Iron Angel er et af de mange tredjekolonne metalbands fra firserne som aktuelt nyder nogenlunde godt af, at udbud og efterspørgsel dynamikken har skabt grobund for at things that should not be kan få en ekstratur i den store sturm und drang manege. Hvad man end måtte mene om det, kan det ikke komme bag på en, at Iron Angel og især sympatiske Dirk Schröder gør præcis som de plejede – og det gjorde de ok.
Iron Angel var oprindeligt fra Hamborg og et hurtigt wiki tjek fra byens historie, viser blandt andet følgende vigtige årstal:
810: byggede Karl 1. den Store en kirke for at kristne den nordlige del af sit rige. For at sikre kirken mod angreb fra fjendtlige saksiske og slaviske stammer byggede han borgen Hammaburg, hvor nu Domkirkepladsen ligger / 832: er navnet Hammaburg for første gang dokumenteret / 840: Iron Angel dannes / 1284: 5. august bliver Hamborg hærget af en ødelæggende brand, som rammer den daværende befolkning på 5000 indbyggere hårdt / 1350: Pesten når Hamborg, med 6000 dødsofre / 1939-1945: under 2. verdenskrig blev mere end 50 procent af byen totalt ødelagt / 2018: Iron Angel udgiver deres første plade “Hellbound” i over 30 år.
De ved det godt
Et vigtigt element i at forholde sig til Iron Angel i 2018 er – humor. For det er simpelthen levendegørelsen af stilstand hugget i granit, når de med deres læder og nitter hælder deres ABC 80’er speedmetal og deres pompøse floskellyrik ud over scenekanten, med titler som “The Metallion”, “Blood And Leather”, “Hellbound” og “Heavy Metal Soldiers”, to name a few. Eller deres dybt forudsigelige sangstrukturer, båret af rabaldergryder, enslydende schnell chugging riffs og så den forkullede diabolske vokal. Men det ved de godt, og de går selv til den med afslappet indbyrdes grinen og gassen, mens de spiller deres rasende hurtige kraut tons.
De ved godt, at de lever på lånt tid, og at de om ikke så mange år igen må lægge deres rustninger i skabet. Derfor forlanger de ikke alverden på sådan en aften, blot at vi går med på joken og at man ikke snakker alt for højt under deres lidt for lange pauser. Vi gør vores bedste, lige som bandet selv, og sammen får vi momentvis skabt en illusion om, at det her reelt har sin gang på jorden. I denne lille lukkede kreds, gælder det om at tro på det, så får selv Dirk Schröder jernenglevinger. Og han kunne godt bruge dem; han kæmper sig igennem koncerten som en såret, men stålsat kriger. En kilde med inside viden betroede mig under koncerten, at Dirk, den aldrende langturschauffør, døjer med svære knæsmerter og skal opereres om 6 uger. Måske er det smerterne, der gør, at han på en måde går lidt i stå og kampsvedende kigger tomt ud i luften, når han bladrer sine cerebrale faneblade igennem efter den næste sangtitel? Vi hjælper ham flere gange under koncerten. Vi er så flinke her på Halmtorvet.
Blandede indtryk
Og her er varmt. Det syder og bobler og emmer af øl og midaldrende mænds affaldsstoffer. Hele koncerten er ligesom et rasende gang uvejr, fyldt med tordenbrag, men med en del ophold i regnen. Det er lidt ærgerligt, for der mangler lidt et effektivt non stop flow, og det er ligesom om, at bandet bruger første del af hver sang til igen at spille sig varme. Og der er ellers mange numre, som bare beder om at blive spillet, som er bygget til at holde hvad de lover, numre som “Heavy Metal soldiers” og “Blood And Leather” – de skal bare trykkes af, men ok der er da lidt svære breaks, hvor alle skal være skarpe, og her kniber det; det er som om, ikke alle “når toget”. Sidstnævnte dedikerede Dirk i øvrigt til alle de mange bikers, som var til stede (2 eller 3, løs det som). The Metallion” fungerer dog ret godt, hvor guitarist Michael Meyer viser sin ekvilibrisme med hurtigt fingerspil der følger tempoet uden at halte efter. Det er ikke originalt, men det et svært at få til at svinge, men det gør det. Og så med et så monotont omkvæd der er så simpelt og råt, at det virker.
Bare spil jeres numre, tak…
Midt i klicheerne og tekstforglemmelserne består numrene af gode ærlige melodilinjer, som medvirker til, at vi tilgiver bandet for deres uaktualitet og deres lidt rodede spil. Og når man så står og bliver lidt træt af endnu en lang pause mellem numrene og bandets indspiste gæt-en-sang quiz (det var “Life Is Life”), disker de sgu op med et brag af et speedmetal nummer, “Fight For Your Life”, som vel kan betegnes som deres eget “Ace Of Spade”. Hold nu magle, hvor er der knald på! tempoet er i sig selv imponerende og med et par gode breaks så spiller det sgu!
Det er svært helt at vide, hvad man skal mene. Det fungerer jo ok, og deres spilleglæde smitter af på os andre. Men alt i alt kører Iron Angels speedmetal rundt i de samme cirkler og det bliver lidt.. samey, et udtryk, som ophavsmanden til “Ace Of Spade” havde for vane at bruge, når noget var ok, men lidt for uopfindsomt og rutinepræget. Og måske er det gamle band slet ikke så rutineret, som det burde være? De holder jo også nogle lange pauser, kan man sige…
Igen tager det en krig før “Writings on the Wall” kommer i gang, hvilket er synd, da det er et røvfedt speed metal nummer med et fedt omkvæd. Herefter er publikum vilde, men bandet griber igen ikke helt momentum, og moralen for Iron Angels koncert – og hele deres karriere, må være: hold ikke så lange pauser, for det ender med at blive ligegyldigt. Til sidst får Iron Angel halet det hele i land med, faktisk, sublime udgaver af “Legion Of Evil”, “Hellbound” og “Rush Of Power”, hvor der – gæt engang – virkelig er knald på.
Det hele er overstået og der er både overbærende, ligegyldige, anerkendende og vildt imponerede bifald, da den gode Dirk halter fra scenen. Hvis nogen skulle være i tvivl, så gjorde den gode Dirk det sgu godt i dag. Og held og lykke med operationen!