Powerplay – All Those Years

Powerplay anno 2015 kan stadig levere ægte glæde, friskhed og medrivende musikalsk historiefortælling. Stilrent spillet af bandet – og Erik Thomsens vokalarbejde er solidt og spot on.

Hvad sker der hvis man vækker en mammut til live i år 2015? Ja den vil formentlig fortsætte ufortrødent med det den var i gang med inden den stillede stødtænderne.

Powerplay har også overlevet deres istid på 20 år og er tilbage med den plade de skulle have lavet, mens musik lød sådan. Der er primært nyt komponeret materiale, men deres blue print er bestemt af ældre årgang. Deres pladeselskab Target Records lancerer dem som dansk AOR westcoastrock, hvilket rammer et godt stykke indenfor skiven.

Oldschool

Powerplays ny skive udgives den 4.09.2015 og deres ærinde er ikke at bidrage til fornyelse af en efterhånden ældre rytmisk musikgenre. Der er intet andet end ren, easy-to-the-ear musik, på et album som Powerplay hævder gengiver, hvordan de lyder live. Således er deres musikalske bagudstræbende tilgang paradoksalt nok deres stærkeste og eneste kort, så hvad rækker det til?

Svaret er for undertegnedes vedkommende, efter en del gennemlytninger: Powerplay kan stadig levere ægte glæde, friskhed og medrivende musikalsk historiefortælling. Stilrent spillet af bandet – og Erik Thomsens vokalarbejde er solidt og spot on. Og det er vel at mærke med en lyd, man efterhånden ikke hører så tit og slet ikke i det offentlige rum. Åbningsnummeret ”City of Love” rammesætter præcist albummet med dets dybt klichéfyldte, men velfungerende  intro.

Powerplay sværger til oldschool produktion, oldschool strukturer, formled, akkordprogressioner, stryger/blæser og korarrangementer. Og så de der klassiske Toto/Foreigner/Journey/Mike and The Mechanics-agtige hooklines på eksempelvis titelnummeret ”All Those Years” og ”So What”, det er simpelthen bare stenhård roulade, det her, men de slipper sgu afsted med det.

Americana kultur

Ved de første gennemlytninger tænkte jeg, at jeg blev nødt til at tage ja hatten på og lytte med et overbærende glimt i øjet. Vi er så langt tilbage i tiden lydligt, at hooklines med sødsuppestryger er seriøse bærende signaturelementer – i stort set hvert nummer. Billeder af kække og kernesunde amerikanske skuespillere i midtfirserkomedier trænger sig faretruende på,ikke mindst i det medrivende ”Why Are You Running Away”. Gamle reklamejingler anes i baggrunden. En sekvens hvor helten genvinder livsglæden og bare må løbe en tur i medvind og solskin!

Den helt særlige Joe Plummer poprock har fået så mange referencer i den moderne forbrugerkultur at det kan være svært at høre det som det skal høres.

Nonchalant homogenitet

Men Powerplay er altså ikke en pastiche. De mener det. De er lige så upåvirket af tidens tand som indersiden af en sten, der har ligget i vand. Eller en mammut der har ligget i en isblok. Og for hvad det så er, så fungerer det ret godt. Hver fugl synger med hver sit næb.

Egentligt er det, trods ovennævnte eksempler, vanskeligt at fremhæve få særligt gode numre, numre som virkelig stikker ud på den ene eller anden måde.

Pladen er exceptionelt homogen og i alle kroge er instrumenteringen nivelleret med kærlig, men nonchalant hånd og således uden at være alt for poleret – hvilket da også er nødvendigt, når den generelle grundsound er behagesyg softrock. Således lyder Erik Thomsens vokal ikke specielt autotunet eller voldsomt compresset, hvilket er rart.

Derfor

Bandet lyder mest af alt som en sammentømret gruppe solide rugbrødmusikere med pil op som har mange års erfaring i at fremføre live sæt foran alt lige fra dansende, stående, siddende, hujende, gabende, måbende og jublende publikummer.

Derfor ved de hvad de skal og der er ingen dikkedarer. Derfor svinger det godt på plade – deres sammenspil flyder simpelthen ud af højtalerne. Derfor slapper man af til Powerplay. Derfor liver man op til Powerplay. Derfor bliver man i godt humør af at høre Powerplay. Derfor kan man høre det mens man støvsuger. Holder fri. Når man holder fest og vil gakke ud til funky og soulfuld old School rock. Når man sidder i toget.

Derfor er det en særdeles anvendelig plade.

Når alt er gennemtykket en del gange står tilbage for undertegnede, at Powerplay holder helt fint, uden at blæse dig omkuld. Det er en bid mere end blot middelmådig rock, men stikker altså ikke ud og efterlader langvarige aftryk i ens musiksjæl. Man husker nogenlunde de enkelte numre, men i virkeligheden snarere et frisk og positivt musikalsk helhedsindtryk, hvilket til gengæld er nok til at man gerne vil høre den en gang til.

Næste gang bør afgjort være live.

Powerplay:

Erik Thomsen, vokal

Simon Dalberg, trommer

Kurt Lundgaard, guitar

Peter Gjedde, keyboard

Philip Stricker, bas.

Numre:

City of Love

Powerplay

Why Are You Running Away

Going Home

All Those Years

Cry Freedom

So What

Climb a Mountain

Don’t Walk Away

Bad Bone