Silent Fracture: sjældent har det været så fedt at blive skambidt

Silent Fracture formår på deres aktuelle EP, at levere kvasende slagserier, og selvom de ikke bruger så mange nye finter, når man alligevel ikke at dukke sig.

Silent Fracture udgav den 31.01.2018 deres EP “Kill Season” og i pressematerialet er de (heldigvis) ikke just vildt skrivagtige, i modsætning til mange andre nye bands. Det er fint som anmelder, at få overordnede formaliteter leveret, men hvis musikken kan stå alene behøves ikke nogle søforklaringer.

De får da nævnt, at deres sound består af “en kombination af aggressive riffs, tunge breakdowns samt et stærkt fokus på at skabe melodisk helhed kombineret med en hardcorevokal”

En gal hund

Det er faktisk ret godt opsummeret. Og teksterne omhandler personlige kampe samt politiske betragtninger, centeret omkring dagligdagens trummerum. Det er så ikke lige her, at de er et nyt banebrydende samfundspolitisk talerør. Men derfor kan man jo sagtens være relevant, og i stedet for at gå i Bob Dylans fodspor, har de valgt at bide fra sig, så det gør ondt. Det er som at blive bidt af en bidsk møgkøter, der fra første smadrenummer “Hate Anthem” hænger fast i læggen, mens man forgæves forsøger at slippe fra den. På nær nogle få rolige passager og stemningsfulde introer som i “Strung Out” og generelt grumme fede breakdowns, samt et vildt godt kort scarry lyd collage nummer ”Damned Ignorance”, så er der altså godt knald på. Muskelhunden æder løs af ens krop og sjæl, indtil sidste knoglestump er spyttet ud efter det aggressive sidste  nummer “Heretic”.

Rå og få virkemidler

Julian Gilbro på vokal er ret nådesløs overfor sine stemmebånd og uden at have en unik klang, formår han faktisk at gøre det interessant at høre på. Det skyldes en tydelig insisteren på det uforfalskede rå udtryk, samt at vokalen ofte smides velovervejet ovenpå resten af infernoet – tit forskudt og meget rytmisk og musikalsk. Jeg synes bandet får rigtig meget ud af forholdsvis beskedne virkemidler. Der er ikke meget guitar lir og riffene er ret ens. Men det handler meget om udtrykket og evnen til at gøre lige præcis det rette på det rette tidpunkt. Her har de lyttet til nogle af de bedste, og man fornemmer, at Silent Fracture har overskud i lige præcis det de foretager sig.

Det er produceret glasklart og måååske lidt for fint til genren synes jeg, men selv nutidens Metallica falder for den behagesyge up front produktion. Det går lidt ud over dynamikken i lydbilledet, når det hele er klasket fast på bilforruden. Men ok, smag og behag.

Mad Night Fracture

Med et gig CV der omfatter Underwerket, Metal Mayhem, Sårt Torsdag og Beta og Gimle, tæsker Silent Fracture sig fremad i køen, og vores fotograf der var til sted ved Metal A Day’s MAD NIGHT VOL 3 i Beta 9.02.18., var i den grad godt underholdt. Julian Gilbro er god til at inddrage publikum i festen og bandet leverede samspil på et højt niveau. Musikken fungerer fint på plade, men det er dog mest af alt skræddersyet til livescenen, hvor blod, sved og vredestårer kan stå til alle sider. Det kunne være en ide at møde op på Gimle den 24.03.2018 hvor de supporter Daze Of June.