Zeal & Ador – 21.06.18, Pandæmonium,Copenhell

Jeg havde hørt Zeal & Ador for et par uger siden på Primavera Festival, fuld af forventninger om at blive kørt over af det der særlige, som alle siger, bandet har, og som de da også har – på plade. Jeg blev dengang svært skuffet, og det sære metalhymne-slæng kom aldrig over scenekanten med deres act, og korstemmerne forsvandt ud i den spanske nattehimmel og bandt aldrig det spinkle idemateriale sammen med rytmegruppen og de svært hørbare guitarharmonier.

Cross over metal er det ny sort

Det er ellers et smart karriere-move at tage stomp-rytmisk negro spiritual-slave klagesang, kombineret med hockey rock a la “We Will Rock You” og integrere det i den efterhånden altomfavnende metal. Så har man sgu skabt noget ny. Endnu et skud på metal-stammen. Men jeg må igen sige, at jeg stadig ikke er hoppet på den vogn. Z&A vil vist ikke mig noget og lige over.

Den indre torden blev overdøvet

Den absolut nødvendige produktion, der skal sætte stemningen og skabe inderlig smerte og frustration som et åbent sår, kunne slet ikke komme til orde, når det blev sammenfiltret med rå live metal, som kastes ud i vinden på Refshaleøen. Der vinder teatertordenen over den indre torden – intimiteten – og tilbage står aktørerne som sure gadeprædikanter, der råber ind i distortede megafoner. Melodilinjerne er som udgangspunkt dragende og hypnotiske (ellers ville plantageslaverne vel heller ikke synge dem way back south), og godt bakket op af kor, bliver det på pladen en moderne liturgisk skideballe og påmindelse om vestens historiske overgreb mod Afrikanske slaver – tilsat kæderaslen og stomp imitationer på trommerne. Man kan også sagtens fornemme, at de faktisk kan deres kram. De er fokuserede og kan lide hinanden og den musik de spiller. Der er gedigent guitarspil af Tiziano Volante, selvom det kniber lidt med tremolo motiverne. Man fornemmer, at hans repertoire er en del bredere end, hvad der lige er plads til. Trommerne er i sig selv ekstremt skizofrene, idet Marco Von Allmen ganske udmærket formår at gå fra simplicitet a la “I Love Rock ‘n’ Roll” (Joan Jett) til buldrende blast beats. Rent spillemæssigt blev de også strammere og kom mere på plads.

He’s got no clothes on…

Meeen når produktionen ikke kan gengives live, så falder pointen ret meget fra hinanden og tilbage står überslaven Manuel Gagneux tilbage med nogle melodier så simple og ensformige, at det føles som at have lænker på. Lennon havde for cirka 50 år siden bedre styr på sin messende shout vers, når han sang:

“He wear no shoeshine, he’s got toe-jam football, He got monkey finger, he shoot Coca-Cola, He say, “I know you, you know me” One thing I can tell you is you got to be free, Come together, right now, Over me”

Siger det bare. Og midt i ærgrelsen må jeg alligevel konstatere, at publikum står glade gyngende og mumler med til de numre de kender – og især “Devil Is Fine”, som pludselig er en evergreen. Som sagt, alle er glade, undtagen mig. Live har jeg stadig til gode at se det folde sig ud. Mit bud vil være at tage en pause fra festivalerne og søge mod klubber og andre små spillesteder. Der kan man bedre “lege” med lyden.