå til Pandemonium og blive straffet af Suffocations tekniske dødsmetal.

Suffocation tilhører samme generation af amerikansk dødsmetal, som Obituary og Cannibal Corpse, fra Florida, hvor Death havde skabt stilen. Obituary og Cannibal Corpse spillede brutalt, men også med en – efter dødsmetalstandarder – ligetil sangstruktur. Suffocation, der kom fra New York, fik til gengæld inspiration fra byens grindcorescene og førte grindcorens uforudsigelighed og instrumenthåndtering sammen med dødsmetallens brutalitet. Teknisk dødsmetal var født.

Og Suffocation har gennem deres 28-årige karriere passet godt på den førstefødte. Intet grundlæggende har ændret sig, på de kun 7 plader, bandet har udgivet, og tak for det. Det er død med mere død på, og Suffocation er stadig blandt de ypperste i deres niche – også live, hvilket de beviste til fulde på Pandæmonium.

Mange udskiftninger

Det står som bekendt i reglerne for dødsmetal, at det meste af bandet skal skiftes ud med jævne mellemrum, og leadguitarist Terrance Hobbs var da også det eneste oprindelige medlem, som var på scenen på Pandæmonium. Den oprindelige forsanger, Frank Mullen, som besidder det dybeste og mest skræmmende growl i branchen, havde ellers annonceret, at han ville tage denne ene tour med bandet, men det rakte altså ikke til Copenhell.

Men der var ikke en finger at sætte på Hobbs nye legekammerater. Hele flokken – inklusiv fødselsdagsbarnet guitarist Charlie Errigo – arbejdede med milimeterpræcision for sagen, uden at det blev teknik for teknikkens skyld. I Suffocations univers har alle stop, afsæt og afvigelser en brutal mening, og de kastede en kolossal energi af sig og udover Copenhells publikum.

Forsangeren væltede mere rundt på scenen end standarden er i dødsmetallen og huggede sine growls ud i luften med håndkantslag. Resten af bandet forblev i position med fuld fokus på at levere tempo, præcision og breakdowns, men når de skulle, så kunne de, og der blev banget hoveder i hele lineup’et.

Enorm energi

Hvad spillede de så? Den med Satan? Tja, jeg fangede ‘Pierced From Within’ fra gennembrudspladen fra 1995 men var ellers ramt af én af dødsmetallens egne begrænsninger: Numrene ligner hinanden, hvis ikke man er godt hjemme i repertoiret. Det gælder i hvert fald for mig, selvom jeg hører en del dødsmetal. Helt ærligt tror jeg også, det gælder for flere af jer derude. I vil bare ikke indrømme det. Det vil ikke være trve metal.

Men det gjaldt ikke for ham den skaldede, der stod ved siden mig under koncerten… han kunne hele lortet udenad. Ham kunne jeg selvfølgelig have spurgt. I stedet gjorde jeg som de øvrige publikummer omkring mig – hoppede på toget og kørte igennem på den enorme energi, Suffocation sendte ud over scenekanten. Publikum var oppe i gear fra første riff og moshede lystigt med, og Suffocation greb rebound’en og brugte energien til at løfte egen indsats.

Det var da også et åbenlyst tilfreds band, der lod sig forevige med publikum i baggrunden efter sidste nummer. For selvom det handler om lemlæstelse og indvolde, kan man godt grine over hele krydderen, når det bare flasker sig sådan en lørdag eftermiddag.