Interview med Slash’s bassist Johnny Griparic

 

 

RZ: RockZeit

JG: Johnny Griparic

Det bedste i mit liv

Det var en enkelt bas line på Slash nye plade Orgy of the Damned og nummeret “The Pusher” som skilte sig lidt ud. Bas lines er som regel altid født af grundtonerne i de akkorder som et nummer består af. Dertil, hvis man er fræk nok, kan man addere nogle toner til, som er i familie med grund akkorderne, og så skal det vist ikke være mere nørdet. For det kan man faktisk heller ikke omtale den Svensk-Amerikanske bassist Johnny Griparic som værende. Men jeg fangede altså den bas linie, og fandt den regulær smuk, og derfor så jeg frem til at møde Johnny.
Hanni skulle så samtidig lave nogle gode billeder af ham til sit kræft projekt. Johnny kunne dog slet ikke huske hvad han havde spillet på “The Pusher”, men blev dog glad for, at der var noget jeg havde bemærket i hans spil, som gennem hele pladen fungerer som virkelig stabil støtte og underlag for alt materialet. Jeg kan godt forstå at Johnny ikke kan huske hvad han har spillet på hvilke plader, for listen over de stjerne musikere han har spillet bas for, er temmelig omfattende. Jeg tæller 41 stjerner på listen af kendte solister og bands. Så noget kan han altså… 

I et Svensk område, ikke så langt fra Käseberg, ligger et smedeværksted. Her standser fotograf Hanni sin bil. Det er den adresse vi har fået, men ingen af os kan forestille os, at derinde i den kedelige rødstens villa, befinder sig en af verdens rockscenens mest benyttede bassister. Så vi sidder altså dér, udenfor noget der ligner en almindelig nedlagt købmands butik. Her kigger vi lidt på hinanden, noget i tvivl om hvorvidt vi har fået den rigtige adresse. Men resolut som Hanni alligevel altid er, stiger hun ud af bilen og går ind af købmands døren, som binder lidt. Der inde bliver hun lidt tid, og jeg tænker, det er helt galt, samtidig med jeg ser en gaffeltruck krydse den smalle landevej, med en palle med en smedejerns port, som så skal over på det andet værksted. Heavy metal rock? Tja… hvorfor ikke her? Vi andre har trods alt øvet i autoværksteder i vores tidlige karriere dage. 

 

Lidt efter kommer Hanni ud i sollyset sammen med to gutter som lige så godt kunne have arbejdet på det halvstore smede værksted. Men det de har arbejdet med er noget helt andet. Der ligger nemlig et top professionelt musikstudie inde i den nedlagte købmandsbaglokale, styret og eget af svenske producer, guitarist og sangskriver, Mikael Nord Andersson, (bl.a fire år med Roxette). Scorpions har lige været der og indspillet, og alle mulige andre kendte har hevet i den dør der binder lidt for, at komme ind og arbejde med instrumenter og top fed teknik i nogle omgivelser med bedstemor møbler og tunge gammeldags gardiner. Og der var faktisk lidt støvet i hjørnerne. Det kunne jeg godt li’… Men tag ikke fejl. Væggen er dækket med guld og platin plader, så jeg kan godt forstå, at Johnny og Jakob (bl.a. med Binzer fra D-A-D) gerne vil indspille dér.

Jeg får et varmt håndtryk og et tæt kram af den høje, spinkle Johnny. Bag solbrillerne, skægget og det temmelig sorte tøj, behængt med kædesmykker designet af Johnny selv, et brand han kalder Unchained, finder man en rigtig hyggelig gut.

“Dansk, Svensk eller Engelsk” spørger jeg, fordi jeg jo ved at Johnny er Svensk født, men primært bor i L.A. i USA, men også i Sverige med sin svenske kæreste, som han har kendt siden sin barndom. Jakob skal videre, så vi hilser blot kort. Jeg filosoferer over at Jakob overhovedet ikke ligner en almindelig dansk rock trommeslager, men nærmer en der lige er trådt ud af film fra serien “The Vikings”. Men det passer jo også meget godt med hard rock scenen. Man ser dem blot ikke så tit i det danske pop univers. Hanni har en lille hæklet figur med, som ligner Johnny totalt. Hans lange tunge, hans solbriller, selv hans cap, med firma logo på, og så selvfølgelig hans bas. Selv jeg bliver imponeret. Figuren er størrelsesmæssigt godt 15 cm. Johnny pakker den forsigtigt ud af træ æsken, og jo mere det går op for ham, at den virkelig ligner ham, jo større bliver hans smil og grin. Ja jeg vil faktisk tillade mig at sige, at han blev rørt, for sammen med den hæklede figur lå også et smykke, tilvirket af gammelt bestik, som er formet som et armbånd. Det tog han straks på sammen med sine øvrige smykker. Vi kører til Käseberg havn, hvor Hanni skal tage en serie billeder til kræft projektet hun har kørende, og som Johnny har sagt ja til at medvirke i sammen med andre store kunstnere. Da Hanni og Johnny er færdige med at tage billeder, sætter vi os hen til en lille havnecafé med en håndfuld turister, der ikke ved, at de sidder nær en af rock branchens meget benyttede bassister. 

RZ: Det her, er der vist ikke meget rock N roll over, overhovedet. 

JG: (Griner) Næhh du, men når Slash og jeg er i byen efter noget studie arbejde, så finder vi en lille café og får os en kop kaffe og en donut. Sådan har det været siden han holdt op med at drikke, og jeg blev stoffri. Vi sidder med vores kaffe, kage og is. Noget af en kontrast til Johnnys udseende, som måske ville passe bedre til en flaske Jack. Men Johnny har det godt og hygger sig. 

RZ: Hvordan kom Slash pladen Orgy of the Damned i gang? 

JG: Den har ligget og simret i nogle år. Men det var noget af et puslespil, at samle alle de kunstnere som Slash gerne ville have med. Vi taler jo Beth Heart, Brian Johnson (AC/DC) Chris Robinson (Black Crowes) og mange andre travle folk. Men de ville gerne. Og Slash ville gerne tage fat i nogle af de gamle blues numre igen, men i sin egen version. Det var noget han havde talt længe om at lave. 

RZ: Ja… jeg hæftede mig især ved “The Pusher” med Chris Robinson, hvor du spiller en rigtig fin bas figur i selve omkvædet. 

JG: Det kan jeg ikke engang huske. 

RZ: Men hvor meget frihed får du, for eksempel på den plade med Slash? 

JG: Faktisk en stor frihed. Men egentlig skal der ikke gøres så meget på sådan en plade. Det vigtigste er, at der er et godt drive, og at bunden er solid. Men sådan var det også i Slash projektet “Snakepit”. 

RZ: Hvor meget betyder dit samarbejde med trommeslageren, for eksempel på Slash pladen?

JG: Men det er meget vigtigt. Det er jo os der skal få det hele til at hænge sammen. Og det kan man ikke hvis trommer og bas løber fra hinanden. Men Slash var meget glad for det vi havde her på pladen. 

RZ: Der er en rigtig lang liste af kunstnere som har haft fornøjelsen af dit stabile bas spil. Men har du nogensinde oplevet at skulle spille med en trommeslager hvor det ikke fungerede? 

JG: Det har heldigvis kun været få gange, og du kan faktisk ikke rigtig gøre noget når du pludselig står på jobbet. Det eneste du kan gøre er, at yde det bedste du selv kan, og så ved du at den trommeslager skal du nok ikke spille så meget med mere. Især hvis det er trommeslagere der er helt vilde efter at vise hvor meget de kan så hele rytme fundamentet forsvinder. Jeg er jo ikke sådan en teknisk bassist med mange toner. Jeg trives bedst med noget der holder fast i jorden, og så går det ikke med en ung trommeslager der har vildt travlt. Og det ville slet ikke gå med Slash ́s materiale. 

RZ: Hvordan har du kunnet overskue, at spille med alle de kunstnere du har spillet med? Det er jo lige fra Edgar Winter, Slash, Steve Lukather, Branford Marsalis, Walter Trout og mange mange flere. 

JG: Det er noget med at tage et skridt af gangen. Man mærker efter hvad det er de musikere vil have, og så prøver man at forstå det, og spille efter det. 

RZ: Kan du “læse” noder og harmonier? 

JG: Ja, det lærte jeg allerede da jeg startede med at spille. Jeg startede jo med guitar og spillede i high school bands, men jeg fik jo intensiv undervisning samtidig.  

RZ: Jeg kan ikke læse en eneste prik, men det må da have været en kæmpe lettelse for dig, at for eksempel Edgar Winter bare lige kan lægge et stykke papir foran dig og sige “Spil det”. Hans musik er jo lidt kompliceret af og til. 

JG: Ja, det er helt rigtigt. Men Edgar er også god til at sidde og spille et forløb igennem med dig til man har fanget det, og han er meget tålmodig. Og så sidder han helt tæt på dig. Han kan jo næsten ikke se noget. Han er jo albino. Og lidt sjovt var det da han fik øje på mine tatoveringer (Johnny har mange tatoveringer på sine arme), så kiggede han intenst på mig “Du ligner min bror” (guitaristen Johnny Winter.) … og det kunne man jo ikke lige sige jeg gjorde med mit skæg, cap, og lange hår. Men han var fandme spændende at spille med. 

RZ: Steve Lukather? Hvordan var han? 

JG: Mann, han er checket. Han ved jo også en hel masse om studie teknik. Og så er han vildt morsom at være sammen med. Og vi behøver slet ikke at tale om hvor stærk en guitarist han er. Han kan spille næsten alt. 

RZ: Og han har været med på stort set alt. 

JG: Det kan man godt forstå når man arbejder med ham. Han er lyn hurtig til at forstå hvad der skal bruges, og man føler sig i sikkert selskab med ham og hans lyd. 

RZ: Jeg hørte du talte med Hanni om din ungdom og din periode med misbrug. 

JG: Ohh yeahh man. Det startede ret hurtigt med det misbrug da jeg begyndte at spille professionelt. I starten er det jo fedt, og man er helt oven på, og man er jo helt sikker på, at man kan stoppe som man vil. Men det var først da jeg mødte Walter Trout og skulle spille med ham, at jeg opdagede hvor svært det var at komme ud af sådan et misbrug. Walter var en stor, stor hjælp, fordi han var igennem samme periode med, at komme fri af sit problem med at drikke, heroin og alt det der hører med i sådan en nedtur, for en nedtur det bliver det til. I den periode hvor vi spillede sammen var vi en stor støtte for hinanden for at komme ud af det helvede. Og han var en væsentlig årsag til at det lykkedes. 

RZ: Bliver du ikke forvirret af at springe rundt mellem så mange forskellige artister og stilarter? 

JG: Hm.. så forskelligt er det såmænd ikke. De musikere der gerne vil have mig med på en tur eller en plade, ved jo godt at jeg er rock bassist, og ikke funk slap-bassist, så det giver sig selv i de fleste tilfælde. 

RZ: Hvem har været dine inspirations kilder? 

JG: Åhh.. det er svært at sige. Der er jo mange. Jeg tror jeg er mest inspireret af de groundede bassister. Bassister der skubber til musikken i stedet for at brillire. Dog, sådan en bassist som Jaco Pastorius, han kan begge dele. 

RZ: Hvad har musik livet betydet for dig…? 

JG: Alt…det har virkelig givet mig det bedste liv jeg kunne ønske mig. Et spændende liv med masser af oplevelser og rejser til alle mulige spændende steder. Og så har jeg mødt så mange fantastiske mennesker. Jeg er heldig og har et godt liv. 

RZ: Hvad skal i lave her på “Smedefabrikken”? 

JG: Mickey, Jacob og jeg er ved at lave et lille projekt hvor vi sammen med Mikael indspiller noget musik vi godt selv kan li ́, et helt nyt band.

Og så har vi sammen med Bob Fridzema (Glenn Hughes), lavet et “Rent a band” “The Addition”….så skal du bruge et band, kan man leje os.

RZ: Ha, ha… hvad går det ud på?  

JG: Jamen hvis der nu kommer en kunstner på tourné uden band, så kan vedkommende eller pladeselskabet hyre os som fuldt band på den tur. Det er da en god idé ikke? 

RZ: Hm.. jo, men jeg ville nok ikke have råd til at hyre jer, ha, ha! 

JG: Jeg tror ikke vi tænker så meget på pengene mere. Vi vil blot gerne spille. Og alt det andet har vi jo oplevet. 

RZ: Det var virkelig hyggeligt at sludre med dig Johnny 

JG: Lige over….Vi kan skrives ved på Messinger hvis det er…. Således kørte vi tilbage til smede værkstedet hvor der blev smedet alt mulig andet end store smedejerns porte, nemlig overfed musik. Vi forlod den lille landsby i Hanni’s bil med en vinkende Johnny, Mickey og Jakob…..kaffe og donuts….ja, ja så….men flinke folk.