Golden Oldies fra Destruction

Så er der igen destruktive Golden Oldies fra de tyske thrashere Destruction. Det er jo ingen hemmelighed at nogle af helt gamle Destruction-numre efterhånden er for skrabet at høre på efter moderne metal-standarder. Det har de i dén grad lavet om på, og efter at have genindspillet 15 tracks på “Thrash Anthems” fra 2007 er trioen nu tilbage med anden omgang; ”Thrash Anthems II” som du kan få fornøjelsen af den 10. november.

Ond antologi

Første anslag af den tyske slager-antologi, er ”Confused Mind” fra albummet ”Eternal Devastation”. Clean guitar og bas starter det velklingende barok-inspirerede intro, som Destruction-tilhængere nok kender til bevidstløshed. Guitar-stemmen er væsentligt bedre spillet end i gamle dage, og bassen er, ja, næsten for godt spillet. Den er total smooth og glider dejligt afsted med en venlig lyd og understøtter den karakteristiske akkordbrydnings-melodi fra guitarist Mike Sifringer….men hov, der også noget nyt ved nummeret. Det står i d-mol. I gamle dage var de i e-mol, så den nye version ligger lidt lavere end den oprindelige. Interessant.

Efter introet går det så amok som traditionen byder i genren, og hold kæft hvor det rykker. Den relative nyankommne  trommeslager Vaaver (Wawrzyniec Dramowicz) viste den 17. december 2015 i Pumpehuset, at der ikke er noget der halter, hverken på plade eller live. Den tekniske kunnen for thrash metal musikere i dag er skyhøj, og det må man sige at Destruction er med til at slå fast med syvtommersøm. Der er konstant energi og spændstighed i denne nye version af ”Confused Mind”. Schmier synger lidt anderledes i dag end i gamle dage, og vokalvolumen er også lidt lavere, hvor der i dag er mere fyld på guitaren.

Sort messe

Andet nummer går helt tilbage til 1984 fra albummet ”Sentence of Death”…dén hvor bandet er affotograferet på frontcoveret med nitter og patronbælter som soldater der skal i krig…ha, det var dengang. Nummeret har gode simple riffs som både er sjove og fede. Det er meget banalt lavet, og der er også levn fra Judas Priest i de langsomme riffs, så det er virkeligt begyndelsen af thrash metal det her. Det klæder nummeret at få lidt moderne punch, for der er ikke så meget i det, rent kompositorisk.

“Dissatisfied Existence” fra albummet “Release From Agony” er fjerde nummer på ”Anthems”, og er lidt unødvendigt i min bog, for lydstandarden og musikaliteten er i top på originalen, og er i min bog helt klart Destructions bedste album. Men det er OK, når de nu er i gang med det helt store dyk i godteposen, at trække numre op fra alle aldre.

Den sorte død

I thrash metal er der jo nogen der skal lave et nummer der hedder ”Black Death”, og det har Destruction som bekendt fra albummet ”Infernal Overkill” (1985), og det får vi her i en saftig udgave. Det hurtige nummer var ganske væltende utight i gamle dage, og det har fået en god opdatering, men på en måde hvor det stadig er dejligt larmende og ondt.

Mørkets fyrste lægger det sidste kort

Det er ren humor at kigge på tracklisten på denne antologi, for det er alle de lavthængende metalfrugter der er brugt til at lave titlerne, og mon ikke det så er passende at slutte med ”Satan´s Vengeance”? …ja, vellykket afslutning på denne omgang Anthems.

Pre-Neo-Post

Destruction har for anden gang leveret slagkraftige udgaver af udvalgte numre fra gamle dage, og det er en ganske medrivende og nostalgisk oplevelse som Destruction-kender. Det er noget der river i ørerne, og Destruction er et band der har usandsynligt få ophold i musikken i form af breaks og decideret pauser.

Man skal være beredt på at det er noget der river i øregangene, for det hele kører derudaf med det ene riff som overtager det andet. De har dertil stadig en ret diskantet lyd både i guitar og vokal, så det er stadig hård kost at høre en hel times Destruction den dag i dag.

Men det er superfedt, at bandet er stabilt i forhold til bemanding, og de kører med fuld styrke med hensyn til nyt materiale, Anthems og livekoncerter…og skønt med Schmiers tilbagevenden til bandet i 1999 efter en pause på ti år. …

Jeg har aldrig syntes, at sangeren André Grieder var noget for bandet på albummet ”Cracked Brain” (1990), men forsangeren Thomas Rosenmerkel var ret overbevisende på ”The Least Successful Human Cannonball”, som betegnes som Neo-Destruction-perioden, som man måske også kan fornemme på den helt anderledes titel. Med et anderledes cover og uden det karakteristiske logo, påtog de sig en amerikansk extreme rock-metal stil som var uhyre effektivt, men langt langt fra Destruction-stilen, så langt, at mange synes at de burde have valgt et andet navn til projektet, hvilket faktisk giver mening.

”Thrash Anthems II” er det modsatte af Neo-Destruction, og det er fedt at old school-Destruction kører videre ufortrødent og energisk som aldrig før, og med den legendariske Schmier ved roret. De viser igen med denne hyldest til deres eget katalog, at de står inden for deres stil og at de nok ikke falder tilbage i andre eksperimenter foreløbig.

Denne Destruction-upgrade er helt sikkert til 4 stjerner.

Mens du venter på nye stof, kan du jo varme op med Thrash Anthems fra 2007.

God fornøjelse;