Lørdagen på Copenhagen Metal Fest, fortsatte det blandede program hårdt og ufortrødent. Metallen levede igen på scenerne, og jeg fik nogle stemningsfulde live performances fanget i kameraet. Du læse eller genlæse fredagens anmeldelser.
He Who Saw The Abyss
Og det var noget af en opvågning, jeg fik med He Who Saw The Abyss – et band jeg allerede ved første kig på programmet, havde lovet mig selv at opleve. Mest fordi der var noget ved navnet, som fangede mig, og de levede også nogenlunde op til, hvad jeg også havde regnet med. Jeg kan godt lide Lamentari og forestillede mig, at der måtte være en form for sammenhæng, men den var ikke så tydelig som forventet. Jeg må ærligt indrømme, at jeg forlod koncerten, da jeg havde de billeder, jeg skulle bruge – for jeg er først og fremmest fotograf.
Silent Fracture
Det andet band jeg oplevede, var de nye deathcore-darlings; Silent Fracture – en koncert der bare var et must. Bl.a. fordi forsanger Jonas Lassen er en stor, eksplosiv udladning, man kun kan blive revet med af. Der er virkelig sket noget med bandet over det seneste år, siden jeg oplevede dem sidst, og jeg er sikker på, at vi nok skal høre meget mere til dem.
(O)
(O) er for mig en kæmpe musikalsk kærlighedserklæring til alt det dystre og mørke. Der er få som spiller som dem. Ham, der præsenterede dem inden deres koncert, sagde, at han ikke ville sætte en genrebetegnelse på, af frygt for at sige noget forkert. Fordi det er et band, der spænder så bredt og udfordrer genrerne. Og det kan jeg kun tilslutte mig. Man kan nærmest sætte dét ind, man har lyst til, mellem parenteserne – og så bare sætte black bagefter.
Her, hvor der er gået to uger siden festivalen, har jeg stadig det “visitkort”, en stage-diver efterlod i form af et stort blåt mærke på den ene balle. Med tilløb hen ad scenen under Split-koncerten fredag sprang han lige ud i hovedet på mig, og jeg blev mindet om, hvorfor jeg som udgangspunkt holder mig fra koncerter, hvor der er sandsynlighed for mosh – medmindre jeg er sikker på, der er en fotografpit.
Der er altid en positiv overraskelse eller to blandt kendingene, og i år var ingen undtagelse.
Vi ses i 2026.
Fotogalleri: Morten Hermansen
