Udstråling
Inden SEA gik på, kunne man godt undre sig over, hvordan de ville toppe Franklin ZOO og St. Prostitue, som på hver deres måde, og hvert deres stilunivers, havde været både performancemæssigt medrivende og musikalsk stærke.
Alligevel; da SEA gik på scenen, havde jeg det som om at, nu var hovednavnet sgu kommet (også selvom de gale motorbillypirater, Grumpynators, som det sidste band, ventede i kulissen). Alle SEA medlemmerne virkede fuldstændig fokuseret, afslappede og overbeviste om, at de havde formatet til at vælte PH Cafeen og nu skulle vi bare se løjer.
Den slags udstråling forpligter, og derfor kan det ofte blive tæerkrummende pinligt, når talentet ikke følger med. Men det fulgte fint med; efter en let og afslappet indtagen af scenen og nogle nochalant høflighedsfraser, fik vi med åbningsnummeret ”Cry” en brutal, buldrende og samtidig virtuos håndholdt turguide gennem SEA’s undersøiske rockunivers, bestående af det bedste af det bedste. Så vidste vi ligesom, hvad vi kunne forvente.
Mestre på hver plads
Hvor SEA på deres hjemmeside selv med rette nævner Thin Lizzy, Alice In Chains og Blue Oyster Cult, vil jeg gerne supplere med Rainbow, Priest, Sabbath, Whitesnake og Deep Purple. Jeg har tidligere omtalt Anders Brinks stilistisk vanvittige spot on stemme, som brutal og mejslet ud i granit, spænder bredt og minder om David Coverdale og Ian Gillian, især i lejet lige under toppen. Han har en rimelig fin, skarp stemme øverst, men hver gang han rammer det leje lidt under, bliver vi alle lidt rigere, og det skulle han dyrke lidt mere. Hvert medlem spiller kreativt og energisk og er så hjemme i deres instrument og dets muligheder, at man fornemmer, hvordan bandet i øvelokalet må have nydt at blive ved med at proppe fede elementer ind i sangene og øve dem igennem. Igen og igen. Der er derfor så mange lag under (hav)overfladen af den ofte meget iørefaldende melodi. Sangene minder nærmest om overmodne frugter, som hænger tungt, fyldt med vitalitet og substans, så proppede med indhold, at det kræver et ultra ambitiøst band at spille dem.
Det er glædeligt, at der findes et dansk band, som tør lege med progressiv rock/metal midt i andre bands søgen efter den lidt for lige vej til Leppard omkvædet. SEA har ikke travlt på den front, hvis noget er fedt at spille, så skal det med. Især hvis det er svært. Vi fik i fredags masser af tempo skift, breaks, duo guitarsoli, rytmisk variation ad flere omgang midt i numrene, melodisk rolige passager, og saftige tordnende trommer, når sangene krævede det. ”Ride on” og ”Sorry to be seen” havde allerede inden i går sat sig fast i mit hoved, og nu skal jeg også gå rundt og nynne fragmenter fra ”Eyes of Sedona” og ”Rust”, hvilket passer mig helt fint.
Kildehenvisning
Vi siger tak til medleyet hen mod slutningen, ikke mindst fordi vi blev ført tilbage i tiden i godt selskab, men også fordi SEA således anerkendte de store i faget som inspiration og derved accepterer den præmis, at hvis man skal skabe noget nyt og originalt, så er man pisket til at kigge de gamle plader igennem efter the shit, spille det igennem og fylde egne ideer på, indtil det efterhånden lyder som én selv. Jeg synes det lykkes et langt stykke hen ad vejen. Der er mange tydelige inspirationskilder i SEA’s numre, unægteligt, men alligevel synes jeg kun der er et band der lyder som SEA. Derfor er det også fuldstændig fortjent, at de skal teste deres holdbarhed sammen med store internationale navne, her om en måneds tid, når de skal spille til årets Copenhell Festival.
Sætliste:
Cry
Rust
Ride On
Eyes of Sedona
Battle to be seen
Medley (Burn/Heaven and Hell, Victim of Changes)
Sorry to be sane
Skriv et svar