Nyt fra MØL

RockZeit blev blæst godt igennem ved MØL-koncerten ved Copenhagen Metal Fest i september i år, hvor de herskede på Amager Bio-scenen og afsluttede festivalen. Med en EP og en LP på bagen, er de nu klar med et nyt udspil; det fulde album “Diorama“.

Stille før metalstormen

En dunkel semiakustisk guitar og en keyboardstemme fader op sammen med en behagelig klang i første nummer “Fraktur”. Gradvist kommer der flere instrumenter på hvor der pludselig raser ægte MØL-ondskab med en knasende vred growl i toppen og tung metal i bunden. Der er respekt for melodi, for umiddelbart efter nogle toneløsefraser fra leadvokalen, skyder æstetiske guitarmelodier frem fra mørket og bløder nummeret lidt op igen.

Igen bliver vi taget på sengen i andet nummer “Photophobic” hvor en stille clean rockguitar titter beskedent og stille frem med den blødeste klang, men uden varsel vælter en væg af død ned over os. Nummeret bliver mildere med tiden ved at udvikle sig til prog rock/metal mod slutningen med stiltræk fra tyske Subsignal…her bare med en lidt anden type vokal må man sige.

Der synges på dansk

Det fjerde nummer “Vestige” er ét af de 3 numre hvor der synges på dansk (også i “Tvesind” og “Diorama”). Det er en noget ekstrem sangstil man hører på dette album, og det er spøjst at der dukker danske ord op i det sorte mudder af en growlvokal. En del DK-bands synger efterhånden på deres modersmål i deres metal, men hos MØL er det ved første lyt af albummet uforudsigeligt om døden og mørket bliver præsenteret på dansk eller engelsk.

Kynisk og ondt

Sjette nummer “Itinerari” har lidt Cynic over nogle af de vokalmelodier som synges med clean vokal hvor det her lidt mere i rockstil end det amerikanske band ville gøre det. Faktisk minder slutningen også om en guitarmelodi i Cynic-universet, igen, bare lidt mere straight i rytme. Det er fedt at høre at MØL har snert af ikke-danske musikalske udtryk, for det skal jo ikke være for lokalt at høre på.

Infernalsk finale

Titelnummeret “Diorama” er en fryd for øret og for metalsjælen. Det har alt hvad et finalenummer skal have. En blød clean guitar anslår få toner med et efterfølgende ekko. Et stille, men saftigt beat kommer på, og en kvindevokal begynder en nærværende fortælling mens en mandlig andenstemme blødt synger med. Der byttes rolle i vokalerne hvor den mandlige synger lead og kvinden tager andenstemme. Den mandlige vokal starter clean men bliver ond og hæs mens musikken stiger i klang og drama. Nummeret klinger ud i et guitarhyl-helvede der lyder som en moderne version af Slayers afslutning på “Show No Mercy”

Skyhøj kvalitet

MØL er et band der forstår at lave dødsmetal langtidsholbar ved at læne bløde og spiselige udtryk op ad de massive lydvægge af speed og growl som springer frem af de ret organiske og klangvenlige formled i numrene. Musikken har gode skift mellem meget hårde udtryk og bløde klange i rock stil. Der er progressive elementer hist og her, som også er med til at give variation i det store hele.

Det er store musikalske kræfter der er på spil i bandet, for den kunnen hver enkelt medlem besidder, er skyhøj. Og her skal man ikke tage fejl, de kan i dén grad spille musikken live! Dog synes jeg, at der bliver spillet meget  lineært og perfekt på dette album, og jeg kan savne lidt flere ukontrollerede lyde som støjer lidt mere med knas og hyletoner hist og her, for det er lidt for perfektionistisk spillet og lyden måske lidt for ren til denne genre. Instrumenterne smelter ikke så meget sammen i mikset som jeg havde håbet de ville gøre, som man oplever når man hører MØL live.

Det er små ting, for dette værk er skræmmende godt lavet, og man får lidt af hvert til at varme sit metalhjerte. Der er god opbygning i sangenes forskellighed hele vejen mod den store finale, det sidste nummer “Diorama”. Det er et plus i min bog at man har overskud til at give den en ordentlig skalle både i kvalitet og intensitet til at understrege at her er vi ved vejs ende.

Det bliver til 4,5 stjerner til “Diorama” her fra RockZeit.