The Dead Daisies i Pumpehuset

Tirsdag aften i Pumpehuset var det endelig tid til det australsk/amerikanske band The Dead Daisies, som i corona-perioden måtte aflyse shows, bl.a. i Danmark. Men nu stod de der, klar og parate til at skyde med skarp hard rock ammunition mod publikum.

Anderledes opvarmning

Der var opvarmning fra Spike, som var medstifter af det britiske band, The Quireboys. Det var kun ham og hans guitar, og et enkelt øjeblik en gæsteguitarist på scenen, hvor Spike skulle spille mundharmonika. Spike kunne hverken synge eller spille guitar, men mærkeligt nok kunne han performe sig frem til et ganske hæderligt og autentisk soloshow, hvor han havde publikum med sig.

Så kom Daisies

Det var en lovende lyd der blev sendt mod os, da The Dead Daisies satte hard rock kedlen over i Pumpehuset. Det var i første nummer “Resurrected” hvor man med det samme hørte solid bund, knas og power i lyden, som passede perfekt til bandets musikalske drive. Der var måske lidt lovlig megen bækken og hi-hat punch i lydbilledet fra trommeslager Brian Tichy, som slog lidt for hårdt på de stakkels messingskiver.

Doug Aldrich var een af dem som gjorde sig bemærket allerede i første nummer, med guitarsoloer der med ægte rock klang, knasede og bragede til den store guldmedalje. Man kunne fornemme på bandets kropsbevægelser, at de virkelig var tændte, og klar til at give publikum det bedste de kunne levere. Kemien mellem dem var allerede fra start eminent, og det var en fornøjelse at høre og se på dem.

Sing along…

John Corabi havde fra start en god hard rock stemme, som bare blev varmere og varmere. Han var måske lidt for kæk fra start, da han opfordrede publikum til at synge et lille “yeah yeah”-motiv til følgende sang.  Sing along er altid et lidt billigt trick hvis det bliver misbrugt, og det var måske lige lidt for meget, at det allerede blev launch’et i tredje nummer “Dead and Gone”. Et ultra banalt nummer som lige nøjagtigt fungerer, men ikke mere. En sing along oven i dette, var ikke ligefrem noget der fik mine arme op. Men jo jo, de skulle jo have folk gearet lidt op.

Masser af drum noise

Der blev godt nok lavet noget larm i “Make Some Noise”, der startede med voldsomme trommefills, der tændte lunten til denne tunge og vilde hard rock hymne. Det var måske det mest intense nummer i sættet, det kom næsten op i metal genren med dets tunghed og lydtæthed.

Tichy lavede en intens, larmende og vild trommesolo, der var ganske anderledes end så mange andre trommeslagere ville lave den. Lilletromme-seidingen var slået fra, så den mere lød som en tam end lilletromme. Det gjorde, at han kunne slå meget hårdt hvor man samtidigt kunne høre hvert et slag. Pludselig begyndte han at smide en trommestik i luften og gribe den igen og kastede den op på ny, MENS han spillede. Han lignede en trommende cirkusjonglør, og folk var da også ellevilde.

Akustisk

“Something I Said” var velklingende med akustisk guitar fra Corabi, som var dramatisk i veklsen mellem fuldt band med knas, og de rene æstetiske guitarakkorder. Det var rart for ørerne at få et nummer som ikke bragede hele vejen igennem, men havde ørevenlige øjeblikke ind imellem. Heldigvis var lydmixet så godt, at den akustiske lyd var lige så god og gennemtrængende, som forstærkning og forvrængning på de andre instrumenter.

I slutningen af sættet, blev det til et covernummer af The Sensational Alex Harvey Band; “Midnight Moses” fik en ordentlig een på fortolkeren. 

Ekstra

Encore numrene var “Long Way to Go” og “Slide It In”, som trods deres banale væsen, blev til noget af en afslutning. Bandet var simpelthen så varme som man kunne blive, og det var tydeligt at de havde været gode til at geare hinanden op…hvor man må sige at Brian Tichy havde en stor del af æren.

Ganske gedigent

The Dead Daisies er nok godt klar over, at nogle af deres numre i dén grad er banale. Sange som “Dead and Gone” og “Face I Love” får mig til at trække på smilebåndet, og det er ikke det jeg ville opsøge i deres katalog foran anlægget derhjemme. Men de er meget bevidste om hvordan simple hard rock numre skal fyres af live! Dertil leveret med engagement og spillelyst, er det virkelig et band som er værd at tage af sted for. Man skal ikke tage fejl af, at det er et godt band som kan skrive ret gode sange, og der var klart også overvægt af fede numre. Dertil slap de også godt fra covernumrene, som virkelig sparkede røv.

Det var alt i alt bare en fed hard rock koncert, som skal have 4 stjerner herfra RockZeit.