Mike og Hendrix
Der er næppe mange guitarister der ikke er blevet påvirket af guitaristen Jimi Hendrix, der desværre døde i 1970. Og umiddelbart ville man vel nok tænke at det primært var rock og blues guitarister der havde opslugt inspirationen fra denne guitar legende. Men så let slap musik verdenen ikke. Musikken og klanguniverset fra the left handed genius slog også et svirp ind over jazzens innovative musikere. Og lige på kanten af Hendrix’ levetid, så man jazz trompetisten Miles Davis stå og banke på Jimis dør. Så hvorfor ikke tage legendens kompositioner op og gøre dem til lidt sine egne?
En af de talentfulde og stærke musikere der har taget den tråd op (om man så må sige) er den amerikanske jazz rock guitarist stjerne Mike Stern. Men jeg havde ikke forventet at netop han med sine bløde chorus reverb tone ville udfordre Hendrix brutale sound.
Men måske netop fordi Hendrix ikke kun var brutal i sit musikalske udtryk, men også romantisk lyrisk og blød, blev det muligt for Mike Stern at placere sig i et guitar univers, der kunne række ud til begge sider. Det viste hans koncert på Louisiana fredag d. 30. august heldigvis også.
Men RockZeit ville gerne have en forklaring, og mødtes med Mike Stern og ”familie” hos Niels Lan Doky i Helsingør, og bagefter var der mad tilberedt af Niels selv.
Bevæbnet med top fede musikere, blandt andet Mike´s hustru, guitaristen Leni Stern, og pianisten Niels Lan Doky, som havde arrangeret koncerten, præsenterede Mike Stern en Hendrix-palette, med nogle helt andre farver (nu når vi alligevel er på kunstmuseum) end det vi er vandt til at høre fra andre guitar fortolkere af Hendrix musik. Derfor var det også interessant at få en sludder med Mike selv, for at finde ud af hvad der lå bag hele hans tilgang til guitar.
Men vejene rundt i musik miljøet har ikke været lige nemme, for mange af de stjernemusikere vi kender. Heller ikke for Mike Stern. Forhindringer som stofafhængighed, med blandt andet heroin var ved at koste ham karrieren. Og havde det ikke været for trompetisten Michael Brecker, så er det ikke sikkert at Mike Stern havde præsenteret os for Hendrix’ musik i dag. Michael vidste hvad der skulle til for at hjælpe Mike, for han havde selv siddet i fælden. Og det var næppe lykkedes ham at overvinde følgerne af en faldulykke, der ødelagde hans arme og hænder. Ulykken var også tæt på at koste ham muligheden for at spille guitar.
Interview med Mike Stern er lavet i forbindelse med hans koncert på Louisiana 30. august.
RZ: RockZeit
MS: Mike Stern
MS: Jeg var allerede i gang med heroin da jeg var 13. Senere gik jeg til en psykoterapeut, for at finde ud af hvad der egentlig var i vejen med mig. Så fik jeg pludselig leverbetændelse, lige som Michael Brecker havde haft. Men samtidig fik jeg noget antidepressiv medicin og jeg var helt overrasket over at jeg faktisk fik det bedre.
Men jeg var jo stadig afhængig af stoffer. Så kontaktede jeg mine biologiske forældre. Dem havde jeg jo ikke levet sammen med. Og de sendte mig til læge igen.
RZ: Jeg kender godt til depression, men mine dårlige periode kommer i foråret og sommeren.
MS: Virkelig!! Men de antidepressive piller virker vel på dig?
RZ: Ja, mere eller mindre, men jeg får også anden hjælp. Men når jeg er på scenen med andre musikere, så føler jeg mig virkelig godt tilpas. Som om gulvet bliver fejet rent.
MS: Yeahh, mann…sådan har jeg det også. Men jeg spiller jo næsten på min guitar hele tiden. Også selvom jeg en dag har det skidt og ikke gider noget, så spiller jeg alligevel lidt, og så kommer jeg ovenpå igen. Man er jo nødt til at ”vande blomsterne”, hvis man kan sige sådan. Så du skal spille hver dag…
RZ: Hvad er det med dig og Jimi Hendrix?
MS: Jeg har altid dyrket ham, lige fra jeg var helt ung, og jeg var jo høj hele tiden og det passe Jimis musik godt til. Hans musik var meget ”vocal” (melodiøs), og det passede jo til da jeg begyndte at spille jazz. Jeg checkede musikere som Sonny Rollins, og selvfølgelig Miles Davis ud, og alle de cats. Så kom jeg på Berklee musik universitet, og mødte to fantastiske lærere som introducerede mig for en hel masse spændende ting.
Men jeg blev aldrig færdig på Berklee fordi jeg pludselig fik et job med ”Blod Sweat and Tears”, et virkelig kendt jazz rock band. Der var jeg 21. Så jeg kom aldrig tilbage til Berkeley eller til skolen igen. Men jeg lærte nok, til at kunne klare mig, og så begyndte jeg at studere hos Charlie Menarkis som var en fantastisk jazzlærer. Men jeg forlod jo aldrig Hendrix. Det var jo så vokalt. Han sang jo selv lige som de gamle blues folk, og så vred han strengene op til de blå toner, men det gjorde saxofonisterne jo også. De efterlignede jo guitaristernes blå toner. Og så tænkte jeg at jeg også kunne gøre det i stedet for de traditionelle jazz guitarister, som ikke vrider strengene i et forløb. Og jeg benyttede også distortion pedaler i stedet for den rene tone. Det var Miles Davis glad for. Han ville have mig til at spille meget mere rocket. Han sagde tit ”Turn that thing up mann”.
RZ: Men hvordan havde du det med det?
MS: Damn, jeg elskede det
RZ: Men din lyd er jo ikke helt sådan?
MS: Nej, men det Miles mente var attituden. Han ville have rock attituden. Og jeg laver jo enkelte ting i Hendix-stilen, men jeg er jo ikke ham. Og han spillede på tre gange 100 w Marshall stacks. Jeg så ham jo live, men jeg havde røget en masse hash, så jeg var jo høj alligevel. Det var med Noels Redding (bas) og Mitch Mitchel (trommer), og de lagde os fuldstændig ned. Og deres back line sound var voldsomt meget højere end det lille PA som sangen kom ud gennem. De andre instrumenter kom jo ikke, som i dag, ud gennem PA’et.
RZ: Jeg så ham tre gange, men den sidste gang i 1970 kort før han døde, der spillede de gennem et rigtigt PA, med trommerne miket op, og trods Hendrix havde de dér tre 100 w Marshall stacks, så kunne man godt høre hvad han sang, i modsætning til de to forrige koncerter hvor det kun var house PA.
MS: Men jeg tror at Jimi stadig havde lydt som Jimi, og lydt fedt, selv med en lille, bitte forstærker. Jeg tror han i virkeligheden var meget blues guitarist.
RZ: Har du forsøgt at gå efter den Hendrix-sound?
MS: Nej. Jeg har min egen sound. Jeg spiller nogle gange små steder, og så kommer jeg til at ”myrde” dem der sidder på første række, fordi jeg elsker en stor lyd, så jeg bruger to Fender amps sat op i et stereo system med en pitch changer. Men jeg skruer aldrig forstærkerne op på 11.
RZ: Men bruger du ikke Chorus effekt?
MS: Nej, det er bare den der Yamaha pitch changer. Den spreder lyden i et stereo billede. Jeg kan li´ en ”vocal sound”. Jeg kan spille en Hendrix frase, men blødt, you know?
RZ: Ja, din lyd er ret blød og fyldig. Men så alligevel, til sammenligning med Pat Metheny (guitarist), er din måde at spille på mere pågående og lidt mere rocked.
MS: Ja, var han lidt mere en ”jazz player” fra starten. Jeg var lidt mere en ”rock player”, og blues inspireret. Jeg har aldrig lagt den stil helt væk. Jeg har altid lyttet til blues, du ved Albert King og alle dem. Vredet strengene, bøjet tonerne i den dér blues stil.
RZ: Pat Metheny´s stil er måske mere som et piano? Han bøjer ikke tonerne…
MS: Ja, hans stil er måske mere lige som blæsere der spiller lines. Min måde er nok lidt mere bluesy. Jeg prøvede også lidt Be-Bob, men det syntes jeg ikke virkede for mig. Men Pat er en utrolig musiker. Virkelig talentfuld.
RZ: Blev du inspireret af Pat Metheny?
MS: Ja, da, absolut. Virkelig meget. Rigtig meget. Både musikalsk men jeg fik også meget selvtillid fordi jeg var så nervøs på musikskolen. Men jeg opdagede at jeg passede ind i den verden, fordi det kunne han. Da jeg startede på Berklee var jeg meget, meget nervøs. Men jeg forsøgte også at holde mig nogenlunde clean.
RZ: Det er underligt med dig, for du forekommer mig ikke som en person der havde et misbrug. Du virker så straigth. Men du må have været i stand til at kontrollere det?
MS: Jeg ville ikke så gerne være på heroinen mens jeg gik på skole, men jeg drak temmelig meget. Og det har nok været fordi jeg var meget usikker. Og så var jeg meget selvkritisk. Så kom jeg til at gå sammen med en gut der var to år yngre end mig, og han spillede allerede vildt godt. Jeg hørte ham gennem døren fra et undervisningslokale, hvor han sad med nogle andre studerende og en lærer. Så spurgte jeg om der var plads til en elev mere, men egentlig var holdet fuldt. Men alligevel fik jeg plads. Og da underviseren han hørte mig, gav han mig virkelig meget opbakning, og fortalte mig at han syntes jeg spillede smukt, og havde en god timing. Miles sagde det samme. Han kaldte det ”fat timing”, fordi min timing var heavy på det tidspunkt.
Men jeg blev fyret hos Miles fordi jeg missede jobs og indspilninger på grund af mit misbrug. Miles ringede dog og sagde at jeg skulle sige til når jeg var klar i hovedet igen. Og jeg kom tilbage og jeg var med i næsten et år. Og mig og saxofonisten Bob Brooks blev virkelig tætte, og senere var han med i mit band. Men da jeg blev ædru, så tabte jeg jo en del vægt, og da jeg så kom tilbage til Miles, så kunne han jo se at jeg havde tabt mig…så sagde han ; ”Ohh, no mann, no more ”fat timing””. Men han kunne li´noget ved mit spil som jeg ikke rigtig selv vidste hvad var. Og så anbefalede han mig til audition for ”Blood Sweat And Tears”. Jeg tog jo af sted, men jeg havde absolut ingen forventninger om at jeg ville få det gig. Jeg måtte jo lære hvordan det ville være at få et afslag. Men… jeg fik jobbet!
RZ: Havde du Hendrix i tankerne på det tidspunkt?
MS: Ja…fordi Miles ville have mig til at rocke, ligesom andre af de jazz folk jeg spillede med. Jeg havde jo jazz baggrunden og kunne være i begge stilarter. Jeg kunne jo blande B.B. King, Albert King og alle de dér ”Kings” med jazzen. Og Jeff Beck. Jeg elskede ham. Men Hendrix var hele tiden min ”main man”, fordi han så fint kunne skifte mellem blues og funky stil.
RZ: Ja, lige som på den sidste rigtige plade ”Cry of love”.
Mike nynner temaet fra ”Who Knows” fra Hendrix pladen ”Band of Gypsies”.
MS: Det nummer har vi taget på og spiller til koncerten.
RZ: Ja med Buddy Miles på trommer. Og Hendrix med den der nye ”Uni Vibe” roterende sound
MS: Yeaah lige nøjagtig. Det var dér jeg på en måde opfandt min egen lyd.
Niels Lofgreen introducerede mig til en gut der havde lavet en ”Rotosound” box, og så brugte jeg en Chorus box i noget tid, indtil jeg fandt den her Yamaha Pitch Changer. Du kan se den i morgen. Jeg har to af dem, fordi de går af og til i stykker.
RZ: Tror du at Hendrix var gået den samme vej som du, Scofield og Metheny er gået hvis han havde levet videre?
MS: Yeeahh, Der ville være kommet alt muligt frem fra ham. Han var også interesseret i jazz.
RZ: Ja, Miles ville jo gerne lave noget med ham…
MS: Det ville være blevet mere rocket, men det ville have været fantastisk. Men i er jo et heavy metal blad ikke?
RZ: Jo, men…
MS: Det eneste jeg ved om heavy metal er gennem min bror´s søn. Han er til metal. Jeg har aldrig været totalt i mod heavy metal og der er nogle ting i det som er fede. Men det er lidt for crazy til mig. Men jeg spillede med til en pris uddeling med et band som Herbie Hancock havde samlet, og der var Metallica. Jeg var simpelthen så overrasket over så godt det lød. Det var perfekt og det var ikke for højt, de havde virkelig deres shit together. Og bassisten har jo lavet en film om den fantastiske bassist Jaco Pastorius (Weather Report), som jo ødelagde sin karriere med heroin. Og der var jo lige en stikpille til mig. Og når Miles Davis siger til én at man skal i rehab, så er der helt sikkert noget galt. (Miles Davis var selv dybt afhængig af heroin. Red) Men det nåede Jaco jo ikke.
Samtalen kom ind på hvor mange guitarister der prioriterer at spille lyn hurtigt. For eksempel nogle af de unge Django Reinhardt guitarister, eller metal guitarister.
MS: Men det handler jo ikke om at hvor hurtigt du kan spille. Du skal jo være i stand til fortælle en historie med dit spil. At farve det og skabe et udtryk. Jeg bliver ikke imponeret over hvor hurtigt folk kan spille.
RZ: Du lavede en plade sammen med keyboard manden Jeff Lorber, og for mig var det lidt spændende at lytte efter om dit spil havde forandret sig efter din ulykke i 2016.
MS: Åhh ja, alle var interesserede i at finde ud af om mit spil havde forandret sig. Og ja, i begyndelsen måtte jeg da klistre mit plekter fast med sådan noget lim man bruger til parykker, ha, ha. Men det virkede. Og jeg tænkte da på Django Reinhardt som jo fik brændt hele sin venstre side, men alligevel kom til at spille fantastisk bare med sine to fingre på venstre hånd. Og han kunne endda fortsætte med at drikke, det kunne jeg ikke. Han gav jo ikke op. Han blev ved med at spille. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke en forandring, men jeg gav ikke op, og jeg er meget, meget taknemmelig for hvad jeg har i dag. Jeg er også meget taknemmelig for den sidste læge, der opererede mig. Jeg faldt jo og smadrede min skulder, og kunne kun løfte min arm halvvejs op. Og senerne, der holdt nerverne ned til hånden, var nærmest klippet over. Og det var problematisk for mig at styre et plekter. Og jeg kan godt lide at spille lidt funky, og der handler det jo om at være præcis med sin plekter hånd. Men jeg kan ikke spille finger spil mere. Den anden læge der opererede mig, fik flyttet de sener der holder nerverne så nerverne igen fungerede, så nu kan jeg godt holde på et plekter. Men det tog tid.
RZ: Og så har du din hustru med på guitar?
MS: Åhh ja, hun spiller røven ud af bukserne med os. Vi har spillet meget sammen, og da jeg fyldte halvfjerds sagde jeg til hende, at jeg ikke ville rejse uden hun var med, så nu er vi en kvintet. Hun har sin egen trio også, og har 22 albums ude.
Således afsluttede vi endnu en samtale med en meget sympatisk og rar musiker, der har talentet. Det er tankevækkende, at det er de gode musikere, der er de letteste at tale med.
Mike Stern er en guitarist hvis stil man kan genkende. Frækt og følsomt, ganske som han selv. Han ser åbent på én med sit ”ræveblik” gennem det lange pandehår, og man får et ærligt ment knus. ”We have something in common. Lets keep in touch”.
Og så gik jeg og fotograf Hanni op i Niels Lan Dokys stue og spiste sammen med fru Leni, Tour manageren, trommeslageren Louis Mountin, pianist og kokken Niels, og Mike selv.
Og her fortsatte snakken hen over bordet. Mike fortalte at der er en ny plade på vej, men jeg nåede ikke at optage hvem der var med og hvornår den udkom, så det må vi lige selv holde øje med… og det gør vi. Det er jo Mike Stern med et stænk Hendrix.