Glenn Hughes imponerede med sit lilla nostalgi trip på Hades, 22/6/19

Manden med den vanvittige stemmespændvidde og klanglige alsidighed gæstede Hades scenen lørdag eftermiddag og jeg var spændt på, om hans ofte soulede og ekvilibristiske vokaleskapader ville falde igennem eller ej under Hades vindtunnel forhold. Og måske ville hans kærlige cry outs til publikum blive lidt for nuttet til de barske metalhoveder?

Lidt startproblemer, og så afsted!

Glenn Hughes er en bundsympatisk entertainer, og med 50 års erfaring og en forrygende bas/vokal rolle i Deep Purples forkætrede Mark III og IIII æra, samt adskillige solo og sideprojekter, var kvaliteten fra start på plads. Man anede den respekt navnet Deep Purple har blandt true metalheads og derfor var der mødepligt. Man vidste på forhånd, at manden ikke tryller kaniner op af hatten, men udelukkende baserer koncerten på evidensbaseret sætlistesammensætning; altså Purple hits så det klodser, navnligt hans egen epoke. Det startede dog ikke vanvittig godt og paradoksalt nok var det især lyd bøvl med den hypede vokal, der var tæt på at køre den ellers smukke og imponerende “Stormbringer” i sænk. En ærgerlig måde at skyde koncerten igang på, men bandet og ikke mindst Hughes selv tog det über cool og fortsatte bare med at fokusere på deres job og lade lydmændene rette fejlen. “Might Just Take Your Life” kom efterfølgende og herfra fik Hughes helt fat i folk.

Danish design

Han var god til vedvarende at inddrage publikum og vi var parat til at returnere skrål og skrig – og dem var der mange af, måske lidt for mange, men ok, når han er den eneste hardrocker omkring de 70 år, som stadig kan diske op med de vilde glamskrig, så giv den da los. På den måde holde han en legendarisk hardrock feature i live. Koncerten kom godt op at koge til “Sail Away”, og resten af musikerne, især danske Søren Andersen på guitar og organtæskeren Jesper Bo Hansen lirede derudaf i bedste halvfjerdser style. Generelt spillede bandet langt mere med nosserne end med akkuratesse og det gjorde udtrykket ret halvfjerdser-autentisk.

Hughes har familie i Danmark, betragter Søren som hans søn og derfor måtte engelske Ash Sheehan på trommer også finde en dansk vinkel, hvilket behændigt leflende blev klaret med en Christiania T-shift, et valg der henrykkede folk, med alle de referencer til hash, de vilde halvfjerdsere, love, peace and harmony og syretrip og what have you, som Deep Purple i den grad også kan kædes sammen med. Og så ligger staden jo bare lidt længere ned af gaden. Af mange numre fra Burn (1974) fik vi også “Mistreated”, som måske i sin form læner sig lidt for meget op ad Zeppelins “Since I’ve Been Loving you”, men som tog tempoet ned på et roligere niveau, hvilket gav mening og samtidig også gav Hughes plads til sine vokale tryllekunstner.

Sangen fra urtiden

Vi fik faktisk ret hurtigt “Smoke On The Water”, der som bekendt står på side 3 i heavyrockens store Build-A-Song bog. Menneskehavet smilede skævt, men overgav sig helt og aldeles og brølede med på det legendariske omkvæd, sang det endnu mere legendariske riff og rokkede i takt med at klichéerne hobede sig op. Det er lidt ligesom at lave spaghetti med kødsauce; det er hamrende banalt og alle fra 12-80 år kan lave en standard udgave, med de få nødvendige ingredienser. Men hvis det skal smage rigtig godt, så kræver det indlevelse og attitude og det havde bandet i kilometermål. Man var ikke i tvivl om, at de nød at spille det nummer, selvom dets bestanddele udelukkende består af musiske elementer, der får Tools Maynard James Keenan til at vågne kl. 3 om natten med hjertebanken, badet i sved. Men alt var godt, Jesper Bo Hansen besteg orglet, Søren hev tidsler af pigtrådshegnet og Hughes gav igen og igen prøver på hans formidable vokal. Således som standard item serverede han også på Hades en akrobatisk version af Ray Charles’ smukke “Georgia”, med overjordiske oktav spring og falset fraseringer og soulede melismer som var det f…. Prince der stod på scenen. Helt vildt, helt sort faktisk, jep, Glenn Hughes er det ny sort og i øvrigt også Stevie Wonders yndlings hvide sanger.

Dybe lilla stød

Efter denne lille intime vokal-tour de force, bombarderede bandet os med svulstig morfarboogie i form af en hæsblæsende “Burn”, med Blackmore agtigt guitarfræs og Jon Lord overload orgel. Sidste purple boogie raseri fik vi med “Highway Star”, der var så ubehøvlet fedt og potent, at det fik en kollega til at karakterisere det som noget af det bedste, han havde hørt på  Copenhell.

Under svære udendørs forudsætninger og med en crowd, som kun til dels havde betalt for at se lige præcis ham, så slap Glenn Hughes virkelig godt fra sit oldtidsrock. Næsten på højde med koncerten i Viften sidste år. Der var masser af vildskab og potens og således også en berettigelse på denne festival og en manifestering af den betydning, de lilla drenge har haft siden slut tresserne/start halvfjerdserne. Når Hughes nu en gang ikke er fra den legendariske Mark II æra, måtte man så acceptere, at vi ikke fik alle hittene, men alligevel tilstrækkeligt til at skabe en hammerfed hyggefest.