Sort magi fra Denner/Shermann

Da vi er mange der ikke kan undvære old school doom metal, har vi heldigvis fået et spin off på Mercyful Fate som føder os med sataniske vers med ondskabens akkompagnement. Denner/Shermann sørgede for at vi fik vores evil wishes opfyldt, ved at spille nye D/S-numre og gamle numre fra Mercy-kataloget, og her er det umuligt at være sur.

Indtil videre har D/S lavet EP´en “Satans´ Tomb” og det fulde album “Masters of Evil“, som begge er skiver der holder 100 %. Multi-instrumentalisten Snowy Shaw har indspillet trommesporet på disse udgivelser, men live fik vi glæde af svenskeren Jens Bergild. Lige før Nordic Noise-weekenden begyndte, fik vi fat i Michael Denner som gav mulighed for et langt interview. Her siger han at han gløder for metal, og man må håbe at Denner/Shermann er kommet for at blive.

Frontfiguren Sean Peck er manden der i dag leverer tekst og vokal til den udfordrende genre, og både i studiet og live gør han det godt, og der er lidt af den gamle Mercy-stil, og også nye udtryk som han har bragt ind i Denner/Shermann.

En god blanding af gammelt og nyt

War Witch var det første nummer som ramte publikum fra de mørke skikkelser på scenen. Sean Peck havde en lang sort læderjakke på, og han lignede en mørk udgave af Rob Halford. Bandet gik lige på og hårdt med nummeret, som med det samme rumlede ud i luften på den fedeste måde. Bifaldet var stort efter denne sindssygt fede opstart.

I “Wolf Feed at Night” med den Ozzy-agtige vokal, fik vi en ganske glimrende udgave af nummeret. Peck gjorde meget ud af at synge på samme måde som vi kender den fra albummet “Masters of Evil”, og det gjorde han til et skramlende og slagkraftigt akkompagnement. Det var en sand fornøjelse.

I nummeret “Satans´ Tomb” fra Denner/Shermann-EP´en af samme navn, fik vi maskingevær-riffs og trommerne fra Jens Bergild var helt oppe at køre, og det var genialt at han groovede på samme måde som Kim Ruzz gjorde i Mercyful Fate i gamle dage.

“Evil” fra Melissa kunne ikke undgås at være et hit, og tempoet i nummeret er noget man kan bruge til at booste metal-intensiteten. Det er stadig et nummer der lyder nutidigt, for der er fremdrift og retning som man sjældent hører fungere så godt, og hvis man ikke kendte det, ville man næppe gætte på at det er lavet i 1983. Nogle guitarriffs blev spillet anderledes end på originalen, for akkorderne var mindre staccerede og de blev spillet mere loose.

New Gods

Der blev også tid til at mindes de store metalguder, og det skete lige før nummeret “New Gods” som er et Denner/Shermann-nummer. Her dedikerede Peck nummeret til Dio og Lemmy.

Selv er Denner/Shermann og andre der har været med til at skabe Mercyful Fate, i liga med de nævnte metalguder, for den stil der er blevet skabt er så unik, at den nok altid vil være velkommen på en metalscene.

Hvert sekund kunne man fornemme, at dette her er folk der elsker at spille metal, og er stolte af at præsentere disse numre for folk, og man kunne høre at de gjorde sig umage i hvert eneste nummer Der var musikalske småfejl ind i mellem, og der var lidt tekniske problemer med Shermanns guitar, men det resulterede blot i, at det virkede mere menneskeligt og nede på jorden. Der er jo heller ikke mere Satan-show i konceptet rent visuelt. Det er bare fem mennesker der ånder for metal, som står på scenen og vil please den doommetal-hungrende skare.

Denner/Shermann gav et ekstranummer, og det var “A Corpse Without Soul” fra  Mercy-debuten fra 1982. En gammel sag som fik ungdommelig energi, og dermed afsluttede Nordic Noise for denne gang. I min verden var bandet den ultimative afslutning på en festival, både i stil og musikalitet, og jeg kan ikke gøre andet end at give koncerten 5 stjerner