Körsbärsfettera – Inuti Finns Utopi

Barrieren for at udgive musik er blevet sænket til noget nær gulvhøjde gennem det sidste årti eller to. Det har været en gave for både musikere og musikelskere, da det har åbnet op for et hav af nichebands som ellers aldrig ville være sluppet igennem pladeselskabernes nåleøje. Desværre gør det også at bands som svenske Körsbärsfettera kan kommer ud med en stribe numre, som ret beset burde være blevet inde i ungdomsklubbens øvelokale.

Når jeg hører musik som jeg har rigtig svært ved at se nogle kvaliteter i, spørger jeg ofte mig selv hvad artisten egentlig vil med musikken. For et band som eksempelvis The bullhounds, som heller ikke har fået mange rosende ord med på vejen, står det højt og tydeligt i pressematerialet. Det handler ganske enkelt om at opfylde en drengedrøm om, at stå foran et publikum og trykke den af som rockstjerne, og det kan man jo sådan set godt forholde sig til. For Körsbärsfettera’s vedkommende er motivet også at finde i pressematerialet: “5 selv-lærte “chicks”, som bare for sjov startede et punk-rock band”. Det kan man jo også godt forholde sig til, men det er bare ikke nok til at udgive et album, og det er bestemt ikke nok til at det er sjovt for os andre at høre på.

I et Sverige som er meget fokuseret på kvindekamp og kønsneutralitet, mistænker jeg pladeselskabet for at prøve at lukrere på, at Körsbärsfettera udelukkende består af kvinder. Håbet, kunne den kyniske anmelder mene, kunne være skabe en eller anden form for Girlpower/stærke kvinder image, og ad den vej skabe en succes.

Indholdet

De havde givetvis haft en betydende rolle at spille, hvis de havde eksisteret som band for fyrre år siden, da punken begyndte at tage fat og havde en rolle som fornyende, og da man endnu ikke havde set og hørt dens virkemidler. Den gang havde man taget mod dem med kyshånd, i fraværet at andre nævneværdige kvindelige punkbands.
Men i dag skal der være en helt frisk vinkel, hvis man skal hælde gammel vin på nye flasker, der skal være en kontekstrelevans, hvorfor det er nødvendigt at skele til deres tekster; disse bidrager dog ikke til at hæve produktet over middel; emner som druk, fest, drukfest og festdruk, og morgendagens tømmermænd berøres med forventet autenticitet og entusiasme, mens emner som store stygge USA vs Sverige, Tyskland, Danmark og Norge vs Sverige, samt enkelte kvinder-til-kamp numre, bruges stedmoderligt med det formål at brede tekstemnerne ud og give et snert af politisk lommerebelskhed, så punk fluebenene kan vinges af. Det er ikke en dårlig strategi og det i sig selv gør ikke numrene dårlige, bare middelmådige. Mest af alt lyder Körsebärfettera som om de reelt ikke har så meget at gøre oprør mod, men det har man måske heller ikke i dagens Sverige?

Når Narcissismen tager overhånd

Som vi var inde på i starten af anmeldelsen, så er der bestemt ingen garanti for kvalitet, bare fordi nogen har formået at udgive deres materiale. Alle kan have lyst til at lege rockmusiker eller skuespiller, men det når som regel at gå over, inden nogen siger, “du har jo ikke noget tøj på”. Der er en udfordring i, at den magelige selvdyrkelse har så gode vilkår på de eksisterende medieplatforme. Ofte eksponerer helt almindelig trivielle du-og-jeg mennesker deres narcissisme lige i hovedet på alt for mange mennesker, for hvem det er umådeligt ligegyldigt. Og skridtene fra tanke til handling bliver færre og færre og her har nogle såvel store som små pladeselskaber måske forsømt deres vigtige rolle med at screene produktet for kvalitet, relevans og substans.