Pretty fly for a gammelt punkband

Man behøver ikke have en Ph.D. for at blive forsanger i et californisk punkband. Men det hjælper åbenbart.

For sådan én har Dexter Holland, der ledte slagets gang i front for The Offspring tidligt onsdag aften på Copenhell, nemlig. I molekylærbiologi. Dermed er han på akademisk niveau med kollegerne Milo Aukerman fra The Descendents og Greg Graffin fra Bad Religion, der er hhv. biolog og zoolog.

Men bare fordi man er kvik i pæren, er det jo ikke givet, at man kan levere en ordentlig koncert.

Det gjorde han og de andre drenge i The Offspring heldigvis. Ordentlig som at i de spillede alt det de skulle, de kørte et godt show, kommunikerede med publikum og alle var glade. Men så heller ikke mere. Det var The Offsprings stensikre showmaskine, der efter over 30 år i gamet trykkede på alle de rigtige knapper, men desværre ikke den ude til venstre, hvor der står ’Overdrive’, og hvis man havde smugkigget i setlist.fm fra de foregående 4 europæiske shows, vidste man præcis, hvad der var i vente.

Udlæg med ”Come Out And Play” fra gennembrudspladen “Smash” fra 1994, hvor The Offspring lagde sig i kølvandet på Green Days overraskende genrejsning af punken uden helt at finde samme massepopularitet. Det vidste bandet godt, og på deres Roskilde-optræden i 1995 spillede de da også lidt af ”Basket Case”, men stoppede hurtigt og råbte ”Oops, wrong band!”.

Når der skal rippes op i det, er det for at minde om, at The Offspring altid har været et band med distance til tilværelsen og et stort grin også i retning af publikum. Sådan var det nemlig også på Copenhell.

Et menneskehav af sortklædte metallere tog i mod den attitude og forbløffende genkendelse af perlerækken af hits, der kom i en lind strøm: ”A Million Miles Away”, ”Bad Habit”, ”Pretty Fly (For A White Guy)”, ”Self Esteem” osv. Et ellers ikke særlig dansende publikum boogiede endda til den halvåndede calypsosang ”Why Don’t You Get A job”, så det var på den måde mission accomplished for The Offspring.

Men alle de catchy riffs og klassikere var også blottet for egentlig sjæl og blev standardafleveringer. Undervejs kommunikerede hovedpersonerne Dexter Holland og Noodles flittigt og pligtskyldigt med publikum, animerede til fællessang og ’åh-åh’ osv. fra hele kataloget af tricks. Og netop derfor havde det karakter af tricks. Da den obligatoriske ”It took us 14 years to come to Copenhell” blev kundgjort, kunne man kun spørge sig selv, om det samme blev sagt, da The Offspring spillede på Nibe Festival i 2014? Næppe.

Til gengæld sikrede det solide showmanship, at der musikalsk ikke var en finger at sætte på afviklingen. Både Noodles og Dexter Holland spiller og synger forbløffende godt sammenlignet med andre kolleger lige under de 60. Bag dem sikrede især 30-årige Brandon Pertzborn med en fortid i bl.a Black Flag og Suicidal Tendencies hårdt, tørt trommespil med en metronoms sikkerhed. Den knægt har fremtiden for sig!

Man kan diskutere, om et poppunkband som The Offspring hører hjemme på en metalfestival som Copenhell. De er ikke de første af deres slags med store bogstaver på plakaten og spilletid på Helvití, hvor både Bad Religion og Rise Against har været før. Men The Offspring spiller masser af guitar og masser af polka, og satte gang i en festlig moshpit – check ved den. Og så opfylder de ikke mindst de kommercielt væsentlige kriterier at have masser af hits og stamme fra en tid, hvor deres publikum i mellemtiden er blevet midaldrende, men til gengæld særdeles købekraftige. Så i et år hvor de sædvanlige hovednavne ikke har været til rådighed, er det vel næstbedste mulighed for at holde Copenhell-skuden på ret køl. Det har vi skrevet om før …

Her på RockZeit er vi ikke kostforagtere, og nogle dage er en klapsammen med leverpostejpunk bare lige det, man har lyst til. Heldigvis lå den i buffeten blandt alle Copenhells gourmetmetalserveringer, så den røg lige ned i løgnhalsen med allerstørste fornøjelse.

(PS! Bemærkning fra studievejlederen: Man kan altså godt få en Ph.D. uden at være forsanger i et punkband. F.eks. har Brian May, der er guitarist i Queen, én i astrofysik. Det er bare at gå i gang.)