Possessed: Revelations of Oblivion

Det 36 år gamle amerikanske death metal band Possessed udgiver snart et fuldt album. Det gør de den 10. maj, hvor det så er 11.879 dage siden at deres sidste fulde album ”Beyond the Gates” ramte gaden. Nu har Nuclear Blast taget ansvaret for udgivelsen af det ekstremt-længe-ventede 3. album. Med et indbydende cover og en mystisk titel ”Revelations of Oblivion”, er vi atter klar til at blive beskudt med riffs n´ growl i ondskabens navn.

Gamle dage

”Beyond the Gates” med deres billedlige fortolkning af helvede i det fantastiske fold out cover, måtte være fedt, men var det det? Det kunne måske have været noget af det fedeste dengang, men helt uforudsigelig kom de op i mod en væg af metal-mesterværker i 1986, og albummet kom ikke i nærheden af kvaliteten af eksempelvis Slayers ”Reign in Blood” eller Dark Angels ”Darkness Descents”. Derimod er deres debut ”Seven Churches” fra 1985 på manges læber det mest onde og slagkraftige i bandets produktion og i death metal generelt.

Er de blevet poppet siden dengang?

Det første vi hører på dette nye Possessed-udspil er ildevarslende klokker i ”Chant Of Oblivion” som starter et helvedesorkester som suger os ned i flammedybet. Orkesterintroet er mindst på niveau med de gode introer Possessed havde på deres to første LP´er, og her bliver stemningen bygget godt op inden det naturlige brag i næste nummer.

Efter feel bad-introet kommer deres, fornyligt udsendte single… det dér nummer med den sjove titel ”No More Room In Hell”. Er de så blevet poppet med tiden? Nej! Som besatte kører Possessed derud af på samme måde som vi kender dem… bare med lidt mere moderne lyd og tightness, som metal kræver i dag. Possessed følger også tiden i forhold til kompositionen, og antal formled i dette første kickstarternummer er ret omfattende. ”No More Room In Hell” er meget organisk at høre på, fordi der sker så mange ting, og fordi musikerne har kolossalt overskud til at give nummeret purpose og fremdrift til den store guldmedalje. Jeff Becerra lyder som han er ved at dø til sidst… men rolig, han er jo bare i gang med at synge omkvædet.

Klassisk Possessed

”Shadowcult” er syvende nummer, og det er ét af de numre som har lidt reminiscens fra gamle dage. EP´en ”The Eyes of Horror” fra 1987 sluttede af med ”Storm In My Mind”, hvor Becerra synger kaosduet med sig selv, og i ”Shadowcult” tages denne type vokal op igen, og her lykkes det hele lidt bedre end dengang.

Melodi?

Ja, der er skam melodier i vokalen, også i dette øredøvende råbeunivers. I tiende nummer ”The Word”, er der en del storytelling i vokalen, og selvom øret først skal dechifrere tonerne en ekstra gang for at opfatte melodien, så er den der. Den må jo hellere ikke være for clean og iørefaldende, for så er det ikke ægte dødsmetal.

Kan der mon komme kul på til slut?

Det må man sige ja til. Før outroen, eksploderer det hele med ekkoeffekter i reallyde, guitar og vokal og high speed trommerytmer i det helt vanvittige ”Graven”. Man tror næsten ikke på at der kan skrues mere op for intensiteten i slutningen af pladen, men man bliver overrasket over hvor toptunet Possessed-motoren kører i 2019. Det er sgu vildt det her. Jeg håber at de en dag kommer til Copenhell, og så vil jeg lægge ekstra mærke til moshpitten når denne lydvæg af et nummer bliver væltet ud over scenekanten.

Den morderiske musik stopper brat, og ender godt, blødt og ondt i outroen ”Temple of Samael” som har samme kvalitet i stemningen som introen. En klangfuld akustisk guitar svæver over mystiske lyde med en stille akkordbrydningsmelodi, og dør stille ud før baggrundslydene nogle sekunder fortsætter deres ildevarslende vej lidt endnu, inden der takkes af for denne gang.

Lever de op til dét de satte i gang?

Nogle tænker nok at Possessed i dag er lidt et “snydeband”, da kun Jeff Becerra er det eneste originale medlem. Dog har bandet, som det eksisterer i dag, en kæmpe respekt for videreførelsen af stilen der blev lagt i firserne, og der er ikke nogen tvivl om hvad det er man lytter til, for der er ikke noget andet band der lyder sådan her.

Jeff Becerra var nær døden i 1989 efter han blev skudt flere gange i røverioverfald, som også var skyld i at bandet blev opløst dengang. Han overlevede med nød og næppe, og har siddet i rullestol siden. Det det kommer ud af højtalerne fra dette nye album, lyder ikke som en person der sidder i en stol, for metallen ruller ud af højtalerne på den mest ekstreme måde.

Vi har at gøre med et band der skærer metal ud så alt sidder som det skal i genren, og man føler at der er noget kunst i det, for det er djævelsk stilbevidst. Guitarfigurerne på dette nye album har nøjagtig samme nervøsitet over sig og der bliver brugt genkendelige akkordprogressioner og strengeanslag som i gamle dage. Trommesporet er holdt helt i stil med det gamle, for der gøres meget ud af at lave de klassiske fills, som går fra meget lyse tammer og gradvist ned til de dybe.

Og ja, Jeff Becerra lyder præcis som i gamle dage, med sin selvopfundet ”sang”, som har været med til at skabe bølgen af growl. Dog er der mere hæshed end dyb torden i halsen, og det adskiller sig fra dem der siden har taget growlen til sig og har udviklet den til en basbooster- stemme, som klinger på en anden måde.

Personligt synes jeg at ”Revelations of Oblivion” lige nøjagtigt er dét som jeg håbede på ville komme i 1986, men som var en blev til en tvivlsom rusten metalbunke, og som ikke fyldestgjorde min hunger efter fuldstændigt kompromisløst dødsmetal. Det er yderst sjældent at nogen laver metal som både har udtryk og en troværdig lyd, som hverken er for skrabet eller for poleret. Dette lykkes her, og hver en takt i alle numrene syder af gennemarbejdet metal med sand stilbevidsthed, og det kan nok ikke gøres bedre i denne genre.

…så det kan kun udløse 5 stjerner herfra RockZeit.