Destruction er klar med nyt album

….i metalverdenen skal der jo ske noget ondt fredag den trettende, og ondskaben slippes løs i form af Destructions nye album ”Under Attack”. Fans af old-school thrash kan godt glæde sig til en ny massiv omgang hæsblæsende rytmer fra den tyske trio.

10 gedigne numre

I det første nummer, titelnummeret, får vi et klangfuldt og smukt semiakustisk intro uden beat, og der kommer et fedt langsomt groove med masser af fills flyvende rundt i luften. Det første man hører Schmier synge/skrige, er helt simpelthen; ”Under Attack”. Hæ, og så er vi i gang med de hurtige rytmer i bedste Destruction-stil. Dog er lydbilledet ikke eksplosivt og uhæmmet som jeg havde forventet, men det har lidt klangfarve a la det helt gamle Destruction, lidt diskantet guitar sound, ….bare nu med bedre lydkvalitet. Schmier krænger ekstra diskant ud af sin hals, og den er næsten lysere end i gamle dage. Der er sjovt nok lidt AC/DC over nummeret, både i lead vokal og backing kor-respons,..men det er selvfølgelig andre rytmer og en anden feeling, men det lyder som om Destruction lige har hørt en ordentlig omgang AC/DC før de gik i øvelokalet og lavede dette nummer.

Det 4. nummer ”Getting Used to The Evil” veksler godt mellem semikustisk guitar og tunge riffs, og mellem dette, nogle svedige soloer. Det er ét af de fedeste numre på dette album. Der er overraskende at det fader ud, og det er godt set at lige netop dette nummer, skal gøre det.

Det 8. nummer “Stand for What You Deliver” har både lidt røvballe-thrash-rytme i sig, men også guitar-materiale der minder om Ron Jarzombeks lir fra Watchtowers prog-klassiker “Control and Resistance”, …ikke dårligt.

Destruction afslutter albummet værdigt med nummeret “Stigmatized”, der består af alle de gode tricks fra thrash-kataloget; hurtige guitar-riffs, virtuose tordnende trommerytmer, fede guitarsoloer, hidsig lead vokal (dertil også med gode effekter på), klassisk metal backing kor på omkvædet…o.s.v. Hatten af for dette afslutningsnummer.

Vurdering

“Under Attack” et ærke thrash album med masser af old school tricks, men også gode tekniske detaljer, især i trommerne, udført af Vaaver. Mange riffs er banale, men gode…som man også hørte fra Destruction i gamle dage. Dog savner jeg nogle riffs der stikker ud som mesterlige, som man f.eks. hørte på, den efterhånden gamle Destruction-klassiker, ”Release From Agony”, men generelt hænger numrene godt sammen med det materiale der præsenteres i de forskellige formled.

Det er overfedt, at Schmier går op i at levere sine unikke diskantskrig, og også at de kommer på rigtige tidspunkter. Som ofte på deres albums er der også ekko/rumklang på disse karakteristiske skrig, som er med til give et helt specielt udtryk.

Dog lyder Schmier på dette album ikke så unik som i gamle dage. Der er for meget af andre sangere i hans stemme, såsom Brian Johnson fra AC/DC, Zack de la Rocha fra Rage Against the Machine og lidt Zetro fra Exodus…også lidt Schmier selv selvfølgelig. Men det er stadig højt vokal-niveau i thrash-genren, og den er hidsig og udtryksfuld, og den kan klæder alle numrene godt.

Mike Schrifinger beviser, at han er én af de bedste thrash guitarister på jordens overflade. Han er lige så skarp som rytmeguitarist, som han er i lead. Det er der mange, der kan lære noget af.

Numrene på “Under Attack” har et godt bundniveau, og det er en fornøjelse at høre, at Destruction er i god form. Det beviste de jo også, da de besøgte Danmark den 17. december i Pumpehuset.