Saxon på Hades

Da Saxon spillede i Amager Bio i februar 2025 , var RockZeit oppe at køre, også fordi vi fik telefoninterview med Biff Byford et par uger inden. De gamle heavy metal veteraner er nemlig som god rødvin, som bare bliver bedre med tiden. Det beviste de på Hades scenen på Copenhell lørdag aften. 

Der blev lagt ud med et af de nye numre; “Hell, Fire and Damnation” fra albummet af samme titel. Her var der allerede god metalbund i den kniv skarpe heavy metal, som Saxon selv har været med til at opfinde. 

Masser af klassikere

Saxons helt gamle hymner er næsten klassisk musik i heavy metal, og dem fik vi en del af. Det er musik der er simpelt og lige til, uden for mange tekniske detaljer eller for mange formled. Forståeligt så folk kan huske melodierne og teksterne, så der kan sættes gang saksisk alsang fra massen, som det også hørtes her ved Hades. 

Der er nogle live klichéer som kun bands som Saxon har lov til at lave. En stortromme puls med een guitar tone i dobbelt rytme kørende i et stykke tid, mens Byford præsenterede næste nummer. Det kan ikke gøres mere simpelt end dette, men det hører til genren at lave sådan et groove, og alle vidste at det langsomt udviklede sig til et riff som startede een af de gamle numre. Men titlerne er heller ikke til at tage fejl af i genren, især når vi fik klassikerne “Heavy Metal Thunder”, “Motorcycle Man” og den helt store heavy-hyldest-sang “Denim and Leather” fra albummet af samme titel.

Denim after dark

Sidst nævnte nummer krævede selvfølgelig at blive udpenslet på alle måder, og Bufford krævede cowboy-veste fra publikum med diverse metal stickers, som han lige lånte til at vise på scenen/stor-skærmen, så alle var i denim-land. Byford skrev autograf på, og gav vesten tilbage, fik en ny, og lod guitarist Doug Scarratt tage den på. Så spillede han jo bedre guitar, det er klart, og så var alle glade.

Glad blev jeg i hvert fald da vi hen imod slutningen fik “Crusader”, som er helt tilbage fra 1984, og shit hvor det holder endnu! Det er ekstra godt at høre det live, for lyden på albummet er mildest talt ikke den bedste, og det er i min bog lidt svært at nyde musikken på grund af dette. Men på Hades var det selvfølgelig noget helt andet, og her kunne jeg nyde titelnummeret i fulde drag. 

Efter dette kom endnu en klassiker; “Princess of the Night”, med en god catchy melodi til at forlade Hades-pladsen med. Det var en næsten perfekt Saxon koncert. De var lidt forsigtige, og jeg savnede en lille smule mere vildskab fra musikerne på scenen, som måske kunne give musikken noget ekstra heavy knas. Men hold kæft det var fedt.

Jeg ender på 4,5 stjerner de 5 saksere.