Musik fra fremtiden, nutiden og fortiden… in reverse

Det var ikke ligefrem en kedelig søndag aften for dem som drog mod Amager Bio i søndags. De tre bands kunne byde på både kunst, smerte, men også underholdning med et glimt i øjet, og hvert band havde sin egen tidzone i musikalsk udtryk;

Fremtiden: Leprous

Leprous vil ikke det de andre vil. De vil videre. Du får ikke retrorock eller alenlange Floyd simili synthflader/soloer. De har koblet sig af the old ways, og beviser fra plade til plade, at man kan lave musik uden at det nødvendigvis behøver at være hentet rent fra klassiske rock/metal stilarter. Deres postgenre-prog får nærmest dekonstrueret de etablerede rammer, og på dogmatisk vis får man stort set aldrig flade 4/4, eller motivbrug fra et andet årti. Never! Men ovenpå deres harmoniske og rytmiske omkalfatring, formår de alligevel at lægge nogle lyse dragende iørefaldende melodier, som måske ikke matcher radio-pop-skabelonen, men dog hænger fast. Det er så indstuderet og dygtigt, at man af og til kan komme i kedsomhedsfarezonen.

Kort men godt

Leprous stillede søndag aften op som første band, og med sig havde de blot 6 numre i godteposen. De var iklædt sorte bukser og sorte skjorter, og præcis kl. 19:00, startede nummeret ”Foe”. Det var meget kontrolleret spillet, og tempoet var også lidt lavere end på albummet. Lyden var brutal. Einar var eminent og han stemme var perfekt.

Leprous skuffede lidt på forbrændingen 2. november 2015, men i søndags var de tændte, spillede virkelig hårdt, og faktisk af og til, lidt uskarpt!… det klædte dem, så blev de helt menneskelige. Lyden var god og den var ikke for høj… den kunne godt have været lidt højere, men det var fint nok. Der var ikke meget spræl i bandet under “Foe”, men det var nok bevidst, for allerede i andet nummer “Third Law”, begyndte de at springe rundt på scenen, lige som man kender dem. Trommeslageren Baard Kolstad var også i fuld bevægelse, og hans trommespil var da også i dén grad bevægeligt, og generelt var det bare et skræmmende højt musikalsk niveau han leverede hele aftenen.

“The Price” var oplagt at spille, og det er noget af en magtpræstation at få dette nummer til at sidde i skabet, for der er mange mærkelige betoninger i rytmen som bare skal flyde. Her fik Kolstadt også undervist i, hvordan man styrer hi-hat. Holy shit. Der var super fedt dynamisk arbejde i ”The Flood”, og tjekket backing vokal fra guitarist Tor Oddmund Suhrke og bassist Simen Daniel Børven som sang svære korfraser, men fik det til at sidde lige i skabet.

Modenhed

Leprous spillede deres numre sobert og modent, og den lidt mærkelige musikstil som de har påtaget sig, kunne åbenbart godt blødes lidt op ved hjælp af god live-lyd og lidt laid back feeling i groovet.

Nummeret ”Slave” var en perfekt afslutning på det korte sæt. Einer Solberg var i sit es, og vokalen var effektiv og rørende. Nummeret skifter karakter til growl metal, og den fik full power i denne version, og det klædte Leprous- koncerten at give en ekstra spand kul i sidste nummer. De fik da også deres hyldest, af vel nærmest samtlige fremmødte, hvilket er flot af et opvarmerband.

4 stjerner ud af 5 til Leprous

Nutiden: Between the Buried and Me

Helt down to earth stod Between the Buried and Me på scenen og lavede lydprøve og stemte selv. De nikkede til hinanden og til teknikkerne, og så blev lyset slukket, og de gik i gang. Publikum var meget fokuseret på bandet, og det lod til, at der var nok musikalske idéer i luften allerede fra start, og det gik rent ind hos flokken. Man kan heller ikke klandre Between the Buried and Me for at være banale uopfindsomme eller statiske. Flere gange under koncerten, kunne man fornemme nogle blandt publikum udtrykke “de er jo sindssyge!”, med et tilfreds smil på læben.

Man kan mene, at lydbillede lider af personlighedsspaltning og man kan ovenikøbet kredse det ind til især at handle om frontgalningen Tommy Giles Rogers jr., der siden bandets start i 2000 har growlet, spillet keyboard og leveret skønsang i et virvar af forskellige genreudtryk. Vi får glam piano, rock, dødsmetal og en masse udtryk a la Spock’s Beard/Rush i voldsomme dynamiske clean cut skift, så man sjældent får længerevarende fodfæste. Det er vanvittigt flot udført. Og når det fungerer bedst er det nærmest genialt. Når det halter så minder det om sammenkoblede etuder, der ikke fortæller nogen samlet historie.

Baal-Core

Det første nummer var det lange nummer “Fossil Genera -A Feed From Cloud”, som har musikalske udtryk der minder om bands som Yellow, Mr. Bungle, Act m.m., og man må sige at det er en god lang rejse i musikalsk æstetik. Der var også stor spilleglæde lige fra starten, og bandmedlemmerne havde god kemi. Også andet nummer “The Coma Machine” blev leveret skarpt og levende, og man var godt tilfreds med bandets opstart.

Dog var man tilbøjelig til at falde ind og ud af “Lay Your Ghosts to Rest”, da der netop var tale om artisteri fremfor kunst. Men sjældent bydes man på så voldsomme skift, og når man går fra Queen til noget teknisk dødsmetal på et nanosekund, og udfører det flawless, jamen så har man allerede scoret en hæderlig karakter alene på det. Herfra skal der så hældes på af originalitet og live-finesser; det sidste kneb det gevaldigt med, bortset fra at den lille smølf Giles, gik lidt rundt fra keyboard-flanken og ind mod den centrerede scenemikrofon. Men hvor hans musiske diversitet ikke kan forfægtes, ja så har han altså ikke meget karisma, og slet ikke sammenlignet med den evigt urolige og indestængte Einar fra Leprous. Og lidt ærgerligt var det at hans clean vokal midt i al kakofonien lå for lavt, især i “Bloom”, der ellers kom godt udover scenekanten. De forskellige klange i hans vokal var lidt halvhjertede, og man savnede at han havde en personlig klang som både han selv og publikum kunne føle sig tryg ved.

Bandets seneste album “Coma Ecliptic” er ret vellykket,  og det var helt passende, at de spillede hele tre numre derfra. Med formidable “Option Oblivion” og “Life in Velvet”, sluttede bandet af med manér og sidstnævnte var nok det nummer, hvor stille pianopassager og bulder og brag hang bedst sammen.

Underholdningsværdien var fin nok i koncertens helhed, og publikum gav også hér en god applaus, som også var ret flot i forhold til, at de også var et opvarmningsband.

3,5 stjerner ud af 5 til Between the Buried and Me

Fortiden: Devin Townsend Project

Med åbningsspørgsmålet “Ready to have some fun?”, buldrede fænomenet Devin Townsend derudaf fra start med sit symfoniske godstogsmetal, iklædt en milliard vellydssamples, som strakte sig langt udover hans canadiske hjemlands vildnis. Han havde med det samme godt fat i publikum, for han er bare en spøjs person som meget gerne vil være spøjs. Der var liv og glade dage, da bandet fyrede “Rejoice” af, og dermed åbnede for aftenens hoved-event. Stort set uden pause gik han rutineret over i “Night”, med det velkendte lyse guitarriff og flot hørbare brede synthflader, og holdt dampen oppe indtil bandet og publikum var in the mood. Hans lydbillede er den store filmiske palet, og hans ny nummer “Stormbending”, rullede derudad som dommedagsbølger fra det sorte hav, bare lidt for poleret til at blive skræmmende. Der blev i det hele taget lukket op for old school-hanen, og mange riffs og rytmer var måske et levn fra fortiden, og hans motiver og harmonik blev ofte lidt monotone. 

Fede numre:

Der var selvfølgelig en del fede numre, som sad lige i skabet, og her kan nævnes “Supercrush!”, der både var tungt og progressivt, og “Failure”, hvor Mr. Townsend virkelig fik lov at udfolde sin vanvittige operaklang. Nummeret blev spillet mørkt og dramatisk og med piskende grædemure i banal mol. Og Devin hev den helt hjem med en flot enkel, men indfølt guitarsolo. “Hyperdrive” er en skizofren rock n’ roller i sit grundbeat, med sære storladne elementer undervejs, og det fungerede fint i søndags. Aftenens suverænt bedste Devin-nummer må være “Planet Of The Apes”, som er flæskesej, langt mere ond og rough end de øvrige numre: her er der mere mareridt end dream scape og det holder 100%. Derudover fik trommeslageren lidt mere at lave. We like! “March of The Poozers” og hele hans “Ziltoid” projekt er måske ikke det det bedste han har præsteret, for i længden bliver det for hysterisk, for opstyltet og bare irriterende.

De fremmødte var dog tilsyneladende store Devin fans, og hænder svajede fra side til side og der blev grinet indforstået, når han charmerede os, vrøvlede indforstået eller blot talte kaudervælsk. Ved sidste nummer “Kingdom” var folk godt oppe at ringe.

Encore

Eller helt sidste nummer var det jo ikke, Townsend havde stadig ikke mistet lysten til at rette sine talegaver mod publikum, og vi fik en masse ord skyllet ned over os, som blandt andet omhandlende hvor klichefyldt det var for os alle, at vi alle vidste, at han ville spille ekstranumre. Og det gjorde han, først et overraskende vellykket intimt akustisk sing a long nummer “Ih-Ah!”, som var skrabet i sin akkordbrug, men særdeles rundhåndet i form af nærvær og originalitet. Efter dette flotte nummer, kunne man ærgre sig gul og blå over, at han ikke bare kunne lade det være med det, men han skulle absolut sjaske det hele til med “Higher”, som er lige så vedkommende og original som en thaibox i regnvejr.

Devin Townsend er, som I måske kan læse jer til, ikke nem at blive klog på. Med mærkelige ansigtsudtryk, som en skurk i en amerikansk B-film, og med skarp stemme, tordnede den hurtigttalende Devin derud af med anekdoter tilføjet en god portion uforståelige sproglige absurditeter. Men manden besidder altså en sindssyg god timing, når det handler om at balancere musikken med de må gags til ære for publikum.

Bandet havde hele 15 numre med til aftenens show, og de blev leveret med musikalsk træfsikkerhed. Der var dog ikke overskud til at få det musikalske udtryk helt op at ringe, og det virkede lidt som helgarderings-metal, som ikke måtte give uventet udsving. Det hele virkede som ét skræddersyet show, og det blev lidt kedeligt i længden.

Lyden på Townsends mikrofon var lidt lav, men han har jo en unik og lidt ejendommelig opera-agtig stemme, så han kunne godt skråle igennem, og skræmmende nok, havde han denne energi hele vejen igennem koncerten. Trommeslageren Ryan Van Poederooyen var energisk og tændt, men han var ikke helt tight altid, og trommelyden kunne godt have været lidt bedre. Guitarist Dave Young og bassist Brian ‘Beav’ Waddell, svingede godt sammen, men de var lidt ufarlige at høre på, og de kunne godt gå lidt mere amok, for der var masser af riffs der lagde op til at få én på hatten.

Til en koncert med Devin Townsend bliver man blæst bagover fra start, og det er cool nok. Det fungerer, det er hyggeligt og dybest set ufarligt, der er tale om Spielberg-metal, som er episk, men lidt uden brod. Og lidt uden det bid, som de spedalske nordmand lagde fra kaj med. Men det er jo også fremtiden.

3,5 stjerner ud af 5 til Devin Townsend Project