Det er ikke altid at hovednavnet på en plakat leverer den største koncertoplevelse – og det var præcis det vi var vidne til i søndags på Lille Vega, da support bandet HateSphere gav hovednavnet Sinsaenum en lektion i hvordan man sparker et søndagspublikum igang og leverer en røvfed koncert!

Godt nok var HateSphere på hjemmebane og tydeligvis ret meget i hopla over udgivelsen af deres 10. album “Reduced to Flesh”, hvilket er fuld forståeligt, når man har lyttet albummet igennem, men koncerten med HateShere denne søndag var bare ligaer bedre end hovednavnet.
Charme, selvtillid og …. rigtig meget hår
Kæft hvor er I sø’e!
Ingen tvivl om at HS har et stærkt kort på hånden med frontmand Esben “Esse” Hansen i spidsen. Esse er i tæt kontakt med sit publikum fra det sekund, han træder på scenen og formår at sprede sin fynske charme ud i alle lokalets mørke kroge, så man står faktisk og hygger sig enormt meget med følelsen af, at bandet spiller direkte inde i ens egen stue. Samtidig formår han at være indbegrebet af den mørke vrede som HateSpheres numre emmer af. Jeg forundres løbende over hvordan han det ene øjeblik kan se så ond og vred ud, når han sender vilde blikke ud i rummet, mens han slår sig på siden af hovedet eller smider armen i vejret, mens han råber “AY AY AY” udover et publikum der straks stemmer i, og øjeblikket efter smiler han hjerteligt og udbryder på klingende fynsk “Kæft hvor er I sø’e”!
Generelt fremstår HateSphere enormt samspillet og bare glade for at stå sammen på en scene. Hvilket bekræfter svaret fra lyttesessionen inden koncerten, hvor intervieweren fra Devilution spørger, hvorfor bandet bliver ved med at spille og turnere? Her lød svaret at bandet virkelig lever fra koncert til koncert og af synergien med publikum. Lyttesessionen byder også på et par enkelte guldkorn omkring det nye album blandt andet, at det er Fredrik Thordendal fra Meshuggah som spiller percussion på nummeret “Despicable You”, som de også lige bekræfter er en leg på ord over filmen “Despicable Me” ……
Lyden er ikke prangende god til at starte med denne søndag i Lille Vega. Under det første nummer “Corpse of Mankind” er lyden ret tæt og vokalen drukner næsten, men der bliver heldigvis hurtigt rettet til. Ellers er lyden godt afstemt til det lille lokale.
Det sennepsgule album

Koncerten er jo et release-party for HateSpheres 10. album – det sennepsgule album, som Esse grinende kalder det. Metallica har det sorte album, men HateSphere har det sennepsgule – også kaldet “Reduced to Flesh”, som udkom i fredags. Et album der iøvrigt fik 5 stjerner af redaktionen her (anmeldelsen kan læses her). Udover åbningsnummeret “Corpse of Mankind” spiller bandet flere numre fra albummet live for første gang nogensinde. Vi får “Nothing is Definite” og “Ruled by Dominination” hvor der er et stykke med klar sang, som ikke er helt ligeså fed live som den er på albummet. Den sidder ikke helt i skabet i første hug, men det er jo også søndag og en debut for nummeret, og anden gang rammer Esse den heldigvis spot on. Guitar soloen var heller ikke helt lige så skarp som man kunne have håbet. Vi får også mit favorit nummer fra albummet “Can of Worms” – det er hurtigt og vredt, men med en guitarsolo der formår at lægge en længselsfuld stemning ind i vreden.
Men de g0dt 200 mennesker der har rystet søndagssløvheden af og fundet battlevesten frem får også en perlerække af fede numre fra bagkataloget blandt andet “Floating” og “Drinking with the King of the Dead”, som begge har 12 år på bagen, men bestemt ikke er blevet støvet. HateSphere spiller hurtigt og vredt! Blastbeats og riffs flyver udover scenekanten med en hastighed så man kun kan være imponeret. Et samspillet, sindssygt dygtigt band der fuldstændig er i kontakt med sit publikum, som tydeligvis hygger sig enormt meget på scenen og med en frontmand der forstår at få os, foran scenen, til at hygge os mindst lige så meget og smile stort, når nakkemusklerne lige hviler. Et par af de nye numre kan strammes lidt op og trods lidt knas med lyden i starten, så er der absolut Wall of Love herfra!
Rundt i landet med det sennepsgule
Koncerten i Lille Vega var blot et lille stop på en længere Europa turne som Hatesphere er på, henover oktober og november, men resten af landet skal da ikke snydes, så inden bandet forlader scenen når Esse lige at informere os om, at de er tilbage i København sidste torsdag i februar 2019 og at den koncert bliver starten på deres Danmarks turne. Ay ay ay hvor jeg glæder mig allerede!
Søndagssløvhed i selskab med Hr. Skægs vrede fætter

Det bliver svært at slå HateSphere på hjemmebane og da Sinsaenum træder på scenen (efter den lige er blevet pimpet lidt op med flag og flashy mikrofonstativer) er det faktisk også som om de har givet op på forhånd. Der er ingen energi i bandet, der aldrig rigtig når publikum – egentlig når de heller aldrig rigtig hinanden.
4 numre inde i set-listen har over 2-tredjedele af publikum besluttet sig for at sofaen måske alligevel er et bedre sted at tilbringe sin søndag.
Bandet åbner med en backtrack intro (det er åbenart det nye sort) og indtager deres pladser på scenen med ryggen til publikum, mens trommer baldrer derudaf. Ikke en gimmick jeg er stor fan af.
Forsangeren Sean Zatorsky står hævet højt over publikum på en lille trækasse forrest på scenen, og brøler sin vrede ud igennem et skæg der næsten matcher Hr. Skægs (…..nej – det er ikke en musiker reference). Han stirrer ondt ned på os og ligner en der mest af alt har lyst til at rive huden af vores ansigter. Musikken mudrer ud igennem højtalerne uden at man rigtig kan adskille instrumenterne fra hinanden eller Zatorskys vokal for den sags skyld. Den fede stemning opbygget af HateSphere er som fordampet ud igennem de to dampmaskiner der hvert andet øjeblik sender skypumper af røg op under sceneloftet i så store søjler, at selv Defecto må være grønne af misundelse.

Udover stemningen, fordamper størstedelen af publikum også under koncerten, 4 numre inde i set-listen har over 2-tredjedele af publikum besluttet sig for at sofaen måske alligevel er et bedre sted at tilbringe sin søndag.
Det mest positive jeg umiddelbart kan finde og sige om Sinsaenum denne søndag, er at alle bandmedlemmerne er iført en HateSphere t-shirt! Denne aften var HateSphere ikke opvarmning for Sinsaenum – Det var nærmere Sinsaenum der var nedvarmning for aftenens egentlige hovednavn: HateSphere!