In Memoirs: en drøm af en plade

 ”Grundet min fortid i popverdenen havde jeg udviklet berøringsangst med genren, så da jeg startede med at skrive mine egne sange, var jeg meget bange for, at de blev for poppet” – Morten Fillipsen

Den frygt har den gode Morten Fillipsen set lige i øjnene og på alle mulige måder overvundet på hans debut “Love, Dreams & Sunsets”. For i dette luftige, glatte og klinisk knastfrie lydunivers, som samtlige numre er indhyllet af, findes intet andet end pop. Vellyd og glansbilleder fra Mortens indre memory lane, hvor de gode minder trækkes op i en poetisk veksling mellem højglans og douche. ”Vi har alle de der minder, som bare bliver ved én. (…) Den sommeraften hvor man gik på græsset med bare tær, og vinden susede i trækronerne. (…) Selve oplevelsen er måske ikke noget særligt, men øjeblikket er. Det er de momenter, hvor man mærker følelsen af livet. Og nogle gange har vi brug for at mindes fortiden, for at tage vores nutid op til revidering.”  

Mortens meritter

De retrospektive overvejelser, som man normalt forbinder med en seniormusiker, finder dog et godt leje i det musikalske velour klæde. I pressemeddelelsen nævnes airplay i Danmark, Tyskland, England og Irland og  Taiwan. Og at In Memoirs har to koncerter på årets Spot festival. Samt hans samarbejde med Mads Björn og dem denne har samarbejdet med tidligere.

Men hvad med The Grenadines, som udgav en urimelig god poprock plade for et par år siden? Her slår Mortens karakteristiske bløde pop vokal godt igennem som noget af det, man virkelig husker for deres numre, og som den nuværende plade også i høj grad er støbt omkring. I det hele taget fire virkelig dygtige unge mænd, der hver i sær har gang i mange projekter. Mens jeg savner en opfølger til deres debut glædes jeg dog over, at Morten (og Laurits Emanuel) formår at få det personlige udtrykt til at række til en hel skive hver. For det er ikke altid at unge musikere står distancen, og har nok at sige. Tit er halvdelen af en hypet debutplades numre dødfødte, dødkedelige eller dødoverproducerede.

Levende sommerdrømme

På “Love, Dreams & Sunsets” er alt helt levende, om end lidt stillestående til tider. Synthflader, rum, glathed og pastelstemme, og vokale intonationsvalg som understøtter blødheden i velvalgte popfraser, gør en døsig på den dejlige måde… en morfar på sofaen om sommeren, en brise fra den åbne altandør og touren i baggrunden (jo, vi har alle minder). Fraser som “Pas De Deux” aer én som en fjer blidt over dig. “Now that I (see You)” er state of the art moderne pop og Morten – og partner in crime Mads Björn  – kører det hele utroligt småt og enkelt – de er æstetikkens mestre og balancerer alle små synth panfløjte motiver, klaver anslag og klokke lyde til perfektion.

Morten uden Morten

Og for at understrege, at han vil noget mere med sin pop og gerne lader pastelinstrumenterne folde sig ud og fylde hele lydbilledet, så står det nonvokale “Rivers” som et af de stærkeste numre. Ikke fordi at hans stemme ikke er god, for den er mere end god, men netop fordi at fravalget af en så god stemme lige pludselig skaber et helt andet og tiltrængt fokus. Godt set af ham Morten, der.  Det hele lyder som det, det skal. Drømmebilleder fra en sommer, fra dengang alt bare spillede. “Maybe Another Time” er min absolutte favorit, måske fordi den minder mest om Grenadines, men melodien er så god og smuk og akkordnedgangene er enkle, vi har hørt dem utallige gange før, men de er eviggyldige og det er nærmest modigt at bruge dem. Og når pop er godt, så har det krævet mod, for en god popkunstner tager uden blusel alle klicheer til sig, hvis det er det, der skal til.

En bølge mere – og så en ny drink

Jeg vil gerne advokere for, at der på næste plade kan arbejdes mere med dynamiske udsving, da den lækre homogene strøm af varm luft luller en i søvn til sidst. Slet ikke fordi at kvaliteten falder – de sidste numre er akkurat lige så gode som de første, men mere fordi at det bliver lidt stationært og det ender med at blive som en af de trance situationer, hvor man sidder i strandkanten og stirrer på den uendelige mængde bølger som skyller ind og ruller tilbage, skyller ind og ruller tilbage, skyller ind…. til sidst skal der noget udefrakommende til – et puf fra kæresten eller en badebold fra den anden families knægte – til at man glipper med øjnene og henter en ny drink. Jo, vi har alle minder.