Its only Lucer – but I like it!

Lucer er et rigtigt oldschool rockband,en trio, som skræller al unødig fedt af numrene, hænger velskrevne fraser op på et Brit-rock stamtræ, der har rødder helt tilbage til The Beatles og Stones, op til Oasis og så lige tilfører en moderne spand kul. Trioen har kun et enkelt studiealbum med i bagagen, som bærer titlen “Bring Me Good News”. Da vi anmeldte albummet i starten af året gav vi det 4.5 ud af 5 stjerner, og derfor var forventningerne til aftenens koncert på Bremen da også store.

I aftenens anledning havde Lucer inviteret Mattias Hundebøll – der blandt andet er kendt som TV-vært, solist i Natsværmer og for sin rolle som forsanger i Rock Hard Power Spray – til at gæsteoptræde på nogle af deres numre. Sidst vi så Lucer live delte de også scene med en anden musiker, men dengang var det den danske rockveteran Mike Tramp.

Stilren udførsel

Stiløvelsen for Lucer var i torsdags at lægge afstand til Freddy And The Phantoms, som fem mand høj plus en kvinde og med mange instrumenter havde lagt et behageligt og groovende velourtæppe udover Bremen. Den klarede Lucer fint. Der blev med det samme lagt i kakkelovnen og gjort klart, at selvom de delte aftenen med fantomerne, så var det vidt forskellige bands, og det er jo rart for lytteren. Simpelt og skrabet, men med det samme var lydbilledet på plads. Ret stramt spil af trommeslager Jonathan Nørgaard skabte fundamentet som brødrene Bøgemark kunne skyde sig selv afsted fra, med deres enkle men catchy riff og effektive vokaler, og det var tydeligt at brødrene naturligt nok kendte hinandens Luc på gangen. Dertil kom deres effektive og indstuderede gestik og moves under numrene, som indikerede, at de var vokset op med deres fætters VHS bånd med HeadBanger Ball.

De har egentlig nået ret meget allerede og har deres sound og sangskrivning tjekket helt ud. De har sange, man husker og vil synge og rokke med på. Gad vide om det bliver en hæmsko senere, at de måske har låst sig til en genre, der ikke kan så meget. Det må tiden vise.

“Spil noget med Slayer!”

Der er ikke nogen sange, jeg ikke kan lide fra deres hånd og de spillede dem også upåklageligt; “Bring Me Good News” varslede som intro nummer den indiskutable kvalitet og “I Don’t Wanna Know” og “Midnight Sun”, er vel bare helt reelle hits. Hver gang de satte i gang med et nyt nummer, havde man 3 gode minutter i vente. Nogen gange ærgrede det mig derfor, at man også tit havde noget der mindede om 3 minutters pause. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg ved, at i disse pauser, der trådte Frederik Schnoor fra Freddy And The Phantoms tidligere på aftenen i “karikatur” på en langt mere rutineret og sikker måde, så man ikke begyndte at træde sig selv over tæerne. De bundsympatiske unge brødre var mere på herrens mark, når der skulle sendes anekdoter i hovedet på den ventende crowd. Øv jer lidt på det, ellers bliver gentagelserne af born-to-lose rockstar klicheerne hurtigt trælse.

Hold tråden

I min bog havde de muligheden for at passere fantomerne, men den knækkede lidt på midten, hvor allestedsfraværende Matthias Hundbøll for en kort bemærkning deltog i løjerne – muligvis for at promovere sig selv. Det gjorde han nu ret godt og sammen med Lucer leverede han en virkelig flot version af hans danske “Dig og Mig”, hvor han faktisk gav hals og power, som i gamle dage. Hans vokal har en langt bredere Tony Hatley klang end brødrene Bøgemark, men han skulle lige finde den rette facon før det for alvor svingede … men det tog så også kun lige en halv sang, så bevares. Og helt genialt – og i tråd med Lucer og RHPS’s energi – fik vi en fuldstændig glemt sang, nemlig Hole’s “Celebrity Skin”, føj det var godt.

Men der hvor jeg synes det som nævnt knækkede, det var bruddet på kontinuiteten, for Lucer har slet ikke brug for, at deres minus komplekse setup bliver blandet med gæsteoptrædener, der leverer ude-af-genre numre, og holdt hof på sin egen facon og så var væk og blev helt væk, da han ellers skulle have trådt op igen til deres ekstranummer “Working In The Moonshine”. Lucer syntes hylet lidt ud af den undervejs, og gik lidt for meget i dialog med den relativt lille crowd af partners in crime. Det er forståeligt nok, men rockklæderne var så småt ved at falde af den lille kejser.

What to do?

Jamen, midt i rodet, så gjorde Lucer selvfølgelig bare det, de er bedst til, nemlig spille deres egne numre for fulde gardiner. De sled godt i det og skabte momentvis virkelig direkte forbindelse til Gallagher brødrende, Hole og RHPS. Efter sættets sidste nummer “Call it a Day”, lige inden ekstranummeret, forsikrede Lasse Bøgemark, at “I er f… verdensklasse”. Arj, det var vi ikke rigtig. Vi var et ok publikum, men heller ikke mere. Det er svært at lege Mötley Crue en torsdag foran 24/7-danskere, som normalt på dette tidspunkt er vant til ikke at skulle yde noget andet end at sætte Netflix på pause, når man skal på das. Med alle mellemregningerne in mente, var det alligevel en rigtig god aften, begge bands underpræsterede en smule, men så er det godt at deres bundniveau er så højt, som det er. Al musikken kom udover scenekanten og så må hvert enkelt publikummedlem jo gøre med det, hvad man vil.

Det kan godt være at Lucerbassisten (!) Lasse Bøgemark sagde, når han præsenterede deres “too late”, at man i disse tider godt kan få den følelse, at løbet kørt, men Lucer må med deres talenter, charme og lige-på-energi, have alle kort på hånden i fremtid, som de kan ønske sig, og som de er villige til at arbejde stenhårdt for. Som vores fotograf konstaterede, “De er jo ikke så gamle”.