Forleden havde Rockzeit den ære at sætte metalguitar legenden Michael Denner i stævne i hans pladeforretning Beat Bop, som ligger i Peder Hvitfeldts Stræde 14. Vi havde aftalt et præcist mødetidspunkt og jeg stod naturligvis for at dukke op en halv time for tidligt. Sharp.
Det passede egentlig Denner udmærket, da vi så kunne tale uforstyrret og til tider frit fra leveren. Og således jeg har personligt været med til at åbne hans butik.
Jeg gratulerede ham først og fremmest med den prestigefyldte pionerpris, som Mercyful Fate modtog den 28.01.2017 ved årets uddeling af Steppeulven, for tilbage i startfirserne at have banet vejen for dansk metal og for at have markeret sig massivt på det internationale landkort.
Den bittersøde snepløjning
Trods glæde over prisen, fandt Denner dog glæden bittersød, da anerkendelsen kommer “alt for sent!” og da forholdene dengang var unødvendigt barske for de bands, der ikke lige matchede monopolets glatte radioformat. Denner ville gerne have haft den aktuelle goodwill dengang også. Metal var noget djævlen havde skabt(!) og der var ingen håndsrækning nogen steder fra. Denner får i den indledende snak spontant sammenlignet datidens Mercyful Fate med en sneplov, som bandet måtte skubbe alene med håndkraft, da ingen kunne drømme om at hjælpe med lidt benzin. Således brugte bandet vanvittigt mange kræfter på at pløje vejen for alle de mange bands der siden da strømmede til og har fulgt den slagne plovfure lige siden. Vilkårene var i det hele taget barske for Mercyful Fate:
Michael Denner: – så der står vi med de vise sten og har lavet guldet, ikke, men der går jo altså nogle år før du får den anerkendelse ikke? Det var hårde vilkår, jeg kan huske vi startede som support for Motörhead og vi fik bare 20 minutter, og dér lærte man kadaverdisciplin på den hårde måde, man skulle ikke tro man var noget – sådan et lille pisseband fra Danmark… så vi blev kostet rund… de gjorde nar, og drillede os; det er en hurdle man skal igennem, for at få hår på brystet og blive hærdet som rockmusiker, ikke, og det er jo morsomt på sigt, for det kulminerede jo med at Motörhead fik den trommeslager som jeg havde fundet. Mikkey (Mikkey Dee, nu trommeslager i Scorpions) ham spottede jeg jo som helt ukendt svensk fattig trommeslager der prøvede lykken i København, og jeg anbefalede ham til King (Diamond) og sagde ham, “ham skal vi altså have”, og King, han fattede den lige med det samme – der var ingen tvivl.
R: – et eksempel på, at I har sat en masse ting i gang…
MD: – Vi har fået sat en masse ting i gang, ja…
R: – synes I, I kan bruge den anerkendelse nu?
MD: – Det kan vi for det åbner selvfølgelig nogle døre og ære og berømmelse, bedre sent end aldrig. Men man har stadig en fornemmelse af de der fordomme og restriktioner. Og Hank (Shermann) og jeg er jo kendte for Mercyful Fate, og for mit vedkommende også King Diamond… og så har vi så dristet os til at lave Denner/Shermann som er old school metal, men i og med at det ikke er King der er sanger, så er der døre der er lukkede og det synes jeg jo er dybt latterligt, fordi vi får kåret albummet til årets album foran det ny Metallica album, men det er åbenbart uendeligt svært for promoterne at booke os til de festivaler der er her, hvilket jeg synes er fuldstændig indlysende, og nu er det andet år at vi bliver forbigået. Jeg synes det er underligt, at i og med det ikke er King, så duer vi ikke, uanset hvor gode vores plader er, og jeg synes det er aldeles fremragende, det vi har lavet.
Denner/Shermann
R: – Vi var jo også glade for jeres nye plade og synes også at Sean Peck rammer meget af det, som vi netop forbinder med jer.
MD: – Jamen klart ikke, Sean han har jo de der King Diamond chops, men også Rob Halford i høj grad og jeg er jo stor fan af (Judas Priest), så jeg var ikke i tvivl, da jeg hørte Sean; jeg vidste jeg ikke kunne få Halford, så det her var et glimrende alternativ!
R: – personlig synes jeg, at han har lidt Geoff Tate (ex-Queensrÿche) klang og det kan jeg godt lide…
MD: – Også det ja, og det kan jeg nemlig også godt lide.
R: – Der er mange af de nye sangere, hvor man tænker, orv, han lyder ligesom ham der, og ham der… hvad tænker I om alle de mange sammenligninger, også eksempelvis med jer, at I der lyder som Mercyful Fate?
MD: – klart, det er jeg smigret over og det ville da være mærkeligt andet, når det nu er Hank og mig. Jeg synes Denner/Shermann pladerne er mere Mercyful Fate end Force of Evil som vi lavede for nogle år siden – det var mere straigh metal i stil med Judas Priest, hvor her der flirter vi lidt med begreberne og der er også nogle af de tidligere King Diamond elementer i, eksempelvis “Abigail” og “Fatal Portrait” og det har selvfølgelig også noget at gøre med, at det er Snowy Shaws fuldstændige enestående (tromme)stil og det er ligesom hånd i hanske, altså vores samarbejde går op i en højere enhed: Og det var en af de væsentlige faktorer til, at jeg mistede lysten til at spille igen, efter at vi gendannede Mercyful Fate; da Snowy han skred, der knækkede noget inde i mig, for han var jo min personlige ven og min favorit heavy metal trommeslager, og den kan han dele med Mikkey Dee som er en anden af de trommeslagere, som jeg har spillet med. Så det er jo et privilegium… og for lige at runde den af, så Bjarne Holm, som også er en fremragende trommeslager; så der har jeg været superpriviligeret på trommesiden, at få lov at spille med nogle af de bedste i branchen.
R: – Når nu du siger, at der er nogen naturlige grunde til, at I har den lyd i har, hvor meget af det er så noget, der er tænkt?
MD: – ingenting, det kommer fuldstændig naturligt, altså Hank han pisker jo riffs ud af ærmet, han er utrolig, det ligger bare nede i skuffen, han kunne lave ti album, men det ville jo så bare være overkill… men ideerne kommer så let for ham, og jeg er til gengæld meget doven, jeg laver et nummer om året. Men det tror jeg også er fordi jeg er lidt kyst af Hanks evner, så tænker jeg, at så gider jeg ikke sidde og bruge så meget tid for han er så skide god… så skal det faneme være godt ellers så kasserer jeg mine numre, fordi Hank er så skrap til det. Og Hank kan helt telepatisk tænke mig ind i hans kompositioner, ikke, det ligger i kortene, vi kender hinanden til hudløshed. Det er jo snart fyrre år vi har spillet sammen ikke, december ’78, så …
R: – Hvad med teksterne, jeg tænker “Son of Satan”, hvordan er det at have dét univers, der er jo gået nogle år…?
MD: – ja, men hvis folk lige kigger ind under titlerne på numrene… Sean er jo absolut ikke satanist, tværtimod, der er lidt religiøst… også eksempelvis “The Pentagram and The Cross”, du har et valg, vil du gå mod satanisme eller kristendom? Det er der han ligger, hans univers, han er jo tegneserieentusiast og science fiction elsker og har også skrevet bøger og lignende, så det er horror-story og eventyr og science fiction. “Son of Satan” er inspireret i store stræk efter “The Omen”, det er jo son of satan, hverken mere eller mindre; en fantastisk film.
Igen, vores univers, der er jo ikke langt fra horrorfilm, hvilket er en af mine andre store passioner. Jeg samler horrorfilm og det gør min søn også, vi har en kolossal samling, og deler klassikere, B-film og obskure ting.
Jeg gløder for heavy metal og det har jeg gjort lige siden jeg startede mit første heavy metal band i ’72
Ingen politik, tak
R: – Kunne man forestille sig, at I skrev om miljø og politik eller ligger der implicitet i teksterne nogle mere arketypiske spørgsmål?
MD: – altså jeg vil sige det sådan, at vi prøver at holde os så vidt muligt uden om politik… Sean, han har jo været meget aktiv på nettet omkring det amerikanske valg og lignende, og Hank og jeg vi prøver ligesom at dæmpe det lidt ned… fordi vi er jo mildest talt ikke enige med ham… men det skal man jo have lov til, hvis man ikke blander det ind i vores univers, fordi det er helt uacceptabelt og det forstår Sean også godt – og har også efterfølgende tonet sin diskussionslyst lidt ned… for det er upassende i vores verden. Hank og jeg kommer fra en helt anden verden og det viste sig også, at de to amerikanere i bandet, de stemte på hver sin kandidat så det var lidt svært at få dem splejset sammen. Men det tog en eftermiddag hvor de lige skulle pisse territorie af, før det var fryd og gammen, for Mark (Grabowski, bas) var på den anden side…
R: – så I sad og krydsede fingre…?
MD: – Næh jeg skar bare igennem. Jeg har stor respekt for at folk bruger musik til at formidle et politisk budskab, men det er ikke min afdeling, mine politiske holdninger, dem holder jeg privat, jeg lader musikken tale. Jeg gløder for heavy metal og det har jeg gjort lige siden jeg startede mit første heavy metal band i ’72, tror jeg det var – og sådan bliver det ved med at være i min verden lige indtil jeg stiller træskoene. Altså, jeg er dinosauren, det ved jeg, ligesom King også er, han har jo været med næsten lige så lang tid som jeg…
R: – men der er ikke meget forstenet over jeres ny plade…?
MD: – nej, det synes jeg heller ikke, vi er oppe at bide skeer med de bedste, den står knivskarpt og spillet er lige på kornet, jeg kan da ikke høre at… at det er nogle gamle førtidspensionister, der står og fjoger sig igennem noget man skal lade de unge om. Det er der ikke noget der hedder her, og det er også derfor at det glæder mig, at man så får den fulde anerkendelse… at der sidder nogle unge journalister derude og tænker, hold da kæft, de kan endnu de gamle.
R: – på den ny plade er det som om, at der hvor titelnummeret er placeret, der ville man i gamle dage naturligt vende vinylpladen og få et nyt kapitel, har I tænkt sådan nogen tanker..?
MD: – hundrede procent, alt er skematisk planlagt, jeg trumfede jo igennem at det skulle være “Angels Blood”, som startede pladen fordi den er lidt forbrugervenlig, så man ikke går stenhårdt på med det samme, og det var måske en fejl, men man kan altid vende og dreje tingene; altså, vi sidder med en buket af numre og skal placere dem på pladen, og jeg tænker vinyl fordi jeg er vinyltosse… det skal flugte side et og to, jeg var helt bevidst om at “Master of Evil” skulle åbne side to, når den kom på vinyl, det var en klokkeklar plan – for så kan man vælge at starte med side to, hvis bissen skal skrues på, og det er jo herligt med vinyl.
Less is more
MD: – Og det er også der, at mange band begår den fejl, tag den ny Metallica, forestil dig at man kogte halvdelen væk og tog de bedste numre, så ville det være et mesterværk! Hvor, nu kan man godt tabe pusten lidt og der er nogle numre, hvor man tænker arh, come on… hvor det er mere kvantitet end kvalitet. Ikke for at negligere dem, for der er er nogle vildt fede numre på den plade, og jeg synes det er noget af det bedste, de har lavet i langt tid, men hvorfor så mange numre? folk går sgu da kolde… less is more! Det er faktisk min skyld der ikke er mere musik på det ny album..
R: – For I havde flere numre…?
MD: – Ork ja, vi kunne havde lavet dobbelt så mange, Hank har en masse i skuffen, vi kunne have lavet ligeså mange som det passer os, men jeg vil have, at folk bliver grebet om struben og sukker efter mere, når man hører sidste skæring på pladen. Det gør man ikke hvis en tredjedel af numrene er spild, hvor man allerede har hørt to gode numre og tænker hvorfor skal jeg nu høre på det crap!? Jeg kan selv huske de legendariske plader, man blev begejstret for som knægt… et udmærket eksempel er det Kiss album “Dressed to Killl”, der er et kvarter cirka på hver side, 13-14 minutter, det vil sige, der går ikke så lang tid, så tørster man efter et genhør. Det gør man ikke hvis det varer grueling 1½ time, hvor en tredjedel numre er røvkedelige..
R: – Coveret på “Dont Break The Oath” og det ny…?
MD: – Jamen jeg er glad for at du stiller det spørgsmål for det skabte lidt af en situation, det er jo Thomas Holm (cover art på blandt andet King Diamond og Mercyful Fate) der har lavet malerierne, “Satan’s Tomb” det er jo lavet for fem år siden, og vi købte rettighederne før vi vidste, at det her band ville blive en realitet, og da vi så udgav “Satan’s Tomb”, så rettede Thomas henvendelse til os, om han skulle prøve at give “Master of Evil” coveret et shot. Og så kom det cover, og jeg tænkte yes, det har Mercyful Fate og hele pakken, og betaler manden ved kasse ét, og han var også her nede og signere nogle pakater, så good vibes…
Nordic Noise
R: – Nu skal det handle om weekenden (Nordic Noise Festival 13. & 14.05.), er I klar? hvornår mødes bandet?
D: – Jamen altså amerikanerne lander om en time, men Hank, jeg og Jens (Bergild , trommer) som er vores live trommeslager, vi går og forbereder og liiige føler på tænderne, for vi har jo holdt en pause noget tid, hvor vi ikke har været ude at spile; for det er jo sin sag lige at kalde amerikanerne over, ikke, for Sean er fra San Diego og Mark er fra Denver, så det er logistik og udgifter: Der er mange ting der skal falde i hak, så det er ikke noget man bare gør… så vi har ventet på festival sæsonen; så vi har Nordic Noise i København, en festival i Bergen, og en i Brussel og i Stuttgart henover sommeren.., fordi de der små klubture… promoterene vil ikke betale noget særligt fordi konkurrencen er så hård ,og der er mange bands der vil spille for nul bare for at få lov at spille – og der har jeg gang i så meget her, med min forretning og min quiz, så det har jeg slet ikke lyst til at spilde min tid på. Det eneste ærgerlige er, at man ikke kommer ud at spille for sit publikum, det er jeg selvfølgelig ked af, men så må man jo finde ud af, hvor de der festivaler er, og så se os der.
R: – Der er nok at glæde sig over i øjeblikket, vi glæder os til at høre jer.
MD: – Jamen jeg glæder mig også til at spille her, også med et band der er så stærkt og det er på vores hjemmebane… jeg er født og opvokset her i den her by, så jeg kender jo halvdelen ude i salen når man skuer ud, det er et fantastisk fedt.
R: – Det er jo et godt koncept, Nordic Noise, det er jo femte år…
MD: – Jeg må jo med skam indrømme, at det kan da godt være at der er væsentligt større navne på Sweden Rock og Copenhell, men det er her er meget mere min smag, det der kører ude på Nordic Noise. Det er hård metal med gode sangere og melodier og musikere der har øvet sig hjemmefra og friske pust med nye unge bands, nogen af de danske bands… jeg bliver sgu så glad når de tager stafetten op og tager det videre som Hank og jeg har startet for fyrre år siden…
R: – Selvom det var et slid…?
MD: – Gu’ var det et slid, som jeg siger det var en sneplov hvor ingen gad og give benzin, så vi måtte skubbe den hen over sneen.
R: – Men det har været alle anstrengelserne værd…?
MD: – Det har det, ja…
R: – Kunne der være noget gammelt materiale til på lørdag?
MD: – jamen vi kan da ikke gå op på den scene, der skal jo være noget Mercyful Fate numre, det skal der være, jeg ville slet ikke kunne bære andet, jeg elsker de numre. Stod det til mig, så lavede vi to koncerter samme aften hvor det kun var Mercyful Fate den ene og så kunne man også chippe ind med et par King Diamond numre et Volbeat og Force of Evil… men det er klart, man er jo nødt til at være realistisk. Det er bandet Denner/Shermann der er main feature, men der kommer rigeligt med Mercyful Fate, der kommer mere end folk tør håbe på, for jeg ved at folk står dernede og vil godt høre klasikkerne… så der kommer en god potion.
R: – hvad med Denners Trickbag?
MD: – ja der er vi jo i gang med pre-produktion på Denners trickbag nr. 2 og det er jo herboende musikere i Københavnsområdet, så der kan vi jo rykke hurtigt, og på den ny plade har vi valgt flere hjemmekomponerede numre denne gange. Og i og med at Bjarne Holm er kommet med på trommer og Hank har skrevet musik og skal være med i produktionen på guitarsiden, så kan jeg få det samme udtryk som jeg har på Denner/Sherman pladerne, så den bliver bisset lidt op og det tror jeg mange er glade for. Grunden til jeg lavede til Denners Trickbag er jo min kærlighed for halvfjerser heavy og det vil nok komme i højere grad til udtryk på den ny plade, men med egne kompositioner og det vil sige, at der bliver plads til lidt mere heavy. Men folk skal kunne abstrahere fra, at det ikke lyder som Mercyful Fate, lade være med at tænke, ergo så er det noget lort, det synes jeg virkelig er unfair… så er det ikke den journalist der skal sidde og anmelde på den plade.
R: – Så det er lidt noget i tager hensyn til ubevidst…?
MD: – absolut ikke på den første og faktisk heller ikke på den anden… men af naturlige årsager, via Bjarne Holms input og Hank Shermann som nu er medkomponist, så kommer dette jo til at smage til lidt den vej, så jeg er spændt på, hvordan folk modtager den. Så.. nej det er ikke King Diamond der synger på den, så get over it, lyt objektivt, for det vil være hamrende uretfærdigt andet, for der bliver spillet til og heavy og godt.
De mange projekter
R: – Der er jo mange gode sangere og danske musikere, er der nogen du følger af de unge…?
MD: – Det gør jeg i mit virke som pladesælger og jeg har selvfølgelig også været inde og researche på nogen af de bands der spiller på Nordic Noise, så jeg ved, hvad vi har med at gøre, men jeg har jo altid stillet mig til rådighed når unge bands spørger om gode råd, og har gæstet lidt og skrevet en liner note til en plade og der er jo masser af talent, der er jo fine bands i dag i Danmark og helt aktuelt bandet SEA som skal spille samme aften som vi spiller; og dem har jeg et meget kammeratligt forhold til, de kommer forbi i min butik og hænger ud og vi snakker om gammelt Uriah Heep, Black Sabbath, Deep Purple og Led Zeppelin. Han (Anders Brink) har en god klang og en dejlig stemme og det er sgu et godt band. Kan jeg hjælpe på nogen måder, så stiller jeg op… et foto til promotionbrug eller ligesom Superdirt hvor jeg går ind og gæster med en Guitarsolo, ja selvfølgelig, mine gamle venner Artillery, Nimwit, et gammelt punktband, hvis de spørger, så går jeg ind og spiller lidt gæsteguitar. For det er sjovt og inspirerende.
R: – Så fik I lukket Dæmonens Port?
MD: – Ja, var vi de sidste? René der havde det, er jo flyttet til Næstved, men vi har bibeholdt kontakten, fordi han har jo det der miljø dernede i Næstved med de gamle dinosaurer fra min tid. Vi har jo fælles bekendte og jeg håber også, at vi med Trickbag kommer ned og spiller lidt på de kanter.
R: – Jamen, hvordan får du tid til alt det her?
MD: – jamen, jeg har jo en kone der holder mig i ørerne, det hænder at folk spørger mig om et eller andet, hvor min kone skærer igennem og siger, det der det gør du bare ikke. Fordi hun ved, at det kommer til at vælte læsset og jeg gør jo ting i min begejstring og jeg elsker jo at lave musik relaterede ting, men det er klart at døgnet kun har 24 timer og der er dage hvor jeg sidder i 18 timer og arbejder og det er jo ikke holdbart i længden… man skal også lige have tid til at koble af og få sin aftensmad.
R: – Kan du mærke at der er gået et par år?
MD: – jeg vil sige, nu lever jeg ret sundt, den eneste last jeg har er mine cigaretter, og så et glas vin til maden og en øl på pubben i ny og næ, men det er slet ikke det gear jeg kørte i da jeg var yngre. Jeg spiser sundt, min kone er en meget dygtig kok, og sørger for at der er meget grønt, jeg spadserer, jeg har ikke bil og kørekort, så jeg får brugt kroppen og passer på, spiser til jeg er mæt og ikke for mange søde sager, så jeg er rimelig fit. Jeg fylder jo rundt næste år og det er ikke halvtreds… jeg har en ung kone der laver god mad.
R: – Hvad mere kan man bede om…?
MD: – Ja det er jo det!
Mercyful reunion ?
Der verserer løbende rygter om en mulig gendannelse af Mercyful Fate, men af forskellige blandt andet personlige, logistiske og forretningsmæssige årsager er det aldrig rigtig blevet til noget. Et emne vi også berørte kort:
MD: – Men det er så ikke så relevant lige nu, for vi har masser på vores tallerken og vi har lavet to albums som har fået topanmeldelser som jeg er super tilfreds med, så må vi se på det andet, når tid er. Man skal aldrig lukke en dør, jeg ønsker ham (King) alt det bedste. Vi er jo gamle venner. Folk vil jo elske det med en reunion, (…) de to gamle (Denner/Shermann) er i form. Hvis han skulle få tid og lyst til at bruge os, så må det være enormt fedt at vide for ham, at de er skarpe de to, de er benhårde og klar.
Copenhell.. og Nordic Noise
R: – Nu snakkede vi om Copenhell før, er der noget på Copenhell, du ser frem til?
MD: – Det er der da! Jeg skal ud og lave metalquizzen for tredje år i træk, fredag eftermiddag. Jeg tror det er, i tutten, så laver Christian Beyer og jeg den årlige Metal quiz og det vil jeg da glæde mig til og så skal jeg da ud… så skal jeg ud at høre Europe! ja, John Norum, fed guitarist, melodisk heavy, og så er der en masse navne jeg skal ud at tjekke ud… og der sker jo altid det på sådan en festival, at der er bands man ikke kender, hvor man tænker, det var lige godt satans, jeg skal lige ud at tjekke de plader ud bagefter. Men Nordic Noise, der er ikke et svagt punkt de to dage, der er lutter gode navne og det er sgu da glædeligt, og jeg har en fornemmelse af at Nordic Noise i den grad er kommet for at blive, altså det blive tilbagevendende… og der kommer da mere og mere kød på tallerkenen det kan jeg da fornemme fra år til år og sådan var det jo i princippet også med Copenhell og Sweden Rock. Det startede et sted og nu er det kolosser.
Den sneplov, der..
R: – Men tak fordi du gad og tage dig tid til at tale med Rockzeit…
MD: – jamen jeg kan ikke lade være..
RE: – Nej det var bare at trykke ‘play’…
MD: – Ja, jeg snakker som et vandfald!!
R: – Det er dejligt, det er ikke altid det er så nemt,
MD: – Nej jeg har meget på hjertet, af den årsag at jeg gløder for genren, det har jo været mit liv – et helt langt liv med det, og så er det jo rart at der stadig er bud efter en og at folk stadig gider at lytte på hvad jeg siger og synes, at det er interessant hvad man foretager sig og hvad man tænker.
R: – Fornemmer du at der kommet mere interesse for den hårde genre ?
MD: – Ork ja, i den grad, nu er det jo legalt, nu tager farmand jo junior med til AC/DC og Iron Maiden, sådan var det sgu ikke da jeg startede, der var det fandens værk, vi var en fucking bunke sataniske nazist fascister du ved, og man blev betragtet som musikalsk scum, uha..
R: – Men det var godt, at I tog den sneplov…
MD: – ja, vi tog sneploven, det skider vi på, hen over stepperne!”
R: – Tusind tak…
MD: – Det er mig der takker!