Recitations Carrion imponerer med sin mørke fortælling

Recitation er et nyt dansk band bestående af tre gutter, der selv beskriver deres stil som en kombination af doom, death metal og psykedeliske vibes. Deres første plade hedder “Carrion”, der er det engelske ord for ådsel. Albummet består af kun et nummer, der til gengæld er 27 minutter og 12 sekunder langt.

Ifølge pressemeddelelsen handler “Carrion” om,

“menneskets følelse af meningsløshed og depression, når det konfronteres med den harske realitet i det uundgåelige kropslige forfald og i sidste ende døden”

Det er på RockZeit redaktionen en udgivelse, der deler vandene. Det er ikke den typiske metalstruktur, der præger de 27 minutter, selvom growl, tunge distortede guitarfigurer og kraftfulde trommer indgår som bærende elementer. Hvad man så skal gribe og gøre i, kommer jeg tilbage til, vi skal først på udflugt.

What is this, that stands before me?

Den i skrivende stund nyeste udgave af metalmagasinet MetalHammer har en rimelig relevant artikel om begrebet postmetal og hvad man som nyt band kan “tillade sig” at proppe i sådan et paraplybegreb, der stikker i alle retninger og som er i midt i sin skabelse – uden at begrebet helt imploderer. Et blackgazeband som Deafheaven har stået for skud flere gang på grund af deres formastelige hybridmetal.

Postmetal bygger på alle de lag af metalepoker, der gennem tiderne er lagt ovenpå hinanden siden Geezer Butler legede med Gustav Holsts tritonus sekvenser fra Mars, fra Suiten “The Planets”, og siden Judas Priest introducerede deres voldsomme dobbelte guitarvægge. Dertil er der indlejret i begrebet en tiltrængt nysgerrighed overfor andre genrer der ikke umiddelbart er beslægtet med metal, ikke mindst eksemplificeret ved Norges efterhånden etablerede mønsterbrydere i Leprous, som aktuelt er på turné, og endnu en gang er i færd med at udfordre metalbegrebet ved at hælde falset og Nord synthklange udover de sagesløse horn og hegn.

I den helt anden retning er der gået ekstremsport i at trække tempoet ud af metallen, stemme alt ned under guldbrædderne, udradere ethvert anslag til feel good melodik, og i det hele taget skabe en lydkolos på lerfødder som kan stå oprejst af sig selv uden at lefle for det brede publikums forkærlighed for iørefaldende metalhymner. Med begge eksempler må man anerkende bandenes søgen væk fra det sikre Metallica/Maidens ground Zero og mod på at opdage ny rejsemål. Man kan anføre, at det altid har været rockens væsen, ja man kan gå helt tilbage til Rock’n’Roll og eksempelvis Elvis Presleys simple, men catchy og flabede Jailhouse Rock, som dengang i den grad medvirkede til et paradigmeskift i lydæstetik, ikke mindst i kraft af hans knasende skarpe og udfordrende vokal. På den måde gør rock, metal og postmetal det der altid har været meningen. Men det er en længere diskussion.

Djævlens vuggevise

Udøvere af undergenrerne drone, sludge, doom, blackmetal, plus det løse, spiller pladen ofte så langsomt og i samme rille, at selv djævlen falder i søvn. Mange bands har kastet sig over denne gravkammertrance siden Black Sabbaths første gæve forsøg og når det er bedst, vækker det virkelig en blanding af rædsel og fascination i lytteren og en indlevelse i den smerte, musikken udtrykker. Den gamle Celtic Frost afgud Tom G. Warrior har med både CF og hans nyeste solo/mare -ridt, Triptykon, formået at flytte grænserne for ubehag på den fede måde. “Monotheist” og “Melana Chasmata” er i den genre to mesterværker, som det givetvis tager noget tid at overgå. Det er klart, at vi på et dansk onlinemagasin også skal pege på nogle af de få flagskibe, vi har aktuelt og derfor må Solbrud klart nævnes for den uhyggeligt præcise og sikre feel bad sound de har udviklet, som især live giver gåsehud. Det bliver også ekstremt spændende at se, hvad det enigmatiske projekt, Orm, kan drive det til.

Så vidt så godt; Metal udvikler sig således alle retninger og hastigheder, og når rammen nu er nogenlunde på plads, kender vi præmisserne, for hvordan vi skal modtage en given udgivelse, hvad vi skal forvente, og hvilket humør vi eventuelt helst skal være i for at meningen med musikken bedst muligt kan komme til sin ret. Man står sjældent og vakler mellem at sætte Marduk og Maiden på, og når der står doom på varedeklarationen, så skal du ikke sætte det på, når der kommer gæster, med mindre det er døden fra Lübeck.

Den lange seje død

Tilbage til Recitation. I pressematerialet beskrives nummeret Carrion som:

“en non-lineær komposition bestående af en række repetitive progressioner, der med sit fokus på atmosfære, riffs og et langsomt, knusende feel tilvejebringer en forandret fornemmelse af tid og tilstedeværelse.”

Det er svært at knytte kommentarer der modsiger dette. Det er faktuelt, at det går så langsomt, at træge taster blev aktiveret automatisk mens jeg skrev dette. Det er en helt igennem velvalgt beskrivelse, som imidlertid ikke indikerer om det er godt eller skidt. Her er jeg så glad for, at jeg fik lov at anmelde “Carrion” og ikke visse andre på redaktionen.

For mig at se, er det på alle mulige måder et ekstremt dødfedt nummer, jeg kan virkelig føle, at kroppen forfalder (jeg turde næsten ikke kigge mig i spejlet bagefter), og de lejlighedsvis growl, lyder som jeg bedst kan lide dem, nemlig som den arabiske købmand beskrev dem, da han skulle gengive sit møde med de danske vikinger omkring år 1000, “Never before I have heard uglier songs than those of the Vikings in Slesvig. The growling sound coming from their throats reminds me of dogs howling, only more untamed.”

Recitation Rising

Det er ondt og modbydeligt, og lad mig blive i vikingetemaet; for Nicolas Winding Refns genistreg fra 2009, “Valhalla Rising” er hvad der dukker op af billeder i mit hoved, når jeg lukker øjnene. Mads Mikkelsens enøjede skikkelse som i absolut mudder, blod og modgang drives af en dæmonisk blodrus og formår at lemlæste og slagte alle der står i vejen. Det er så eksplicit gengivet og ubarmhjertigt, udpenslet; kroppe, lemmer, skrig og bidende smerte omgiver den enøjede, der befinder sig hjemmevant i det her morads. Musikken er stort set fraværende, der er klange og lydcollager.

Men hvis, der skulle have været et soundtrack, så har recitation kreeret det 6 år senere. rent musikalsk gengiver de hud der falder af, kroppen der stivner og mørknes, rådner, ædes af små dyr. Manden er død. Liget bliver til bankekød. Punktum.

Der bruges svagt mandskor i baggrunden fra cirka 15:35, hvilket kompositorisk falder i lokalområdet af det gyldne snit, og rundt om i nummeret nogle distortede overtone-synth-agtige klange, som også høres på “Monotheist” visse steder, og på trods af de mange drone passager og ensformige og skrabede guitarfigurer, så er der faktisk masser af guitarharmonier, idiomatiske melodier, soli – lyt eksempelvis til den anarkistiske solo, der starter ved cirka 4:20 – og duetter, blandt andet ved 16:27, der starter efter et break som solo, men udvikler sig til duet. Jeg kan især godt lide  guitarernes blanding af doom- og melodiske riffs omkring 24:30 og frem til cirka 25:40.

Find historien

Bortset fra temposkiftet til dobbelthastighed ved cirka 17:50, som på det tidpunkt er forvarslet i et minut, spilles der primært i et langsomt, men løst spillet tempo, hvorved der samlet set skabes masser af afveksling og dynamik, og så har vi jo pludselig en historiefortælling.

Det er derfor det fungerer, og derfor er Recitation i bund og grund underlagt de samme konventioner som alle andre kunstnere der bevæger sig inden for den rytmiske musisks rammer. Det kan ikke være anderledes, da det er menneskers sammenspil der skaber musikken, og mennesker har altid et eller andet at fortælle.

Her handler det om forrådnelse, og det er vel udført, og jeg kan lide det .Bare ikke hele tiden. I morgen skal jeg nok høre noget helt andet.

Men hvis du som jeg gerne vil se Recitation live har du chancen den 10. Oktober 2015 på Stengade.