Bjergtaget af Bjergtaget

Kategorien “danske sjælfulde lyrikere, sat på beat” er altså ikke hverdagskost for os Rockzeitere. Det sker dog, at vi fanger den, og i dette tilfælde skulle man ikke have antennerne ude særlig længe for at tune sig ind på det åbenlyse; Bjergtaget ønsker at blive hørt og kendt for at være sig selv – helt ind til benet. Man bliver næsten chokeret, når sådan noget sker, men i dette tilfælde blandes chokket med uforfalsket respekt og tilfredshed. 

Albumaktuelle Bjergtaget har allerede fået gode skudsmål fra nogle af vores kolleger og det virker velfortjent. Få danske band insisterer så kompromisløst på deres eget tekst- og tonesprog. Bjergtaget har på deres helt egen facon viklet sig flot ind i en blanding af avantgard-postpop, Hugh, Sommer, lidt Sebastian, Lauritz Emanuel – og noget så kærkomment som lidt Jeff Buckley-soundscape, med dertil hørende krasse akkorder, rytmer og dygtig brug af vokal (herunder flotte falsetter). De kalder selv deres genre for progressivt folke-pop, men vigtigst af alt er, at de synger på dansk, og med det samme vokser ens ører instiktivt, for det kan jo være at der er noget at hente. Og ganske rigtigt, på stort set alle numrene, jubler jeg indvendigt, nogle gange af teksterne, andre gange af musikken og heldigvis ret ofte, af begge dele på samme tid.

Fejende flotte folkepop-numre

Nummeret “Falder nu” er måske det tætteste man kommer en vellykket dansk version af Jeff Buckley, og det er faktisk ret fedt at få den nerve lagt ind i det danske sprog. Både i musik og sprog, mærker man den skræmmende blanding af frygtsløshed og afmagt. “Vender tilbage til ingenting” flyder lige så logisk og der er dejligt liv i musikken; den lever i bedste velgående mellem de opfindsomme musikanter, og rytmerne og de stærke Lars Hugh’ede fraser finder nogle kompositoriske retninger, man havde glemt fandtes. Lidt malurt får de altså også; I “Sorte hunde” synger Bjergtaget, at de sorte hunde “løber rundt i ring og jagter ingenting”; ja, det lyder oplagt at skrive for en anmelder, men jeg tænker faktisk, at her går det lidt for meget i ordselvsving for ensemblet, og budskabet synes ærgerligt nok ikke vigtigere end rimeriet, jeg mærker i hvert fald ikke folkeensemblets DNA så meget som på de andre numre.

Musikalsk og lyrisk Forkælelse

Man bliver gennem hele albummet forkælet af originalitet, sjove indfald og musikalske gamechangere, eksempelvis på “Sjældne gaver” hvor den rytmiske passage med Simone Maja Pedersens stønnen virker helt hypnotisk, den korte tid det varer. Sådan er det med sådanne nogle ting. Min absolutte favorit, “Tiden Bryder frem” er intet mindre end et komplekst rytmisk propgressivt semi a cappella-frase-eksperiment(!), der simpelhen bare gør en musikelsker glad. Dejlige bizarre versefødder, under den rytmisk sære melodi:

“aal-ting går i stååå, jeg mærker tidenbryderfrem –  duuu var her (klap klap) ! Alting går i står…”

Jamen, jamen. Gad vide om de blev tvunget til at synge “Højt På en Gren En Krage Sad” som små, inden de skulle sove? Det har i så fald givet bonus. Bjergtaget glimter trods dette ved ikke at gøre det sværere end de behøver, i hvert fald lyder det nemt, og det virker som om, de pr. automatik evner at bruge deres musikkompas, så de ikke kommer på afveje. De er gode til at ramme den rette stemning, eksempel på “Bæstet” som er et ulmende, uroligt og underligt nummer:

“Et sort, sort sceneri snegler sig forbi, griner skælmsk af dig, en glubsk, glubsk fangeleg, vi står her hver i sær af frygt for samvær, det bedste ville vær’, hvis du lod bæstet vær’, hvis du lod vær’, hvis bæstet lod os vær'”

Du ved det.

For mig er det stadig friske sange, som jeg glæder mig til at høre igen og igen. Hov, jeg glemte at rose produktionen, som er sindssygt nærværende og lækker, og understøtter fortjent Bjergtagets flydende sammenspil.

I forbindelse med Bjergtagets albumrelease nu på fredag, den 22.1.16, spiller de på Biblioteket, Rentemestervej 76, 2400 København NV.