Nad Sylvan: The Bride Says No

Inden Nad Sylvan i 2008, som 49årig udgav det meget Genesis lydende soloalbum “Unifaun”, havde han i mange år forsøgt at slå igennem i rockbranchen og lande den forjættede pladekontrakt. “Unifaun” blev heldigvis for alvor adgangsbilletten til Steve Hacketts solo+Genesis revival projekt, som fortsat turnerer, og åbnede samtidig op for en solokarriere der senest er resulteret i “The Bride Said No”.

Man skal starte et sted

Når man sætter “The Bride Said No” på, og samtidig har i baghovedet, hvor perfekt Nad Sylvans vokal passer ind i Hacketts æstetiske prog-univers, så er det vanskeligt at forholde sig til, at han har leveret korarrangement samt lånt vokal til Rednex’s plade “Sex & Violins”(1995), primært den gyselige “Old Pop in an Oak”. Men man skal jo starte et sted, og det vidner i hvert fald om en vis stædighed og pragmatisk tilgang til at brede sig der hvor det nu en gang er muligt.

Livet har i den grad formet sig til det bedre nu, og verdensturneer, hvor man som frontmand får lov at synge Genesis klassikere er vel en af de bedste platforme (a la Adam Lambert og Queen) til at promovere sig selv som ambitiøs musiker, ikke mindst med en solokarriere.

Og Nad Sylvans viser på det aktuelle album, at han står distancen, og at det sene gennembrud er fuldt fortjent. Albummet er anden del af hans vampyr-koncepttrilogi, hvor den første “Courting The Widow” er fra 2015.

Overlegent boldøje

Lige fra det korte introducerende nummer “The Bridesmaids” med de graciøse og elegante synth- og kvindekor-motiver, leder op til ” The quartermaster”, så ved man, at Nad Sylvan er i fuld kontrol som frontmand, primus motor og iscenesætter; han har et eminent musikalsk boldøje og overblik, og albummet har en overlegen komplethed og gennemført artprog-dybde.

Nad Sylvan har selvfølgelig fået god støtte fra celebre vintage rocknavne såsom Tony Levin, Guthrie Govan og x-Genesis guitaristen Steve Hackett; de to  sidstnævnte excellerer på “What have you Done”, som er en smuk og sørgmodig rockballade med state of the art guitar solo. Førnævnte ” The Quartermaster” er endvidere et rigtig godt bud på, hvordan Genesis 70-76 perioden ville lyde med moderne lyd, og “The White Crown” har noget “Lamb Lies Down On Broadway”-agtigt britisk gentleman-prog over sig. Så Genesis familiens ære er ingenlunde i fare på dette album.

Nad er mest sig selv

Men imidlertid er der mere pondus og retning over denne udgivelse end den noget tilbagelænede og hyggelige “Night Siren” fra Steve Hackett tidligere i år.

Og jo mere man lytter til albummet, des mere træder Sylvan ud af Gabriels skygge. Nad Sylvan kan ikke slippe fra sine ligheder med Gabriel og Collins – og hvorfor skulle han dog også det? Det er jo dét der giver bøffer i fryseren disse år – men han opnår i de mest særegne øjeblikke at tilføje Genesis-lyden et skær af noget esoterisk, holistisk og særdeles organisk. “When The Music Dies” er faktisk ret fjernt fra den klassiske Genesis-lyd og minder mere om eksempelvis atmosfærisk dreamrock fra Lonely Robots hånd med moderne lyd og samples. Det er ret flotte numre, og han synger sgu godt… altså han er en lidt særpræget sanger og vokalen kan virke lidt spids og kold i det lyse leje og knap så bred og kras som Gabriel, mere hen ad Collins uden samme bragende tenorstyrke, men gud hvor han dog også rammer nogle flotte toner, ikke mindst i det flotte “Crime Of Passion”,  hvor han eksempelvis omkring 5:15 leverer en smuk lys affrasering, der ender højt oppe i skyerne. Og hans lidt sarte bløde klang ender med at blive hans styrke, dét der skaber sjæl på albummet.

For fans af artprogrocken fra halvfjerdserne og fans af hele Gabriel-Hackett-Genesis universet, er dette endnu en smuk gren på familietræet; ikke én af de bærende, måske, men måske som svinggren mod kronen, helt deroppe hvor Peter Gabriels tidlige, næsten mytedannende afsked, netop har placeret Gabriel selv, og gjort ham til en endnu vigtigere del af bandets fortælling – dets genesis – end bandets absolutte popstjerne, perfektionist og altmuligmand Phil Collins. Nok om Genesis, Nad Sylvan var aldrig med i Genesis, men mindre kan også gøre det, uden at det behøver at være mindre af den grund.