Haken: Affinity

Ligesom deres tidligere album har de ambitiøse musikere i Haken igen et solidt progressivt greb om komposition, dynamik og virtuositet. Med alle de fedeste kort på hånden, kan man således forvente, at bandet får skabt noget ekstraordinært på “Affinity”, om ikke andet så en gang i mellem.  

Hakens fjerde album “Affinity” er velproduceret, som sædvanlig af Jens Bogren (Opeth, Devin Townsend, Between The Buried And Me), og bandets afmålte og raffinerede sound vidner om stor forkærlighed til den velpolerede del af den progressive rock og metal, med bands som Rush, Dream Theater, Genesis og Spocks Beard som oplagte referancebands. Med Ross Jennings absolut rene og lyse kordrengeklang a la danske Jonas Bjerre er der således tale om en stiliseret versionering af de førnævnte bands mere pæne og æstetiske elementer, og derved mister man af og til lidt af den råhed og tyngde, som den “ægte vare” trods alt også byde på.

Hakens affiniteter

Haken har dog rigtig godt styr på hvad de selv vil, man er slet ikke i tvivl om, at de er på hjemmebane og derfor har man nemt ved at give sig hen til numrenes spændende og virkelig smidige og kreative formledsammensætninger, fuldstændig som når Opeth er bedst og Rush er endnu bedre. Et af disse prestige numre er “1985” (ikke “2112”), som overlegent bevæger sig på et fundament af netop Rush og så Genesis, især Tony banks synth og keyboard motivæstetik slår igennem. De lidt banale Banks synth-temaer og det rene lydbillede får kamp til stregen af  stramme guitarriff og mindst lige så stramme Leprous agtige polyrytmiske og haglende trommeslag. Haken jonglerer desuden rundt med formled og kompleksitet som Dream Theater med et numetal-strejf af Next To None.

På “Lapse” kommer de rigtig godt rundt i populærmusikverdenen med et The Edge intro, hvorefter Mews katalog af drømmeindierock trænger sig på (ikke mindst numre som “Sattelites og “Special” rammer samme æstetiske klangunivers), og rytme sektionen pumper med en nedtonet danceagtig steady puls. Det her er slet ikke prog metal men progressivt, absolut, det er et virkelig interessant nummer, som vokser fra gennemlytning til gennemlytning, i og med, at der sker så sindsygt meget; prøv at lyt til hvordan de ved 2:26 får mast en helt igennem feeeed jazzet synthsolo midt ind i nummeret. Herefter kommer der en spiritualt og roligt, svævende instrumental passage, for til slut at gå amok i en intens afslutning på cirka et minut.

Kunstnerisk arkitektur

“Architect” er albummets helt store armlægning med det store progressive 70’er format, tilsat 90’er bandenes pompøse og symfoniske fornyelser.
Der er mange besnærende og møgarrogante musikalske passager med utallige skift i lyd og effekter, men det mest signifikante motiv skal findes i det tilbagevendende omkvæd, hvor Jennings kordrengeklang, i den mest positive betydning  – kommer til sin ret med en sælsom melodilinje der sætter sig i ens ører. Derudover skal vi igennem klangfarver a la Depeche Mode og tæskebrutalt metal – hvor Jennings rent faktisk ved omkring 10:00 nærmer sig growl – hvis det er ham – samt Brian May guitarlir fra cirka 13:45, før de cirka 15 minutter er ovre. Der er på trods af den store blanding et eller andet særkende, som binder det hele sammen og på den måde får Haken vist deres musikalske suverænitet i alle afkroge, uden at det virker konstrueret; det lyder måske som noget vi har hørt, men man kan ikke pege på noget specifikt, og alle formled virker idiomatiske og originale og lokker til et genlyt. Det er et ret flot, stort og uhyre gennemarbejdet nummer og kan man spille på det niveau, behøver man ikke se sig tilbage længere.

Vurdering:

Så opsummeret: Det er ikke fordi, at Haken ikke kan spille hårdt, der er i mange af numrene virkelig brutalt og piskende tight instrumentarbejde, ikke mindst “Initiate”, som både byder på metal og flot og klangfuld atmosfære, men især med Jennings vokal på toppen og med letforståelig bevægelighed i de melankoli-blå melodifraser, bliver der i alle numrene lagt et velourtæppe udover produktionen. På mange måder tilhører Haken en håndfuld af unge bands, herunder Caligula’s Horse og Leprous (som de også har turneret med), hvor man må erkende, at den bløde vokal, ofte falset, ikke blot fungerer som supplement til metallen, men snarere er det poppede udgangspunkt, hvortil der så kobles metal-afledte brudstykker på instrumentsiden; altså den anden vej rundt, og måske skulle man udvide det progressive begreb yderligere og blot kalde det progressiv populærmusik, idet eksempelvis Haken også benytter sig af enkelte funk og fusionsjazz elementer. Desuden er prog begrebet jo ikke nogen beskyttet titel.

Haken giver således ikke noget bud på et helt nyt lydlandskab, men som blandingsmisbruger, er jeg suverænt godt underholdt og har derfor stor glæde af “Affinity”, især når jeg trænger til en Brian Johnson/Kilmister/George Fisher pause, og det sker da en gang i mellem.