Helt ind til benet med Steven Wilson

Her på RockZeit var vi happy campers da vi anmeldte Steven Wilsons nyeste udspil ”To the Bone”, og lørdag aften var vi så endelig i samme rum som rocklegenden. Det skete i Store Vega, hvor vi troppede op med spænding i kroppen. Og vi blev i hvert fald ikke skuffet.

Visuelt anlagt

Et gennemsigtigt fortæppe var trukket foran scenen. Man kunne svagt se instrumenternes opstilling gennem tæppet. En projekter kastede lys på tæppet som fungerede som lærred. Der kørte billeder af vore moderne verden, med tilhørende ord som passede til billederne. Budskaberne blev ændret da de forskellige ord pludselig blev placeret anderledes over billederne anden gang de blev vist, og der var en masse reaktioner fra publikum, da det både var provokerende og humoristisk.

Billedserien var en god opvarmning, og den veloplagte Wilson lavede en god entré og hilste på København. Han er en meget spinkel fyr som er helt almindelig at se på, og han kommunikerede godt med publikum med sin gode menneskelige fremtoning. Wilson og band startede ud med ”Nowhere Now” bag det gennemsigtige tæppe/lærred som skulle bruges til visuelle projektioner. Der var på første beat skarp og æstetisk lyd, og publikum så allerede begejstret ud. Tæppet blev trukket væk engang i mellem, og i overført betydning, blev tæppet også trykket væk under publikum som koncerten skred frem.

Top notch

Wilson havde fire musikere med sig, og man kunne fra start fornemme at det var elitens elite der stod og var parat til at fyre den max af. Wilsons musik overrasker for det meste, for han er ikke bleg for at skifte hyppigt mellem forskellige genre i samme nummer. Det er noget der er virkningsfuldt live, og publikum fik spænding for hver en skilling.

Første sæt afsluttes med format

”Ancestral” blev spillet lige før pausen, og publikum blev sendt på toilettet/baren med et hel unikt musikalsk løft i sjælen. Der var simpelthen ALT i dette nummer, med dets alternativ rytmer og masser af elektroniske klange. Det var næsten Depeche Mode meets King Crimson, og man kunne næsten ikke forestille noget bedre at afslutte første akt med. Det var intelligent komponeret og hamrende musikalsk udført, og jeg kom da også op i den syvende rockhimmel sammen med hele resten af salen.

Arriving somewhere

Anden afdeling af koncerten blev åbnet med et Porcupine Tree nummer. Det blev det fantasitiske ”Arriving Somewhere But Not Here” som blev understøttet af en syret video med illuminerende tempofyldt biltrafik. Der stod folk omkring mig som ikke kunne være i sig selv af bar begejstring, da de kendte nummeret godt i forvejen, og nu fik sangen leveret live fra mesteren selv, og jeg kunne sagtens følge denne begejstring.

Discokugle

Wilson hyldede mangfoldigheden i musikken, og han forklarede publikum at han var vokset op med alt muligt forskelligt musik, lige fra disco til rock, og at han elskede det hele og havde taget mange genre til sig i sit virke som sangskriver, og man må sige at koncerten også bar præg af dette. Eksempelvis hyldede han ABBA, og vi fik herefter ”Permanating” fra det nye soloalbum, som tydeligvis har masser af ABBA i både i melodien og i groovet. En stor diskokugle i loftet over scenen blev oplyst, og gav liv i rummet, som var vi tilbage i de gode gamle halvfjerdsere. Fedt.

Nummeret ”Detonation”, også fra det nye soloalbum, var ét af de numre jeg havde glædet mig til, og det var også en kæmpe oplevelse. Det byggede godt op, for til sidst at eksplodere i ekvilibrist akrobatik med guitarsoli fra Alex Hutchings og soli fra key-manden Adam Holzman.

Tre ekstranumre

Selvom Wilson havde taget os igennem en verdensrejse med to sæt af progressiv rock, fik vi tre ekstranumre til at gå hjem på, og Wilson og drengene havde ikke mistet kraften, tværtimod.

Sjælden koncertoplevelse

På albummet ”To the Bone” har Wilson 18 musikere til at kreere dét han har tænkt, men på turnéen er det nok med 5 musikere i alt, inklusiv Hr. Wilson, til at skabe en hel unik koncertoplevelse. Det er topprofessionelle folk der er med i line-up på turnéen, for det er musik som kræver virtuos kunnen, og også sans for at lægge nerve i rytmerne.

Wilson sagde selv at han mest tænker sig selv som en sangskriver og producer. Han er heller ikke en virtuos musiker som de folk som lægger akkompagnementet i hans musik. Dette var en fordel, når han spillede guitar, for der var rev i anslagene, og udtrykket var så ekspressivt, at han næsten kunne spille hvilket som helst tonesammensætning og stadig ville kunne ramme vore rockhjerter. Dog var han ikke lige så ekspressiv i vokalen. Hans stemme var i første halvdel af koncerten lidt vag, og var ikke så meget fremme i lydbilledet. Han fik mere luft i anden afdeling 2, og der var mere styrke i leadvokalen her. Men hele koncerten igennem var der gode backing-stemmer, og bassist Nick Beggs og guitarist Alex Hutchings var super gode til at synge i samklang med Wilson. I de fleste numre var der vokalflestemmighed, og det var prikken over I´et som lå oven på det voldsomt fede akkompagnement.

Wilson er ikke nogen Freddy Mercury, men han leverede sangene på sin egen måde, og i helhed var alle aftenens sange helt to the bone, og det var i særdeleshed en hel vanvittig fed koncertoplevelse som udløser 5 stjerner.