Glenn Hughes: Classic Deep Purple Live Viften, Rødovre

Glenn Hughes – AKA The Voice of Rock – trådte i onsdags ud af Ian Gillans lilla skygge og viste, at man stadig kan performe respektfuldt fra den gamle sangskat, selvom man tilhører rockens grå guld.

Når den Lilla farve bliver rusten

Et af hardrockens helt store legendariske flagskibe, Deep Purple gæstede Valbyhallen den 13.11.2017 og trods rutine og mesterligt håndværk fra bandets side, overskyggede fraværet af Gillans tidligere glorværdige stemmepragt det, der skulle have været en (positiv) uforglemmelig oplevelse. Jeg har stadig en ærgrelse over, at Gillan vælger at misligholde sin legendestatus foran så mange mennesker, og jeg kan huske, at jeg den aften, tænkte, at Glenn Hughes kunne negle den opgave til gulvet. Jeg klappede mig selv på skulderen, da jeg sidenhen konstaterede at, det synspunkt var han også selv nået frem til. Derfor så jeg virkelig frem til gårsdagens koncert.

Store navne

Glenn Hughes karriere er i sig selv et kapitel for sig og udover en glimrende solokarriere, har rockens stemme blandt andet medvirket på en unævnelig række af andre kunstneres plader, herunder  Tony Iommi’s album “Seventh Star” , der efter pres fra pladeselskabet blev lanceret som en Black Sabbath udgivelse. Hughes har i flere år haft stor succes med supergruppen Black Country Communion, der har udgivet flere studiealbums, senest i 2017.

Glenn Hughes periode med Deep Purple er legendarisk i sig selv og bestod af en urimelig stor talentmasse på een gang; prøv at kigge på de her navne: David Coverdale, Glenn Hughes, Ritchie Blackmore, Jon Lord og Ian Paice; det er sgu svært at overgå, og det er da også kun den endnu mere legendariske forudgående line up med Rickie Blackmore, bassist Roger Glover, Ian Gillan, Ian Paice og Jon Lord som må siges at have større betydning (Purples udskiftninger af medlemmer og interne stridigheder er et langhåret kapitel i sig selv, og jeg vil ikke bruge tid på deres forkætrede Mark betegnelse af deres utallige bandkonstellationer, men blot anbefale at man selv at går på nettet for at få en komplet liste, hvis man har en dag eller to til overs).

Og nu til koncerten

Arrangementet i går var lidt forsinket, og det tog lidt tid før køen med de vigende grå hårgrænser var blevet opspist af Viften. Det var selvfølgelig helt efter bogen, at Hughes baserede aftenens på numre fra hans Purple periode, hvor han og Coverdale supplerede hinanden godt. I en proppet koncertsal, sparkede Majestætiske “Stormbringer “ koncerten i gang med lidt lydknas, men med overraskende fyldig og rå trommelyd. Ret hurtigt kunne man konstatere at Hughes til denne, turneens første gig, havde godt styr på vokalen.

Bandet skulle bruge nogle sange på at finde sig til rette i Viften og efter en pligtudgave af “Might Just Take Your Life” og en særdeles velsmurt og tung funky blues version af “Sail Away”, fik Hughes skruet helt op for sit hysteriske sonarskrig, og vi fik virkelig en treat af de store med “Mistreated”, hvor han fik takket danskerne mange gange for vores imødekommenhed og han fik sagt flere gange, hvor taknemmelig han var som 16 årig at få lov at spille sit første job – i Danmark. Selve nummeret blev spillet mega tungt og udover en fed, skrabet og rå guitar solo af allestedsnærværende Søren Andersen, indgik denne i en groovy duet med Hughes vokal. Hughes spændvidde er uvirkelig og hans soul’ede fraseringer fik vi her de første lækre bidder af. Der var mere i vente.

Gaaaaaaab!

Der er tit et dyk under en koncert, hvor man føler at man træder vande og at man bliver snydt så det driver. Her taler jeg om langgaberudgaven af “You Fool No One”. Bevares, alle musikere vil gerne stå i spotlyset og sole sig, og alle medlemmerne på scenen er jo håndplukket af Hughes og må derfor have en vis talent. og han brugte også lang tid på at hylde hver enkelt på scenen, især de to danskere, Søren Andersen og tangenttroldmand Jesper Boe Hansen og begge fik deres stjerne stund i navlepilleriets tegn. Det var fint og de kan virkelig spille på deres instrumenter, men det var også jævnt kedeligt og ordinært. Bedre blev det ikke, da Hughes nyeste opfindelse, en ung gut fra Santiago, gav en retrospektiv demonstration af klichetrommesolerne fra 70’erne/helvede. Tre instrumentale soli i et nummer er i overkanten. Folk går jo kolde. Der var flere gange hvor man tænkte at nu måtte nummeret da slutte, men det var tydeligt, at Hughes skulle bruge lidt tid til at samle flere lyse toner sammen. Bevares, manden er oppe i årene.

En tur på det flotte transportbånd

Et af de smukkeste øjeblikke var, da Hughes med “This Time Around” gav et rørende “nik” til Jon Lord. Det var en virkelig smuk version af den flotte jazz ballade, hvor Boe Hansen lagde sjæl i et sart og bart akkompagnement. Vi er mange der savner Lord og Hughes er tydeligvis en af os. Endnu en Lord kollaboration “Holy Man” fungerede flot og bidrog med sin melankoli til at give koncerten farve. Der var i denne fase af koncerten et element af transport-nummer disease, hvor man er nødt til at geare lidt ned mellem de formodede højdepunkter; men de udvalgte midtvejsnumre rummer så mange stemninger – som få andre rocksangere end Hughes kan håndtere – at de var berettigede og dermed bidrog til en særdeles dynamisk sætliste – og hvor skal man ellers sætte disse numre ind, når der står bulder og brag på menuen i begyndelsen og afslutningen? Herefter fik vi en spunk udgave af “Getting Tighter” og hold da op, hvor havde Andersen godt styr på det groovy introriff. Det er et ret undervurderet riff, synes jeg, og selve nummerets funky soulrock flow havde en berusende indvirkning på publikum. Den bløde soul fornemmelse, som vi blev præsenteret for drypvis, er noget som Deep Purple altid har haft i sig og som Hughes og Coverdale fik drevet langt videre end før dem. Jeg synes ikke helt den nuværende besætning kuunne levere den groove og elegance som nummeret har bedst af, men som sidste transport nummer klarede det sig godt og publikum holdt gejsten oppe mens der blev lagt op til…

Smoooooke on the water!

Som et af de to ikke-Hughes-æra numre, fik vi det måske største Purple nummer af dem alle, det forbudte nummer, som de fleste kan nynne riffet fra, men som de færreste forstår at sætte pris på. Urrockens ABC på en håndfuld minutter, hvor der er skåret ind til benet og hvor essensen af rock griber ud efter een, i al sin simplicitet og vildskab. Det kom godt op at ringe i onsdags, men det tog lidt tid og det var som om, at publikum slet ikke havde brug for denne leflen til den kollektive Purple fanatisme. Koncerten var jo en succes baseret på Hughes kvaliteter og dette primalnummer havde slet ikke den elegance som mange af de andre numre havde, og som Hughes stemme er bygget til. Og bedst som man tænkte at nu slutter nummeret med kaskader af tordentrommer og guitarlir, så tog Hughes os til endnu et nyt sted i musikken og leverede en forbløffende smuk udgave af “Georgia on My Mind”. Man kunne næsten mærke Rays tilstedeværelse. Der var lidt kuldegysninger hos undertegnede, skulle jeg hilse sig sige, ikke mindst da Hughes sang andet vers en oktav over – holy moses – eller gav en demonstration af en fraserings-tour de force, som om han havde gået i Motowns søndagsskole. Helt uvirkeligt.

Ud med et brag

Det kan ikke komme bag på nogen, at “Burn” var et af ekstranumrene, det er et af Hughes helt store magtpræstationer og de rockede og rullede også godt i onsdags. Resten af bandet, især Andersen, leverede godt og grundigt, så det rykkede i gonaderne. For en gang skyld slap Hughes bassen til aftenens sidste nummer “Highway Star” fra “Machine Head” (1972), så han kunne koncentrere sig om vokalarbejdet. Basopgaven blev tildelt en urimeligt stenet roadie med et ansigt så udtryksfuldt som en gammel hakkebøf. Han passede sine forpligtelser i ro og mag, mens han lænede sig søvnigt op ad Meza Boogie tårnet. Nogle mennesker ORKER bare ikke at se engagerede ud. Med de sidste bombastiske numre, blev en ellers stemningsfuld og musikalsk koncert afsluttet lidt for knallert agtigt. Lidt unødvendigt, men selvfølgelig, det er jo primært hardrock, det her… jeg stod bare stadig og hørte Rays stemme inde i mit hoved. 

Jeg vil sige, at det var virkelig en fed og vellykket koncert; Hughes stemme og karisma var trækplastret, og man fattede ikke at hans vokal havde så mange dimensioner. Bandet gjorde det fint uden at shine. Nogle numre passede bedre til dem end andre og det er også helt ok, det var trods alt ikke dem der lavede dem. Det bandet gjorde rigtig godt, var at spille ægte og rough og de var fuldt til stede i stemningen. De var ikke ekvilibrister, men de havde store lyttebøffer og tilførte numrene lidt af den utæmmethed som 70’ernes Deep Purple var proppet med. Den unge mand fra Santiago var blevet placeret bag trommerne for nogle dag siden og han faktisk en eminent evne til at fange 70’ernes upolerede rocklyd med flere boller end finesse. Det var en meget mørk og tung trommesound og det sjaskede til tider lidt vel meget, men omvendt, så sørgede det for, at bandets udtryk flåede os i ansigtet mere end det aede os.

Det som jeg savnede af nerve og farlighed hos Deep Purple efteråret 2017, fik jeg i Viften i onsdags – ikke mindst en vokal som sparkede røv.