Efter Hackett-koncerten i Amager Bio i september sidste år, hvor også RockZeit var til stede, er det ikke nogen overraskelse, at denne Liverpool-optagelse sidder lige i skabet. De ekstremt dygtige musikere, leverer 23 numre med stor indlevelse og følelse, og numrene kan opleves både på CD og DVD.
Gammelt og nyt
Denne tour har som bekendt titlen ”Acolyte To Wolflight With Genesis Revisited”, og vi får en masse fra Hacketts solokarriere, blandet med en god portion musik fra Genesis-æraen. Hackett var guitarist fra 1970 til 1977 i Genesis, og ”Voyage of the Acolyte” var Hacketts første soloalbum som han lavede i 1975, mens han stadig spillede i det spektakulære band.
En lang musikalsk rejse
Koncerten starter selvfølgelig med ”Corycian Fire”, som er stemnings-introet på det nyeste album ”Wolflight”, som følges op af instrumentalnummeret ”Spectral Mornings”. De 4 første er fra det nyeste album, og derved har Hackett sat en god Wolflight-stemning, som det jo mest handler om på denne tour.
Vi får også det magiske nummer ”Icarus Ascending” fra Hacketts soloalbum ”Please Don´t Touch” (1978). Nummeret har en fed instrumentalklang i akkompagnementet, og på vokal har vi den fantastiske sanger Nad Sylvan. Nummeret er tilsat nogle gode krydderier, blandt andet et mellemspil med dissonerende jazzharmonik som ligger på toppen af en almindelig rockrytme, som efter et kort stykke tid glider legende let over i et stille vokalafsnit.
Første del af koncerten afsluttes med det udødelige progressive instrumentalnummer ”A Tower Struck Down”. De 13 numre på denne første CD, består udelukkende af Hackett-numre, og er en glimrende blanding af musikstykker som vidner om hans alsidighed.
Anden del starter med det stort anlagte nummer “Shadow of the Hierophant”, med en varighed af 11:48. Det er en stor musikalsk rejse med et symfonisk udtryk, og sangerinden Amanda Lehmann bidrager med skønsang til den helt store guldmedalje. Imod slutningen, folder trommeslageren Gary O´Toole sig fuldt ud, og får nummeret helt op at ringe med en lydmur af rytmevariationer. I det næstsidste nummer ”Clocks”, går O´Toole også amok på trommesættet, og får pulsen lidt op, så man er parat til det sidste nummer.
Livealbummet afsluttes med Genesis-klassikeren ”Firth of Fifth” fra albummet ”Selling England by the Pund” (1973), og det er helt perfekt at slutte en lang koncert af med. Det er et fantastisk nummer, som man til enhver tid kan tåle at høre, og det gør jo ikke noget, at det er en ny live-version.
Vurdering
Steve Hackett er én af de kunstnere der i én koncert, kan levere musik som tiltaler de fleste mennesker. Musikken spænder vidt, og berører mange genrer, f.eks. det nævnte ”Icarus Ascending” som er en blanding mellem rock og jazz. Musikken er heller ikke for progressiv, og derfor appellerer den til en bred skare.
Hacketts musik er tit både raffineret og naiv, da der er mange skæve rytmer og riffs som er sat sammen med iørefaldende, lystige og simple melodier, hvor de simple ting ofte gentages en del gange.
Lydkvaliteten på live-udgivelsen er fin, men den er lidt ”langt væk”, og kunne godt være mere fremme i højtalerne så man fik en bedre live-lydoplevelse. Hacketts musik har mange udtryksfulde og dramatiske skift, og med dette drama kunne lyden godt lige tåle at være lidt mere skarp, så det ekspressive rock kunne blive løftet, og blive lidt mere slagkraftig.
Liveoptagelsen har utroligt meget at byde på, både i valg af numre og i musikalitet. Der er en god fordelingen af Hacketts egne numre og de gamle Genesis-numre. Derved får en del variation på vokalområdet. Hackett har sin folk-vokalstil, og Nad Sylvan synger Genesis-numrene som han rammer med en fantastisk klang; en blanding mellem Peter Gabriel og Phil Collins, og man har en fornemmelse af, at det gamle Genesis virkelig lever videre i denne koncertoptagelse.
Dobbelt-CD´en er en god ting at sætte på, både som lyttemusik og som baggrundsmusik. De valgte numre på denne tour, er meget behagelige og iørefaldende, og selvom der er en del virtuose indslag i numrene, bliver det ikke så intenst at man taber pusten.
En stor musikalsk rejse gennem Hackett-Genesis-universet
Artist: Steve Hackett
Titel: The Total Experience Live in Liverpool
Label: InsideOut Music
Release: 24/6 2016
Line-Up:
Steve Hackett – guitar, vokal
Roger King – keyboard
Nad Sylvan – vokal, tamburin
Gary O’Toole – trommer, perkussion, vokal
Rob Townsend – saxofon, træblæsere, perkussion, vokal, keyboard, bas pedal
Roine Stolt – Bas, 12-strenget variax, vokal, guitar
Gæstemusikere:
John Hackett -tværfløjte, Amanda Lehmann – vokal
Tracklist:
CD 1:
1.Corycian Fire Intro (1:17)
2.Spectral Mornings (5:39)
3.Out of the Body (2:29)
4.Wolflight (9:13)
5.Every Day (6:46)
6.Love Song to a Vampire (8:50)
7.The Wheel’s Turning (8:08)
8.Loving Sea (4:13)
9.Jacuzzi (4:13)
10.Icarus Ascending (8:08)
11.Star of Sirius (4:37)
12.Ace of Wands (6:28)
13.A Tower Struck Down (4:31)
CD 2:
1.Shadow of the Hierophant (11:48)
2.Get ’em Out by Friday (9:12) *
3.Can-Utility and the Coastliners (6:01) *
4.After the Ordeal (6:47) *
5.The Cinema Show (11:00) *
6.Aisle of Plenty (1:29) *
7.The Lamb Lies Down on Broadway (4:47) *
8.The Musical Box (12:15) *
9.Clocks (5:54)
10.Firth of Fifth (10:21)
* * Genesis song, co-written / co-composed by Steve Hackett
Skriv et svar